lørdag den 26. maj 2012

Kanalen

Restaurant: Kanalen

Dette var vores første besøg på restaurant Kanalen, der som AOC har stået på vores todo liste i rigtig lang tid. Kanalen ligger i en gammel bygning, der for mange år siden husede toldpolitiet. Den ligger lige ved en af Christianshavns hyggelige kanaler med udsigt til kanalen, både og en kajak i ny og næ. Restauranten er lyst indrettet, let slidt og hyggeligt.

Kanalen har en kort liste af ala carte retter samt en fast menu, hvorfra man kan vælge 3-6 retter. Vi valgte alle 6 retter med tilhørende vinmenu. Vinmenuen var ok til prisen, men vi fandt den nok lidt for kedeligt. Måske er vi bare ikke så meget til hvidvin mere, og de fleste glas var netop hvide.

Første ret i menuen var røget stenbiderrogn med cremet perlebyg, dild og agurk. Retten faldt desværre ikke så meget i min smag, men nu er jeg heller ikke fan af hverken stenbiderrogn og perlebyg. Men med de kun 35 ekstra kroner, det kostede at gå fra 5 til 6 retter var den nu udmærket. Sebastian syntes i øvrigt godt nok om den, så det er nok bare min smag, der ikke passer til denne ret. Eller retten der ikke passer til min smag :)


Anden ret var en helt anden oplevelse. Det var en salat af rokke med kål, vilde urter og kapers vinaigrette. Retten ser ikke så imponerende ud med det rå kål og noget, der mest af alt ligner brændenælder. Men smagen var helt fantastisk og usædvanlig, når bare man sørgede for at få lidt af alt i hver bid. Jeg vil sige, at dette var endnu en ret, som man enten vil elske eller hade, og denne gang var det altså mig, der var den heldige, for Sebastian var ikke nær så imponeret af retten som mig.


Tredie ret var jomfruhummerhaler med rugbrødscrumble, blomkål, karse og mousseline af brunet smør. Dette var første ret, vi begge var enige om, der var rigtig god. Det var ikke så udfordrende og interessant en ret som den forrige men meget mere velbalanceret og simpel.


Hovedretten var lam på to måder. Den bestod af noget braiseret bov, tror jeg, og noget rosa stegt indmad - hjerte, tror jeg. Lammen blev serveret med ramsløg, perleløg, oliven og blanquettesauce. Denne ret var lidt en rodet affære, og jeg syntes ikke at boven var særlig mør, og indmaden kunne jeg klart have undværet - så hellere en slags lam på en veltillavet måde. Hverken Sebastian eller jeg var imponeret over denne ret.


Osten var lækker. Normalt ville jeg have savnet noget tilbehør, men de udvalgte oste klarede sig alle fint alene blot med noget brød eller knækbrød, som der blev serveret til. Brødet, der blev serveret under de salte retter og osten, var i øvrigt skønt.


Desserten var rabarbersorbet og løvstikkebudding med hvid chokolade og rå lakrids. Dette var aftenens højdepunkt for mig - blandingen af lakrids, rabarber og løvstikke var fantastisk godt sat sammen.


Vi havde en god og romantisk aften på restaurant Kanalen. De er ikke bange for at eksperimentere med ingredienserne, og det går som regel godt. Nogle gange misser de dog målet totalt.

Og vender vi tilbage - jeg ved det ikke. Der er bare så mange andre restauranter på vores todo liste, jeg også gerne vil besøge. Så vi vender sandsynligvis ikke tilbage foreløbigt. Samtidig vil jeg anbefale stedet til romantiske middage, hvor man gerne vil prøve noget unikt uden at skulle betale en bondegård for oplevelsen.

søndag den 20. maj 2012

AOC

Restaurant: AOC (Aarø og CO)

Vi besøgte restauranten for første gang en lørdag aften sammen med min mor, der var på besøg fra Jylland. 

Vi startede med at få fem snacks, hvoraf i kan se de sidste fire på nedenstående billede.

Først fik vi askebrød lavet på aske af bl.a. pore og hø serveret med en rygeost med tørret laks i. Denne snack havde en interessant brændt og røget smag, som man lige skulle vende sig til, men så blev den også rigtig god.

Så fik vi en radisse med aske på toppen og en estragon mayo i midten.

Samt en tørret og friteret torskeskind med mayo på torsk i midten. Dette var en meget saltet og røget snack, som mindede mest om en slags forfinet og fisket flæskesværd - bare ikke på flæsk :)

Fjerde snack var nok den bedste - især ifølge Sebastian og mor. Det var æbleskiver med en svampecreme på Karl Johan svampe og champignoner i midten. Dette var virkelig en lækker snack, der var finere og mere delikat end de æbleskiver, vi har fået på Herman. Jeg foretrækker dog stadig Herman's, hvorimod Sebastian bedre kunne lide disse.

Sidste snack var skud af sølvbede og rødbede serveret med en mayo lavet på rapsolie og ansjoser.


Første ret i menuen var gravet makrel i høaske serveret med agurk, brøndkarsestilk, persillecreme, 2 slags grønne tomater og kærnemælkmarinade. Dette var en delikat ret med en meget kraftfuld smagende makrel. Den smagte udmærket, men makrellen kunne godt have brugt lidt mere grønt pga. dens kraftige smag.


Anden ret var konfiteret blød æggeblomme serveret med blomkål på forskellige måder, dildfrø, purløgsolie og muslingesovs med løjrom. Dette var en spændende ret, som især Sebastian fandt fantastisk.


Tredie ret var pocheret limfjordsøsters serveret med nye grønne ærter, glaskål, ærteskud, kålrabi og fløde med ærtejuice og estragonolie. Dette var endnu en udmærket ret, hvor ærterne dog var for melede til min smag. Desuden foretrækker jeg østers kolde og simpelt tilberedt, som man f.eks. fik dem på Herman. Mor kunne dog klart bedre lide disse østers end de kolde, hun har prøvet andetsteds, men nu nåede hun heller aldrig at prøve Herman's.


Fjerde ret var kalvebrissel med karameliseret mælkeskind, syltede perleløg, rød syre og timian. Den eneste kommentar, jeg har skrevet til denne ret, var "forklædt brisling" - det kræver nok en forklaring. Jeg elsker brisler; både den mystiske konsistens og den fantastiske fede og unikke smag. Men brisler er noget, man enten elsker eller hader, og som jeg tror, en del hader. Og derfor ser jeg gang på gang kokke bruge dette stykke kød på en mere tilgængelig måde, hvor brislen skjules i retten under mange andre smage, så man næsten ikke ligger mærke til, at man får brissel. Denne ret er endnu en eksempel på sådan en "forklædt brissel", og retten virkede da også fin nok for både mor og Sebastian, men for mig; overhovedet ikke.


Vi havde indtil nu ikke fået noget brød på bordet, men inden hovedretten fik vi lige en enkel servering af brød lavet på ølmask fra Nørrebro bryghus, salt og manitoba mel. Disse blev serveret med to gange smørelse; fedt og skyr. Brødet smagte fantastisk og var nærmest aftenens bedste ret for mig på dette tidspunkt. Om dette siger noget godt eller dårligt om restauranten, kan så diskuteres. Jeg kan i øvrigt godt lide ideen med brød som en ret fremfor som tilbehør. Dette giver mere overskud til de øvrige retter, og man får også mere ud af smagen af brødet på denne måde - især når det er så godt som her.

Aftenens hovedret var grisebryst grillet med malt og serveret med små radiser, ramsløg samt sauce på ristet kartoffelskind og dildfrø. Jeg bliver aldrig en fan af radiser. Alligevel var dette klart aftenens bedste ret, hvor alle ingredienser fandt sammen i en fantastisk helhedsoplevelse både mht. smagen og duften. Især kunne jeg godt lide brugen af dildfrø i sovsen - det smagte fantastisk til grisen.


Og retten blev serveret med bål på bordet, der klart gjorde oplevelsen mere hyggelig, og duften, der kom fra bålet, passede godt med retten. Vi syntes dog, at de fjernede den lidt for hurtigt fra bordet, da vi endnu ikke var færdig med retten.


Første dessert var friske valnødder med en granité på blegselleri og dildolie. Dette var en let og frisk anretning, og det kom bag på mig, hvor lidt friske valnødder rent faktisk smager som valnødder.


Da mor ikke kan lide nødder, fik hun retten erstattet med en pæredessert fra den lidt længere menu.


Vores anden dessert og aftenens sidste ret var mælke is forstøvet med kærnemælk serveret med stegte skorzonerrødder og sukkerroesirup. En udmærket dessert men langt fra så god som andre lignende desserter, vi har fået på denne type steder.


Til alt det lækre mad fik vi to flasker vin.

Først en flaske 2008 DuMOL Chardonnay fra Russian River, California, som var en lækker kraftig hvidvin, som mindede os lidt om af vores hvide favoritter; La Castellada.

Næst en flaske Ampelos Rho Pinot Noir fra 2006, som var en let rødvin med masser af smag.

Vi havde en god aften på AOC - der er ingen tvivl om det. Men alligevel syntes jeg, at aftenen manglede nogle flere højdepunkter. Der var nogle få skuffelser, og derudover var retterne enten ok eller gode og nogle enkelte fantastiske - såsom hovedretten. Jeg vil dog sige, at hverken Sebastian eller mor er enige i min skuffelse over AOC, så jeg vil overhovedet ikke fraråde nogen at besøge stedet. Der er ingen tvivl om, at de laver rigtigt godt mad - det faldt bare ikke så meget i min smag.

søndag den 6. maj 2012

London madoplevelser mm.

I har allerede hørt om nogle af de restauranter, vi besøgte, på vores London rejse i april. Her er lidt om de øvrige.

Restaurant: Sushinho
Hjemmeside: http://www.sushinho.com/

Til frokost første dag i London fik vi sushi på Sushinho. Vi fik et udvalg af deres specielle nigiris heribland en fantastisk en med "butterfish". Derudover fik vi to ruller; en "iroiro" rulle med laks, hvidfisk, ål, havbars, reje, kizame og krydret sovs samt en "cassava" rulle med sprød cassava frugt, oba, agurk, avokado og tempura flager. Begge ruller var interessante og gode, omend den vegetariske med den mystiske cassava frugt var mere interessant end god. Og grunden til, at rullerne er lidt usædvanlige på Sushinho, er, at de er baseret på den sushi man laver i Brasilien, hvor der åbenbart er en ret stor japansk befolkning.

Restaurant: Yauatcha
Hjemmeside: http://www.yauatcha.com

Dette er andet besøg på Yauatcha, der er en michelin stjernet dim sum restaurant. Første gang valgte vi selv nogle retter, men denne gang valgte vi en af deres faste menuer, der bestod af en lang række retter.

Følgende er taget direkte fra deres menu:

Blue swimmer crab salad
Venison puff
Seafood dumpling in supreme stock
Poached Peking chicken dumpling
Har gau
Pork and prawn chui mai
Three style mushroom cheung fun
Fried chili squid
1/4 crispy aromatic duck
Chinese vegetable


Det var en udmærket sammensat menu med højdepunkter såsom en fantastisk fed, sprød og smagfuld "crispy aromatic duck" med pandekager, agurk, forårsløg og hoisin sovs. En anden højdepunkt var pandekagerne fyldt med tre slags svampe, og også krabbesalaten var rigtig god. Kun to retter faldt ikke i vores smag; de kinesiske grøntsager og de friture stegte blæksprutte ringe, som havde en meget anderledes sær og tør panering i forhold til andre blæksprutter, vi har fået.

Når man ankommer til Yautcha er noget af det første man ser deres udvalg af dessert kager. På vores forrige besøg sprang vi disse over, men denne gang fik vi smagt på to af dem, som vi delte halvvejs. En var med hindbær og chokolade og en anden var med hvid chokolade og mandarin. Den med hvid chokolade var let, elegant og smagte fantastisk. Den anden var også ok men alt for tung efter en så stor menu, så jeg anbefaler klart at gå efter de lidt lettere desserter.


Der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage til Yautcha. Næste gang vælger vi ala carte igen og vil f.eks prøve nogen af deres nuddel retter. Og så vil vi sikkert også have aromatisk and igen og lidt dim sums.

Restaurant: Bocca di Lupo
Hjemmeside: http://www.boccadilupo.com/

Vi var nok lidt skuffede over den italienske restaurant Bocca di Lupo, men måske var problemet, at vi ikke var sultne nok, og at vi derfor kun tog nogle få lette retter. Jeg så i hvert fald nogle andre gæster, der fik nogle ret imponerende kødretter, og de så mere end tilfredse ud.

Restaurant: Hawksmoor
Hjemmeside: http://thehawksmoor.com/

Vi har ved flere besøg overvejet at tage på Hawksmoor, der skulle lave en fantastisk burger ifølge www. Og på dette besøg fik vi os endelig taget sammen til at besøge stedet. Vi sad i baren i den Hawksmoor, der ligger i Spitalfields.

Stedet var meget rustik indrettet med skibstema og betjeningen var meget afslappet.

Sebastian fik deres cheeseburger, der var fedtet og lækker.


Og da jeg ikke mente, at jeg havde plads til en burger, tog jeg istedet for en "chili cheese hot dog", der dog viste sig at være noget af en mundfuld - tror den var ligesåstor som burgeren.


Både hot dog og burger var rigtig lækre og en dejlig afveksling til alt det fine mad, vi ellers spiste på denne tur. Og det er absolut ikke udelukket, at vi vender tilbage, næste gang vi er i London igen. Så er spørgsmålet bare, om jeg skal have smagt deres burger eller om jeg skal have deres skønne hot dog igen.

Vores eneste kritik punkt på Hawksmoor er, at vi ikke fandt deres side retter særlige gode. Vi prøvede deres 3 gange friterede chips og en agurkesalat.

Restaurant: Clos Maggiore
Hjemmeside: http://www.closmaggiore.com/

Clos Maggiore er en af de første finere restauranter, vi besøgte i London, da Sebastian stadig boede derovre, og jeg bare kom på besøg. Det er en meget romantisk restaurant, især hvis man får bord inde bagved i en slags kunstig have/drivhus.

Vi valgte denne aften for første gang at få en tasting menu på stedet, og denne bestod af:

stegt kammusling med kartoffelmos, en sprød kiks i bunden og toppet med tomat og koriander vinegrette 
stegt fois gras med hasselnødder, rabarber, bønner og en krokant med noget rigtig mørt kød?
torsk serveret bl.a. med glasnudler og en en cremet chorizo sovs
honning ristet andebryst serveret med blommer, stegt julesalat og portvinssovs
ost
chokolade fondant med blodappelsin sorbet

Dette var lidt af en blandet oplevelse. De fleste retter havde rigtig mange ingredienser i sig, og de virkede ikke altid godt sammen. Vender vi tilbage til Clos Maggiore bliver det nok mere for den romantiske stemning og den særlige betydning, stedet har for os, end for selve maden. Jeg vil dog sige, at ved tidligere besøg, hvor vi har fået mad fra ala carte menuen, der har vi været mere begejstret for maden. Men med den store udvalg af restauranter i London er det måske alligevel ikke her man bør spendere en af sine aftener.

Restaurant: Koya
Hjemmeside: http://www.koya.co.uk/

Koya er en udon-nuddel bar og ikke meget mere end det, og alligevel har stedet overraskende nok en Bib Gourmand. Jeg har aldrig været i Japan, men jeg tror, at dette er en meget autentisk Japansk sted. Nudlerne kommer enten kolde, som man selv putter i varm suppe eller varme i suppen. Vi prøvede hver vores variant og kunne konstatere, at dette er en meget anderledes måde at spise nudler på. Simpelt og udfordrende, vil jeg kalde det. Jeg tror ikke, at vi vender tilbage. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at prøve stedet igen, men Sebastian er langt fra imponeret over stedet, og med så mange spisesteder i London, jeg også gerne vil prøve, ser jeg ingen grund til at overtale ham til dette sted igen.



Restaurant: The Ledbury
Hjemmeside: http://www.theledbury.com/

Vores sidste madoplevelse i London var en frokost på en af vores favoritter: The Ledbury. Vi skulle senere på dagen flyve hjem fra Heathrow, og vi havde en længere snak om, hvorvidt vi kunne tillade os at tage baggagen med på The Ledbury. Vi blev til sidst enige om at efterlade bagagen på Victoria station. Men efter at have stået i kø til baggage afleveringen på Victoria i over 20 min. uden at komme særlig længere i den kunne vi se, at det aldrig ville have lykkes i tide, og det virkede mere uhøflig at komme meget for sent end at tage bagagen med, så vi måtte ind i undergrunden igen med alt vores bagage - dooh. Heldigvis var der ingen løftede øjenbryn eller utilfredse bemærkninger hos tjenerne på The Ledbury. Jeg er sikker på, at de hellere ville have undværet denne ekstra besværlighed, at skulle finde rum til vores bagage, men det lod sig ikke bemærke, og vi var i stand til at nyde vores frokost uden særlig meget dårlig samvittighed.

Vi valgte vores retter denne dag fra deres ala carte og frokost menu. Ved vores to andre besøg på The Ledbury fik vi deres tasting menu, så dette var første gang, at vi prøvede en almindelig tre retters madoplevelse på stedet.

Til forret fik jeg en kanin lasagne med vilde svampe og selleri. Og Sebastian fik en ret med "milk curd", Saint-Nectaire ost, trøffel toast og løg bouillon. Sebastians ret var lidt sær og vist ikke en, han nød så meget. Min ret derimod var helt fantastisk. Den kom desværre fra deres frokost menu, så det er ikke sikker, at det er en man kan få igen på stedet.


Til hovedret fik jeg en større portion af en ret, vi før har fået i deres tasting menu. Den bestod af hjortefillet med marv, rødvinsglace og en sprød kartoffel flage, der var sat sammen af mange tynde skiver kartoffel. Det var stadig en skøn ret, men dådyr er nok noget, der bedre egner sig som en mindre ret i en tasting menu.

Og Sebastian fik lammeskulder med artiskok og rosmarin. Jeg fik en lille bid, og det var en udmærket lammeret men klart ikke den bedste lammeret, vi har smagt. Måske er denne type for udskæring bare ikke noget man kan forfine nok til at blive michelin stjerne restaurant værdig.


Til dessert fik jeg en fantastisk passionsfrugt soufflé med en is på sauternes, og Sebastian fik en ret med yoghurt, vilde jordbær, frossen hvid chokolade og varme citron "beignets". Begge desserter var rigtig gode.


Til sidst sluttede vi af med lidt sødt til kaffen og teen.

Vi nød vores frokost på The Ledbury, men skal jeg være helt ærlig, så syntes jeg ikke, at de er så gode til ala carte, som de er til tasting menuer. På den anden side ville jeg aldrig have fået den fantastiske kanin ret og den skønne soufflé, hvis vi ikke have fået fra deres ala carte menu - retter af denne type er klart bedre som større ala carte end små fine tasting retter.

fredag den 4. maj 2012

Bronx Burger

Restaurant: Bronx Burger
Hjemmeside: http://bronxburger.dk

Dette var vores første besøg på Bronx burger.

Jeg fik en Jack Daniel's BBQ burger med cheddar, bacon og Jack Daniels Barbeque sovs.

Og Sebastian fik en El Diablo med cayennepeber, cheddar, bacon, jalapeños og chilimayo.

Det var to udmærket burgere men alligevel ikke nær så gode som dem, man får, på mine favorit burger steder og med længere til stedet også, kommer vi nok ikke tilbage. Burgeren kommer ikke på min top 5 liste.

Min liste over mine favorit burgere er stadig (i alfabetisk rækkefølge):

søndag den 29. april 2012

Omakase på Nobu (London)

Restaurant: Nobu

Dette var første besøg på Nobu restauranten på Old Park Lane i London. Vi var der til frokost og fik derfor en Omakase menu til lidt billigere penge.

Nobu har to Omakase menuer; en fast en med deres "bedste retter" samt en, der ændrer sig regelmæssigt - måske ugentlig. Vi valgte deres faste, da vi håbede på, at den inkluderede deres berømte signatur ret. Det gjorde den heldigvis, og som i snart vil høre, var den helt fantastisk.

Første ret i menuen var en blød og lækker finthakket laksetatar med kaviar og en meget stærk wasabi krydret soya sovs. Retten havde en dejlig kontrast mellem det fine fiskekød og den kraftige sovs. Vi var begge meget glade for retten. Retten blev desuden serveret med en lille stykke frugt, man skulle spise efter retten. Den mindede nok mest om et kirsebær, men var klart helt sin egen. Det var den lille sorte kugle, der ses på billedet.


Anden ret var en rulle med Yellowtail fisk og asparges, en sprød grøntsags rulle samt en stor reje i en japansk sennepssovs med løg. Rullerne var helt uden ris og smagte godt med sovsen. Det var en interessant og meget anderledes måde at få ruller på. Jeg foretrækker nok de mere gængse ruller, men syntes også at disse var sjove at prøve - især med sovsen til.


Tredie ret var Nobu's signatur ret: "Black miso cod". Torsken var marineret i en blanding af sukker, miso, mirin og sake og derefter grillet til den får et sort udseende. Torsken havde en konsistens, der var både blød og fed og en smag, der var fed, lettere brændt og saltet af misoen. Vi elskede begge denne ret og håber på at få den igen en dag. Ifølge opskrifter på internettet er den ikke så svær at lave, så måske prøver vi selv en dag. Efter retten skulle man friske ganen med et stykke hvid og lilla syltet ingefær, der var ret syrlig i smagen.


Næste ret var en sjov blanding. Den bestod af noget meget rare oksebøf serveret med en hel shitake svamp, små enoki svampe, en supersprød asparges og en sovs af soya og miso. Retten blev serveret meget varm og blev derfor tilberedt yderligere ved bordet. Sovsen fordampede nærmest og kødet blev mindre rødt, hvis man vendte det med den røde side ned på tallerkenen. Jeg syntes, at retten var fantastisk og kunne især godt lide sammenspillet mellem den salte miso smag og den let brændte smag fra kødet og grøntsagerne. Retten var dog svær at spise, da enoki svampene hang lidt for meget sammen, og shitake svampen var hel. For mig var dette en af aftenens bedste retter sammen med torsken. Sebastian er derimod ikke så stor en fan af retten.


Femte ret var en rød miso suppe med muslinger (hjertemuslinger tror jeg) og tang. Jeg syntes, at den var god men ikke så god, som den vi engang fik på Bento. Sebastian syntes derimod, at den var rigtig lækker, men kunne dog ikke lide muslingerne i. Han siger, at den eneste musling, han kan lide, er mig :)


Sidste ret inden desserten var sushi. Vi fik tre nigiris; laks, tun og havbars. Tun nigirien var blød og mager. Laks nigirien var også god og måske ligesågod, som den vi fik på Alex sushi engang. Havbars nigirien er klart ikke den bedste hvidfisk nigiri, vi har fået - den var lidt sej i konsistensen. Derudover fik vi tre stykker rulle; en standard en med krabbe og avokado, en god sprød tempura rulle med måske løg i sig og til sidst en, jeg ikke helt ved hvad var, men måske laksemousse med indiske krydderier.


Desserten var cappuccino inspireret, og da jeg jo ikke kan lide kaffe, måtte jeg lade Sebastian spise det meste af den. Jeg kunne sikkert have fået en anden dessert, havde jeg frabedt mig kaffe-retter, da vi bestilte menuen.


Vi var meget begejstrede for Nobu og hele Omakase konceptet. Eneste andet sted vi ellers har prøvet Omakase er på Umami, som vi besøgte weekenden efter at have været i London, og vi syntes helt klart, at Nobu er bedre til dette. Umami er i vores øjne bedst til sushi, hvorimod deres andre retter kan blive lidt for komplekse og til tider rodede.

Er der nogen der kan anbefale et andet sted til en god og simpel Omakase menu?

fredag den 27. april 2012

Dinner by Heston Blumenthal (London)

Restaurant: Dinner
Hjemmeside: http://www.dinnerbyheston.com/

Dette var vores første besøg på Dinner. Den ligger, hvor vores elskede Foliage før lå, med fantastisk udsigt til Hyde Park. Inden besøget havde jeg googlet Dinner og vidste derfor hvilke retter, der især blev anbefalet af tidligere gæster. Både "Meat Fruit" og "Tipsy Cake" blev beskrevet som "must haves", så dem skulle vi naturligvis begge prøve.

Vi delte vores forretter:

Vi fik en "Meat Fruit", som var en superfin og cremet parfait på kyllinglever og fois gras, serveret med et grillet stykke brød. Dette var en smuk og simpel ret, der smagte fantastisk. Jeg har aldrig fået så blød og cremet en kyllinglever mousse før.


Og en "Rice & Flesh", som var en safran risotto med ragout på kalvehaler og rødvin. Dette var en lækker ret, hvor min eneste kritik punkt er, at jeg syntes, at der var lidt for meget bid i risene.


Til hovedret fik jeg en skøn Hereford ribeye med marv på toppen og serveret med svampe ketchup, reduceret rødvinsovs og chips, der var stegt over tre omgange. Dette er nok den bedste bøf, jeg har fået - og det bedste tilbehør. Chipsene var "to die for" og klart bedre end dem vi fik på Hawksmoor dagen før.


Sebastian fik kylling til hovedret, der var tilberedt med kål og selleri. Og så bestilte han en cremet trøffel kartoffelmos som tilbehør. Sebastian var meget imponeret over den ret og mener, at den var bedre end min bøf. Det er dog nok mest fordi, at han mener, at vi kan finde ud af at lave en bøf selv, men den måde, kyllingen var tilberedt på, er ikke noget vi simple mennesker kan finde ud af :) Resultatet af denne tilberedning var en saftig og sprød kylling.


Til dessert fik jeg "Tipsy Cake", der viste sig at være en bagt brioche med en karameliseret ananasstang ved siden af. Jeg har sværd ved at beskrive, hvor fantastisk denne ret var. Kagen var varm, sød, blød og smagte skønt med den varme creme, der fandtes i bunden af den lille "gryde", den kom i. Og ananasstangen var sprød og sød af karameliseringen men gav alligevel retten lige den pift af friskhed, der gjorde retten til en af de bedste ala carte desserter, jeg har fået.

Eneste ulempe ved så god en dessert er, at jeg må have den næste gang igen. Så jeg får måske aldrig prøvet de andre desserter på dette sted.


Og Sebastian fik en chokolade bar med passionsfrugt marmelade og ingefær is. Han sagde, at det var en rigtig god dessert, men jeg tror nu stadig, at han hellere ville have min.


Vi havde en skøn frokost på Dinner og vender klart tilbage - måske allerede næste gang, vi skal til London, for den "Tipsy Cake" kalder på mig.

"My Precious"

lørdag den 14. april 2012

Frokost på Scetch (London)

Restaurant: Sketch
Hjemmeside: http://www.sketch.uk.com/

Det er meget svært at beskrive Sketch. Den består af flere restauranter og udstillinger, og det er ikke altid nemt at se, hvad er hvad. Vi skulle spise i det, der hedder "Lecture room", men inden vi gik derop, så vi nogle af deres udstillinger; et rum som bestod af mange ægge formet "rum", der hver i sig selv var et lille toilet samt en te sal, hvor hver stol, bord og glas på bordene var forskellige.


Rummet, vi spiste i, var også et kunstværk i sig selv fuld med farver og sjove detaljer.


Da dette var vores første besøg på restauranten, nøjedes vi med den billige frokost med 3 retter til 48 £ inkl. 1/2 l vand og 1/2 vin pr. person. Vi tog dog et glas champagne først og fik også ekstra vand og regningen endte derfor på lidt mere.


Forretten var en kombination af 4 retter, der kom på hver deres lille tallerken. Følgende er taget direkte fra deres menu:

Cucumber Velouté / Organic Salmon Roe with Vodka / Avocado and Shiso
Sea Bream Carpaccio / Artichoke Purée with Seaweed / Horseradish Jelly / Crunchy Rice
Quails Eggs / Spinach with Manzanilla / Iberico Ham / Brioche Crouton
Foie Gras / Pickled Cherries / Chocolate / Pane Carasau

Alle forretter var yderst smagfulde og interessante. Den, der mest overraskede mig, var fois grasen. Den kom som en mousse med chokolade på toppen, og det viste sig at være en fantastisk kombination.



Til hovedret fik Sebastian gris og jeg fik torsk. Begge retter var lækre og smagfulde.

Flaked Cod / Grilled Octopus / Piquillos Butter with Ginger /
Potato Foam / Broad Beans

Slow-cooked Pork Belly / Lettuce Cream /
Radish / Green Peppercorn Bigarade / “Dundy Pinky”



Til dessert kunne man vælge mellem ost eller en Pierre Gagnier dessert, hvor vi valgte desserten. Denne dag bestod den af en kombination af to skønne jordbær desserter. Og derefter fik vi te/kaffe samt noget sødt.


Der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage til Sketch - både stedet og maden er for interessant til ikke at vende tilbage. Næste gang vil vi vælge en tasting menu eller ala carte, hvor vi blev fortalt, at retterne ofte kom med en del tilbehør foruden hovedtallerkenen. Så måske er ala carte ligeså interessant at prøve på dette sted end en tasting.