søndag den 24. august 2008

Lækkert Thai på Kiin Kiin

Restaurant: Kiin Kiin
Pris: 1525 for en person
Hjemmeside: http://www.kiin.dk/


Jeg har længe villet prøve Kiin Kiin. Jeg elsker asiatisk mad og specielt Thai mad, så tanken om en gourmet michelin stjernet restaurant var meget lokkende.
Jeg besøgte restauranten med en veninde fra arbejdet, da Sebastian ikke helt har min forkærlighed for Thai mad. Besøget føltes meget personligt og intimt. Man sidder først et stykke tid i en lounge, hvor man for snacks og lidt at drikke. Vi valgte et glas champagne. Og mens man så sidder her kommer Henrik, en af ejerne af stedet, og byder velkommen. Tager en lille snak; har man været her før og hvor har man ellers været osv. Det var hyggeligt at han hilste på personligt. Det kunne jeg ikke have klaret, at skulle være til stede hver aften for at hilse på sine gæster. Jeg ville have fundet det stressende men Henrik var meget afslappet. Godt for ham.

Snacks’ene kom af to omgange. Først fik vi tre kolde snacks; soyristede cashewnødder, limesaltede lotuschips og nogle andre chips, jeg ikke er sikker på hvad var. Cashewnødderne var der mange af og de var gode men disse lotuschips var helt fantastiske; de var søde og salte på samme tid som gav en god kontrast i smagen. Dem vil jeg gerne have flere af.


Derefter fik vi flere snacks; et kyllingespyd med en grov satay dyp, krydrede thai fiskefrikadeller med en sød sovs (måske blomme), grillede kammuslinger med dyp og risnudler med en dyp, som vi tror var lavet af vasabi men uden at være stærk.
Herefter kommer man op i restauranten og menuen starter.

Første ret er en Kiin (Tom Yam Talay) suppe baseret på skaldyr og krondild. Dette var en stærk og syrlig suppe uden fyld og som man drikker direkte af skålen. Den bedste Tom Yam jeg har fået.

Derefter fik vi to retter i en flettet kurv; på låget ligger et sprødt stykke kyllingeskind med en creme af grøn karry, i skålen er der dim sum med kylling siger menuen, selvom det smagte mere af laks og som tilbehør lidt sød soja i en skål.
Næste to retter; en jomfruhummer med en sne af ingefær og lidt havtang samt en is af grøn karry. Det var en lækker rå jomfruhummer med et velvalgt tilbehør og isen af grøn karry var aftenens højdepunkt. Den smagte fantastisk. Den var stærk men samtidig meget blød og afrundet i smagen.
Og for sidste gang får vi to forretter af en gang; Kantareller med en galangal og koriander kokos suppe samt en salat af brøndkarse, orkide blade, citrongræs, lime og chili ovenpå en sprødstegt multe. Begge retterne var lækre; kantarel retten var mild og cremet og salaten var stærk og frisk.


Hovedretten var langtidsstegt gris i 5 spice med bok choy og luksus forårsrulle. Mørt og smagfuldt.Vi fik fire desserter i alt af to omgange.

Først; kold vanilje med passions frugt i et vinglas samt fire små faste citrus sorbeter i en mandarin sovs. Citrus retten var frisk og vanilje med passion var fantastisk.

Så; blød kokos kage med mørk rom og en banan is på toppen samt en flamberet ananas med blød kokos marengs og sorbet.
Alt i alt en god og hyggelig aften med masser af mad og vin. En ny favorit restaurant. Tror faktisk at den kommer ind på en god anden plads efter Noma over de bedste restauranter jeg har besøgt i København.

Så nu skal jeg bare have overtalt Sebastian til at prøve stedet:)

søndag den 17. august 2008

NOMA - min favorit restaurant

Restaurant: Noma
Pris: 2500 kr. for to personer
Hjemmeside: http://www.noma.dk/

Som traditionen er blevet spiste vi på Noma på min fødselsdag igen i år. Noma er en tostjernet michelin restaurant, er blevet kåret som verdens 10. bedste restaurant ved en prisuddeling i London af verdenens 50 bedste restauranter (www.theworlds50best.com/2008_list.html) og så er den min favorit restaurant.

De har lavet en anelse om på konceptet siden sidst jeg var der. Før fik vi måske en appetizer samt nogle ”chips” lavet af f.eks. stegt kyllingeskind eller fiskeskind. Nu får man ikke disse ”chips” længere men i stedet hele 5 appetizers. Dette betød at man reelt fik fem retter mere end dem inkluderet i den menu man vælger. Jeg kunne gode lide de chips vi fik tidligere, men denne nye start giver nok alligevel en bedre oplevelse.

Første appetizer var røget vagtelæg, en velkommen genganger fra tidligere besøg.
Derefter fik vi en lille sandwich med ”sider” af rugbrød og kyllingeskind og rygeost rørt op med krydderier som fyld.
Tredje appetizer var radiser, der blev serveret i en krukke på bordet med knasende malt ”Jord” og en creme i bunden af krukken. Jeg er normalt ikke så glad for radiser men disse var gode. Måske fordi de lige var taget op af jorden og derfor stadig helt friske og saftige. Og så kan jeg godt lide det her knasende malt.
Fjerde appetizer var bølger af brød med dråber af en creme lavet af pighvar æg, nogle krydderurter og ovenpå var en sne af æbleeddike. En syrlig og skøn ret.
Sidste appetizer var rejer med frisk fløde, lidt grønt og en sorbet af hvide ribs. Virkelig lækre og meget bløde og cremede rejer. Usædvanligt at rejer kan smage sådan.
Og herefter startede den egentlige menu. Vi havde valgt den 7 retters menu og første ret var en rå makrel med tykke syltede agurke skiver, små hele grillede agurker, blomsterkarse og en sne af peberrod. Let, frisk og lækkert.
Derefter fik vi frisk ost med friske lammefjords grøntsager, stikkelsbær og en smør sovs med kylling fond. En overraskende fyldig ret pga. sovsen som gav det hele en dejlig blød og smøragtig smag. Og friskosten, som er lavet samme dag gav det hele en mere afrundet smag. En lækker ret jeg gerne prøver igen.
Tredje ret var hestebønner med marv, jernurt og dækket af et tyndt stykke tang. En OK ret men ikke min favorit. Nu er jeg så heller ikke så meget for hestebønner, så andre vil nok bedre kunne lide denne ret.
Fjerde ret var hummer med ribs, solbær og rødbeder som stengel, rå i tynde skiver og små syltede halve. Nok den anden bedste hummer jeg har fået, men jeg tror alligevel jeg havde foretrukket noget andet eller blot mindre tilbehør. Sebastian fandt retten rodet.
Hovedretten var sprængt og langtidsstegt (24+36 timer) lammebryst med lidt blomkål i en smørsovs, havesyre og lidt brøndkarse sovs. Virkeligt lækker og dejligt mørt. Dagens højdepunkt.
Dagens første dessert var noget af en overraskelse. Det var valle med bladselleri, ærter og skvalderkål. Og så tænker man, hvordan kan noget med bladselleri, ærter og skvalderkål i være en dessert? Men det er det, og en dejlig dessert endda.
Sidste ret var friske blåbær ovenpå små brødcroutoner og tre typer små kugler; blåbær sorbet, noget der måske var en vanilje is og et sødt skum. Og toppen af retten er dækket af et blød tæppe af gran-is, brøndkarse og timian blomster. Det var nogle dejlige blåbær, jeg ville blot ønske at vi kunne få nogle ligeså flotte og store blåbær i butikkerne.
Til alt det lækre mad fik vi en flaske 1990er ”Erziger Würzgarten Auslese” af Weingut Karl Erbes. En lettere sød vin med en behagelig smag. Den findes ikke på deres normale vinkort men var en de havde åbnet for selv at smage og vi fik den derfor billigt.
Og så fik vi en masse lækkert brød som selvfølgelig er alt for god til at man kan lade det være.Endnu en skøn frokost på Noma. Det er stadig min favorit restaurant og jeg tvivler at det vil ændre sig. Betjeningen er høflig og tilstedeværende uden at være for meget. Stedet er skønt og mest af alt er maden det bedste i verdenen.
Jeg glæder mig allerede til næste år, hvis vi kan vente så længe :)

lørdag den 16. august 2008

mere FIAT

Restaurant: FIAT Pris: 1260 kr. for 4 personer Hjemmesider: www.f-i-a-t.dk Vi besøgte Fiat med min far og stedmor en skøn lørdag. Vi sad helt alene ude i gårdhaven, da alle andre gæster sad ude foran restauranten i solen. Vi fik hver en forret og en hovedret. Og lige en advarsel; deres pasta retter er nu til frokost store nok til at være en hovedret i sig selv. Både min stedmor og Sebastian klarede dog både pasta ret og Pizza. Jeg fik til forret grillet asparges med Coppa (Capicola), en typisk italiensk ”cold cut” lavet af grisens skulder og en parmesan zabalione, som er lavet af parmesan rørt op med pisket æg og fløde. En virkelig lækker og meget smagfuld ret. Kan du ikke lide parmesan skal du ikke bestille denne ret, da parmesanen smager meget igennem i denne ret. Til hovedret fik jeg pizza med masser af parmaskinke, syltede dadeltomater, merian og rucola salat. En ny favoritpizza. Sebastian fik til forret en tagliatelle med muslinger, parmaskinke og chili. Jeg smagte den naturligvis men var ikke så imponeret. Nu er jeg heller ikke så meget til muslinger. Til hovedret fik han pizza med pancetta, kartofler, ristede pinjekerner og marscarpone. Den var udmærket men ikke så god som min pizza. Sebastian kunne godt lide den men jeg tror at det blev lidt for meget med pancetta på en hel pizza. Min stedmor fik til forret Spaghettini med tigerrejer, tomat, oliven og basilikum.
Og til hovedret en pizza med Salsiccia napoli picante (en krydret italiensk pølse), pecorino og basilikum. Min far fik til forret en skinke san daniele med charentaise melon og basilikum. Og til hovedret en Spaghettini med kongekrabbe, ramsløg og parmesan. Både far og min stedmor var imponeret af deres mad.
Da vi skulle til at betale virkede Fiat’s computer ikke og vi fik gratis kaffe mens vi ventede. Vi havde en hyggelig frokost og jeg er glad for at have fundet en ny favorit pizza efter at de fjernede min tidligere favorit ret fra deres menu.

torsdag den 14. august 2008

COFOCO

Restaurant: Cofoco Pris: 2110 kr. for 4 personer Hjemmeside: www.cofoco.dk Vi besøgte Cofoco en lørdag aften med min far og stedmor. Min far og jeg valgte kammuslinger til forret. De blev serveret kolde ovenpå en cremet avokado sovs, med lidt tomat, løg og grønt til og sidst men ikke mindst nogle flager af bagt parmesan. Jeg synes normalt at kammuslinger smager bedst når de er varme og frisk stegte. Men alligevel var disse kammuslinger nogle af de bedste jeg har fået. Sebastian og Karin valgte begge terrinen, der var lavet af fois gras og små stykker af and. Terrinen blev serveret med friske hindbær og lidt smulder af pain d’ epice. Retten smagte udmærket, jeg fik naturligvis et bid, men jeg syntes at kammuslingerne smagte bedre. Til hovedret fik min stedmor og jeg kalveentrecote med kartoffel pure, små stegte kartofler, perleløg, brøndkarse og en sovs med sommertrøffel. Kalven var let rosa, meget mørt og havde en let røget smag som passede godt med det lækre tilbehør. Sebastian fik en hel stegt poussin med kartoffel pure, majs, estragon, kantareller og en let og lækker sovs. Den hele poussin havde en god wow effekt, da den blev serveret, og jeg var med det samme jaloux over at det ikke var mig der skulle have den. Smagen var også god men ikke bedre end min kalv, så jeg har det fint med at det ikke var mig der skulle spise fuglen med kniv og gaffel. Men måske skulle jeg prøve at lave en herhjemme engang hvor vi rigtig kunne få fingrene i det :) Far fik rokke med blomkål, salturt og kapers. Hans kommentar; ”Den var god”! Til dessert fik min far og jeg koldskål med blåbær og hjemmelavede kammerjunkere. Denne ret var ok men lettere skuffende. Jeg elsker koldskål, men jeg må nok erkende at jeg bedst kan lide den jeg selv laver. Sebastian og min stedmor fik en french toast, der nærmest var blevet til en chokolade brownie med yoghurt iscreme og store kirsebær som tilbehør. Denne ret smagte lækkert og var langt bedre end min kedelige koldskål.
Til alt det lækre mad fik vi en flaske hvidvin, en Reinhold Haart, Riesling Spätlese, Piesporter fra 2004. En let og sød vin vi får har prøvet. Og derudover fik vi et par vin pr. glas.
Vi havde en hyggelig aften med lækkert mad. Betjeningen var venlig og præcis. Eneste kritikpunkt var at støjniveauet var lidt højt og jeg havde svær ved at høre hvad der blev sagt til tider. Alligevel er jeg ikke i tvivl om at jeg skal tilbage til Cofoco en dag.

mandag den 11. august 2008

godt og dyrt italiensk på ERA ORA

Restaurant: Era Ora Pris: 4100 kr. for to personer Hjemmeside: http://www.era-ora.dk/ Dette er mit første review af en michelin stjernet restaurant. Jeg har spist på flere, men det er fra før jeg startede denne blog. Men bare rolig det kommer; jeg har både bord booket på Noma og Kiin Kiin i nærmeste fremtid. Mine billeder fra besøget blev desværre ikke alle gode, men det havde nok også været for meget for et review at have billeder fra samtlige 17 retter. Anyway, here we go. Vi startede med en lille starter lavet af gratineret tagliatelle ovenpå grøn pesto og med en tomat og en enkel kartoffel chip ovenpå. Simpelt og en lækkert start på middagen. Derefter fik vi 8 antipasti. Den første var en kold gazpacho suppe med en kugle af gratineret mozzarella på toppen. En dejlig kontrast mellem den lette suppe og den mere tunge friterede ost. Dette er nok den bedste gazpacho jeg nogensinde har fået; måske fordi den var mere fyldig end normalt. Herefter fik vi tre fiske antipasti serveret på samme tallerken. En krabbe salat serveret på en ske af brød, en filet af torsk serveret med chili og marineret melon og sidste ret var en grillet makrel med variationer af løg, ristede mandler og appelsin sovs. Alt var lækkert men især makrellen skilte sig ud. Den var fantastisk og aftenens anden eller tredje bedste ret. Herefter fik vi aftenens første kødret, som var en terrin af kalve hale med grøntsager ”in Carpione” og chili sovs. En udmærket ret uden at være fantastisk. Jeg er ikke så meget til terriner, sylter og den slags. Det er Sebastian derimod og han var da også begejstret for denne ret. Herefter fik vi endnu en tallerken med tre antipasti; to kød retter og en vegetar. Vi fik lam med marinerede blommer og en reduceret rødvins sovs, spinat gnocco med en salat af hvidkål og til sidst en rulle af grillet kylling bryst og ricotta ost med artiskokker og svampe som tilbehør. Igen er alt godt og lamme retten var aftenens bedste ret. Saftig og lækker med et skøn valg af tilbehør. Jeg ville blot ønske, at der havde været lidt mere af den. Herefter fik vi to pastaretter. Først en trofie (en slags pasta tuber) med en sovs af squash, mynte og ristede pinje kerner. Jeg var ret skeptisk over denne ret, da jeg normal ikke er en fan af mynte i mad. Men det viste sig at der kun var en anelse mynte smag i retten og retten var faktisk overraskende god. Anden pasta ret var en cannellone fyldt med sølvbede og kartofler med en let safran creme. Endnu en skøn ret. Første hovedret var en rulle af søtunge på en bund af ”scarcola riccia” (en salat, lidt som julesalat) med ansjoser og oliven og en tynd skive af en meget sprød og pikant pølse ovenpå. En dejlig kontrast mellem den saftige, velsmagende og lettere neutral fisk og den meget krydrede pølse. Anden hovedret deler pladsen som aftenens anden eller tredje bedste ret. Det var endnu en lamme ret men meget anderledes end den første; mør stegt lam med hestebønner og cikorie. Herefter fik vi valget om vi ville have ost eller ikke. Eneste valg vi skulle tage ud over hvilken vin vi ville have. Vi valgte at tage osten med; fik først en lækker kokos sorbet til at rense vores ganer og derefter en tallerken med fire forskellige oste med tilbehør og jeg kan kun sige; kan i lide ost, så spring den ikke over her, for det var nogle rigtige gode oste. Aftenens første dessert var en firkant af semolina (en slags hvede) creme med en sorbet af hvid fersken og en fersken skum. Endnu en skøn ret. Aftenens anden dessert og sidste ret bestod af frossen mascarpone creme, mynte, mælkesorbet og vandmelon suppe. En virkelig lækker og frisk ret. Og en dejlig afslutning på alt det gode mad. Til alt det lækre mad fik vi hver en traditionel vinmenu, hvor jeg dog fik erstattet rødvine med hvidvine, da jeg ikke er så glad for rødvin. Og lige en advarsel; de fylder glassene op ligeså frit, så det er lidt svær at følge med i hvor meget man drikker. Jeg mistænker bl.a. at alt den lækre vin er medskyldig i, at jeg ikke fik taget flere gode billeder :) En skøn og berusende aften med masser af god mad og vin. Jeg vil anbefale stedet til alle der har lyst til mange skønne italienske retter og samtidig har råd til det. Stedet er dyr men god. Og er det pengene værd? Det er svært at svare på. Jeg har nydt hvert besøg jeg har haft på Era Ora, men vil nok hellere bruge pengene på Noma. Så har i kun råd til en dyr middag, så vælg Noma, men har i penge nok til at prøve flere dyre steder, så er Era Ora et godt sted at starte (efter Noma altså :)