tirsdag den 16. september 2008

HERMAN

Restaurant: Herman
Hjemmeside: http://www.nimb.dk/

Ny gourmet restaurant i København og så endda eget af de samme folk som eger Løgismose; selvfølgelig måtte vi prøve det!

Stedet fik en fantastisk review af politikken (http://ibyen.dk/restauranter/kokkehuer-dyrt/article519007.ece), hvilket resulterede i en ventetid på godt to måneder. Så vi var godt spændte.

Restauranten er lys og åben i to planer. De fleste borde er nederst med udkig til tivoli men vi havde bord øverst med frit udsyn ind i køkkenet. Det passede mig fint at kunne holde øje med hvad alle de travle kokke lavede:)

Vi startede med lidt lun flæskesvær, der blev serveret rygende i en glaskrukke.
Derefter fik vi hver en østers serveret i sin skal. Udmærket at prøve og klart bedre end andre østers og muslinger jeg har prøvet. Og så alligevel ikke noget for mig.
Og så fik vi fire små snacks; en fois gras kugle med krummer af brunkage, en kartoffel chip med agurk og kaviar, en finsk kage og til sidst en rugbrøds chip med dip. En lækker og lovende start på aftenen.
Første ret på menuen var en bisque af jordskokker med små stykker af røget ål og grønne æbler serveret med en gammeldags æbleskive. En dejlig og smagfuld bisque, selvom jeg ikke helt synes at æbleskiven passede hertil.
Anden ret var en vesterhavspighvar med brændte løg, brøndkarse, lardo og kartoffel sabyonne, som er en dejlig blød kartoffelmos med æg i. En udmærket fisk som Herman meget passende kalder for brændende kærlighed.
Tredje ret var en stegt fois gras med svesker, kakao, en blommegrød og en skive sødt på toppen. En lækker og velstegt fois gras.
Hovedretten var ung due med lidt svampe; karl johan, bøgehatte, kantareller samt lidt stuvede svampe og noget let krydret brødkrummer til at dyppe i. Vi fik på dette tidspunkt at vide fra tjeneren at det var vigtigt at få lidt af alt med i biddene. En udmærket hovedret og interessant sammensætning.
Inden desserten fik vi en lækker oste-tallerken med godt tilbehør.
Desserten var en ymerfromage med mørke bær, estragon, brun farin, lakrids og fennikel. Lækkert.
Og til sidst efter alt det andet var der et klassisk sønderjysk kagebord med kage, kage og atter kage, som de selv skriver i menuen. Desværre er man på dette tidspunkt ret mæt og det er derfor svært at nyde en sådan overdåd.
Alt i alt en dejlig aften med fantastisk mad. Eneste dårlige oplevelse var at de ikke kunne finde vores reservering. Vi fik heldigvis alligevel et bord men jeg kunne ikke lade være med at græmme mig lidt over hvad de mon måtte tænke om os. Og da jeg senere fandt bekræftelsen i min mail havde jeg lidt lyst til at sende den til dem, som for at sige; se selv vi havde en reservation, det ER altså jer der havde begået en fejl. Alligevel kommer Herman ind på en flot andenplads over mine favorit restauranter i København og det bliver bestemt ikke sidste gang at vi spiser der.
Hmm, jeg har lige tjekket deres online reservation, og d. 17. januar er første ledige lørdag aften. Så vær i god tid hvis i vil spise der en lørdag aften. Det er dog nemmere på andre dage og til frokost.


mandag den 1. september 2008

PAVA - godt italiensk i ungarn

Restaurant: PAVA (Budapest)
Pris: 2219 kr. for to personer
Hjemmeside: http://www.fourseasons.com/budapest/dining.html

Vi var i Budapest på ferie i sommeren 2008. Og fik der mulighed for at smage på det ungarske køkken, som ikke var det bedste. Goulash suppen, de laver, er god men der er en grænse for hvor mange gange man kan spise den samme suppe. Vi blev derfor også enig om at prøve en italiensk restaurant, der havde ret gode anmeldelser. Restauranten hed PAVA og lå i luksus hotellet four seasons.

Vi valgte tasting menuen med tilhørende vinmenu.

Første ret var en lille friteret risotto kugle med lidt tomat sovs til. En udmærket start på middagen, sikkert inspireret af den suppli man får i Italien dog uden osten i midten.
Anden ret var lidt af en overraskelse; to store chili stegte rejer i en kold suppe af melon (cantalope) . Meget usædvanligt og interessant. Frisk og krydret på samme tid.
Tredje ret var en frisk burrata ost ovenpå en tomat salat. Frisk, simpelt og lækkert.
Fjerde ret var en svamperisotto med en lille skive letrøget and på toppen. Denne risotto var så fantastisk smagfuld at vi spurgte tjeneren om hvordan den var lavet. Det mente hun ikke at kokken ville ud med, men da vi var færdig med vores middag kom kokken alligevel ud til vores bord. Vi sagde hvor meget vi havde nydt retten og spurgte til hvordan han havde fået så meget smag ud af svampen (portobello). Han var meget venlig og charmerende og gav os tips, der har sat os i stand til at lave en risotto så god som hans. Så mange tak til Roberto Cannata.
Inden hovedretten fik vi et glas med udskårne citrusfrugter ovenpå en sorbet af grape. En frisk overgang fra forretterne til hovedretten.
Hovedretten var havtaske med pancetta om ovenpå smørstegte grøntsager.
Desserten var en peach melba. Jeg elsker fersken og har derfor ofte fået denne ret, men den peach melba vi fik denne aften var tusinde gange bedre end alle andre jeg har fået. Den var simpelthen fantastisk.

Alt i alt en god aften. Maden var god og til tiden fantastisk. Bedre end på visse af de Michelin restauranter vi har besøgt i Rom.
Og som en afslutning på en dejlig aften går vi ud af restauranten netop som et fyrværkeri starter over floden. Hvor romantisk perfekt en aften.