torsdag den 21. april 2011

Husmandskost på dagH

Restaurant: dagH
Hjemmeside: http://www.dagh.dk/

Vi fik en rigtig god burger på dagH til frokost for et godt stykke tid siden nu, og jeg har siden da gerne villet tilbage og prøve deres husmandskost, som de kun serverer til aften. Deres husmandskost er en typisk dansk ret, som man enten kan få som take away eller spise på stedet.

Denne aften var dagens husmandskost:

Boller i karry

Og det smagte lige som det skulle; simpelt og lækkert. Bollerne var tilpas kogte, så de var faste men stadig saftige, og sovsen var tilpas krydret.

Og Sebastian fik bøf:

Rosastegt oksemørbrad med pommes fondant, savoykål, løg og rødvinssauce

Der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage til dagH for mere husmandskost, og så må jeg have deres dejlige burger igen. Desuden er det et godt sted at spise ude, hvilket er dejligt om sommeren.

Vi tager nu til London og de næste indlæg vil komme til at handle om vores restaurant besøg der; Apsleys, Murano, The Ledbury og Bar Boulud.

Smørebrød på Aamanns

Restaurant: Aamanns
Hjemmeside: http://www.aamanns.dk/

Endelig fik vi taget os sammen til at komme ud og spise smørrebrød. Vi besøgte Aamanns til frokost en skærtorsdag.

Jeg fik dagens 3 udvalgte smørrebrød, der denne dag bestod af:

Kartoffel, estragoncreme, rogn og kørvel
Æg, rejer, mayonnaise, karse
Braiseret svinebryst, hjerte salat og tranebær pure

Det var lidt en blandet fornøjelse, hvor stykket med svinebryst klart var den bedste. Det sprøde hjertesalat og smagfulde tranebær gav det fede svinebryst en dejlig smag. Stykket med æg og rejer var også ok, men jeg fandt kartoffel maden ret kedelig.

Og Sebastian fik Aamanns tatar:

Rørt okse tatar med sprød kartoffel, cornichoner, kapers og sennepcreme.

Jeg fik en smagsprøve af Sebastians tatar, og det smagte virkeligt lækkert. Dog kan jeg ikke forestille mig, at skulle spise en hel portion af det.

Jeg er ikke sikker på, at vi vender tilbage til Aamanns. Jeg kan godt lide ideen med smørrebrød, men der må bare være nogen, der kan gøre det bedre end her. Og helst et sted, hvor man selv vælger, hvilke stykker man vil have.

Er der nogen, der kan anbefale nogle smørrebrødsteder?

tirsdag den 19. april 2011

Geist - den nye fra Bo Bech

Restaurant: Geist
Hjemmeside: http://restaurantgeist.dk/

Vi besøgte Bo Bech's nyåbnede restaurant Geist på en søndag aften. Vi sad ved baren og havde frit udsyn til hele køkkenet. Dynamikken i et sådant køkken var sjov at betragte; hvordan de et øjeblik havde travlt og i det næste bare ventede på noget at lave.

Vi bestilte 3 retter fra starten af og havde plads nok til en dessert derefter.

Sebastians første ret var avocado med caviar. Retten så meget lille ud på den store tallerken, selvom prisen var relativ høj sammenlignet med andre retter, men nu er caviar jo også en meget dyr ingrediens. Jeg smagte ikke denne ret, da caviar ikke falder i min smag. Sebastians kommentar til retten var, at det var en udmærket ret, men at heller ikke han sætter nok pris på caviar til virkelig at nyde en sådan ret. Han bestilte mest retten, fordi det skulle være en af Bo Bechs signatur retter fra hans tidligere restaurant Paustian.

Avocado med letsaltet caviar og mandel

Min første ret var tynde flager af blomkål med en meget let pocheret æggeblomme, trøffel creme i bunden samt noget revet ovenpå. Dette var en meget simpel, let og velsmagende ret, jeg gerne spiser igen.

Blomkål med pocheret æg og trøfler

Sebastians anden ret var noget blødstegt løg med en sprød og tynd trøffel flage på toppen. Denne smagte jeg, og jeg synes, at den var virkelig lækker.

Trøffeltærte med bløde løg

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår beskrivelsen af min anden ret. Den stod beskrevet som en cremet suppe, men det jeg fik mindede mere om en consommé i min mening. Men uanset, hvordan den var beskrevet, smagte den helt fantastisk og var min favorit ret denne aften. Consomméen var virkelig kraftig. Jeg er usikker på, om den var lavet af halerne eller morklerne, men tænker, at det måske var af begge dele. Morklerne var hele, store og havde fyld af de møre oksehaler, og på toppen var der noget sprødt - jeg tror, at dette var sprøde strimler af oksehalerne. Retten var lidt besværlig at spise, da man skulle håndtere de store morkler med bare en ske. Smagen derimod; den var helt i top.

Cremet morkel suppe med oksehaler

Til de to første retter fik Sebastian et glas 2009 Sauvignon Blanc fra Kemblefield i New Zealand, og jeg fik et glas 2009 Chablis fra Christian Moreau i Frankrig.

Sebastians tredie ret var en saftig stykke pighvar med nogle lidt specielle osteravioli til. Dette var Sebastians favorit denne aften. Pighvaren var saftig men havde samtidig en god stegeskorpe, som er noget han sætter meget pris på, når det kommer til fisk.

Pighvar med fennikel ravioli af ost

Min tredie ret var nogle skønne jomfruhummere ovenpå stegte benfri andevinger med kakao drysset over. Dette var en dejlig ret med mange kontraster. De bløde og saftige jomfruhummere vs. de fede andevinger vs. den bitre kakao. Jeg er en fan af denne type for kontraster og genkender elementer af denne ret fra min favorit ret fra Bo Bech's tidligere restaurant Paustian, og var det ikke for suppen, ville dette havde været min favorit ret denne aften.

Jomfruhummere med andevinger og Kakao


Til "hovedretten" fik Sebastian et glas 2009 Grüner Veltliner, Charming fra Laurenz V i Østrig, og jeg fik et glas 2009 Bourgogne Rouge fra Dominique i Frankrig.

Retterne på Geist er meget små, og der var klart plads til en dessert - også uden at skulle spise sig overmætte.

Sebastians dessert var bitter chokolade som is og flager. Det var en meget kraftig ret, der var udmærket men ikke noget særligt.

Porøs bitter chokolade

Sebastian fik et glas 2009 Riesling Auslese, Goldkapsel fra Fritz Haag i Tyskland til desserten.

Og jeg skulle naturligvis have en øllebrød, som viste sig at være en meget lille portion øllebrød med en masser creme på toppen. Den smagte udmærket, men jeg ville gerne have haft mere øllebrød og mindre creme.

Cremet øllebrød


Vi havde en dejlig aften på Geist. Den viste sig, at være perfekt til en søndag aften, hvor man helst ikke vil sidde for længe. Retterne kom nemmelig meget hurtigt. Til næste gang vil vi ikke bestille så meget fra starten men istedet bestille ligesåfrit, som vi bliver færdige med retterne. Dette burde give lidt mere pusterum og også en sjov dynamik i aftenen. Vi så flere der gjorde på denne måde.

Vi kan godt lide Geist, men skal vi være helt ærlige, så finder vi retterne lidt dyre i forhold til deres størrelse. Dette er primært pga. de dyre råvarer og de meget raffinerede retter. Jeg er ikke helt overbevist om, at vi vender tilbage til Geist, men kan heller ikke udelukke det. Det var et godt måltid, men til prisen er der bare andre steder jeg hellere genbesøger. Nu har Geist så den fordel, at de har åben søndag, hvad de andre steder ikke har. Så ja, vi vender nok tilbage en anden søndag :)

lørdag den 16. april 2011

B&W gastropub

Restaurant: B&W gastropub
Hjemmeside: http://www.bwgastropub.dk/

Vi fik en hurtig frokost på B&W gastropub denne weekend.

Sebastian fik deres B&W burger. Han siger, at bøffen og osten var rigtig gode. Baconet derimod foretrækker han tyndt og sprød fremfor den mere tykke stykke, han fik her. Og han er heller ikke så begejstret for brødet. Pommes fritsene med de 5 slags dyp mener han var gode. Han siger, at det var en god burger, men at han foretrækker Cocks&Cows eller Halifax.


Jeg fik Fish and Chips med tatar sovs. Den var udmærket, men ikke som de gode jeg får i London.


Stedet er hyggeligt og har et menu kort med mange retter, jeg gerne vil prøve, og selvom jeg ikke er så tilfreds med den ret jeg fik denne dag, tror jeg på, at mange af de andre vil falde i min smag. Jeg smagte f.eks. Sebastians burger, og det er klart en jeg må prøve.

Burger & Bun

Restaurant: Burger & Bun

Vi har længe gerne villet prøve Burger & Bun, men er blevet væk pga. de meget blandede reviews. De mest dårlige reviews går dog mest på lang ventetid, og at folk mener at burgeren er for dyr. Vi gav derfor stedet en chance med en sen frokost burger.

Sebastian fik en American burger med vores dele fritter
Og jeg fik en Barbeque burger.
Og gud hvor var det dog en syndig burger med masser af fedt.

Men hvad kan jeg sige; Jeg ved, at fedt er usundt, men det smager desværre også godt, og jeg synes at denne burger var fantastisk. Burgeren bestod af en almindelig sesam bolle - måske ikke lige den man køber i Netto men i samme simple stil. Jeg gætter på, at den er hjemmelavet eller i hvert fald special lavet, men er ikke sikker. Bøffen var perfekt stegt med en let rosa farve uden at være for rare, den havde en let brændt smag og baconet havde desuden givet den en let røget smag. Det grønne bestod af syltede agurker, iceberg salat og blød-ristet løg. Derudover indeholdt burgeren dressing, barbecue sovs og et spejlæg.


Alt i alt en virkelig usund men også meget smagfuld burger. Skal jeg sige noget negativ, er det nok, at baconet måske var lidt for salt, og så kunne jeg ikke lide den mirakel krydderi vi fik på vores fritter. Krydderiet kan man dog vælge fra, og en anden ting, jeg vil vælge anderledes næste gang, er, at jeg vil vælge en mindre burger for det har man nemmelig mulighed for på Burger & Bun.

Det er svært at placere denne burger på min favorit liste over burgere. Den burde måske straffes for den fede indhold og måske svingende kvalitet, hvis jeg altså skulle lytte til alle de dårlige reviews. Men nu har jeg jo kun været her denne ene gang, og der var burgeren altså fantastisk.

Med risiko for at blive skældt ud af mine læsere vælger jeg altså at putte den helt op på en 1. plads. Jeg er i tvivl - det indrømmer jeg. I virkeligheden er sagen nok at de første 4 burgere på min liste er næsten lige gode og det kan sikkert svinge fra gang til gang hvilken en der er bedst.

Min liste over mine favorit burgere er nu:

1) Burger & Bun's Barbecue burger (med forbehold)

Bemærk, at Cocks & Cows er rykket op over Halifax, siden sidst jeg gav min liste. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at afprøve den lovende dagH burger igen, og derfor må den blive nede på listen lidt endnu.

tirsdag den 12. april 2011

Noma

Restaurant: Noma

Det er svært at få bord på Noma, men holder man øje med deres ugeliste over ledige tider, kan man være heldig, at der ligepludselig dukker noget op. Ofte på lidt skæve tider og i sidste øjeblik. Denne gang var vi heldige at få et bord til en torsdag aften kl. 19:30.

Vi startede med et hav af appetizers:

Knækbrød med enebær og gran
Friteret finsk mos og Karl Johan svampe
Læder af havtorn og hyben rose
Småkage med kogt spæk og solbær
Sandwich af stenbidder rogn og rygeost med rugbrød og kyllingskind
Syltet og røget vagtel æg
Radisser med jord og urteemulsion
Sandwich af ristet brød, vilde urter, eddike støv, røget torskerogn og and
Æbleskiver med finsk røget fisk


Nogle af appetizerne var gengangere fra tidligere besøg, men der var også en del nye denne gang. Det sjoveste var nok det friteret mos og knækbrødet, som mere lignede en gren. Begge dele lignede mere bordpynt, end noget man skulle spise. Det smagte dog udmærket, og man blev heldigvis nøje instrueret i, hvilken del man skulle spise. Æbleskiverne var også sjove - sjovere end dem på Herman men ikke så smagfulde.

Til appetizerne fik vi et udmærket glas champagne Larmandier-Bernier, Blanc de Blancs, Premier Cru.

Efter appetizerne startede selve menuen.

Agurk, fløde, hyldeblomst og dild

Kammusling, blæk, brøndkarse og biodynamisk korn

Dette var en virkelig interessant ret. Kammuslingerne var tørrede og havde nærmest en konsistens som læder. Retten så ikke så indbydende ud, men var meget smagfuld og yderst interessant.

Østers

Kartoffel, mælkeskind, løvstikke og valle

Kartoffel retten var Sebastians favorit denne aften og min nr. 2 favorit. Den var frisk og smagfuld og kom med en interessant historie, om hvordan kartoflerne var blevet groet.

Kongekrabbe, brændt porre, muslinge skum og valle

Oksekæber, pære, jernurt, ramsløg og brunet smør

Hovedretten var min favorit denne aften. Oksekæberne var utroligt møre og nærmest glaserede i smagen, hvilket smagte skønt med det mere friske tilbehør.

Gammel dansk

Jordskokker, æble og malt
Til menuen fik vi en flaske østrigsk hvidvin; en 2009 Riesling "Bushenberg" fra Peter Veyder-Malberg, som trods sin unge alder havde en god kraftig smag. Og til hovedretten fik vi et glas fransk rødvin; 2007 l'Aide-Memoire Pinot Noir fra Philippe Bonard.

Vi fik lidt søde ting til kaffen, hvoraf den bedste var en karamel i ben. Den var lidt røget i smagen, og jeg overvejer, om den rent faktisk var lavet af marvet fra benet. Jeg fik desværre ikke spurgt.

Karamel i ben

Vi havde en skøn aften på Noma, men jeg må være ærlig og indrømme, at det var lidt hårdt at komme op på arbejde næste dag. Vi må hellere satse på en frokost næste gang eller at jeg kan tage en ferie dag dagen efter.

fredag den 8. april 2011

Moments (Barcelona)

Restaurant: Moments
Hjemmeside: http://www.mandarinoriental.com/barcelona/dining/moments/

På Moments får man ikke appetizers med derimod en mikro menu inden den egentlige menu, og mikro menuen i sig selv er sammensat som en appetizer, forret, hovedret og dessert.

Denne aften bestod mikro menuen af:
Appetizer: Couscous med blæksprutte, tørret frugt, nødder, koriander og mandler.


Forret: Rejer, swiss chard, hvidløg og peber mayonnaise.
Hovedret: Fois gras med ananas og spinat.
Dessert: Krydret Coca brød med pære, ost, cikorie og vinaigrette.

Af mikro menuen var Fois grasen bedst, hvor den friske og skarpe smag af ananas viste sig at være et skønt tilbehør til den fede fois gras. Det var sjovt at få en hel mini menu inden den rigtige menu, og det var også tidsbesparende, da man fik det hele af en gang.

Til mikro menuen fik vi en lækker glas cava CR20.



Og mikro menuen havde naturligvis også sin helt egen menu kort:



Første ret var grøn "caviar" med grønne ærter og hjemmelavet blodpølse. Dette var en intens og samtidig frisk ret.


Og anden ret var Søpølser (Sea Cucumbers) med mosede bønner, spinat creme og kinaradisse. Og det var så retten, hvor vi spurgte om, hvad det var, men alligevel måtte slå det op på wikipedia, da vi kom hjem til hotellet. For det er ikke lige så nem at forklare:) En sær men meget velsmagende ret. Søpølserne var lidt som blæksprutter men finere i tekstur og smag.

Til de to første forretter fik vi et glas 2009 Basa.


Tredie ret var krebs med artiskokker i tre teksturer; creme, sprød og marineret. Til denne ret fik vi et glas Estrella øl, da vintjeneren ikke mente, at nogen vin passer sammen med artiskokker.


Fjerde ret var torske konfit med en tomatfyldt æggeblomme, rosiner og kvæder.

Til torsken fik vi et glas 2007 Barranc, Priorat.


Hovedretten var iberisk gris (rare done) med æbler, pære og rucola salat.

Denne ret var helt fantastisk. Nok den bedste kødret jeg nogensinde har fået. Den var blodig, mør og havde en fantastisk smag, der mindede mere om bøf end gris. Kommer jeg nogensinde tilbage til moments, vil jeg se, om man kan få denne ret i en større ala carte version.

Til grisen fik vi et glas 2009 Lavendinie fra Rioja, og denne vin fortsatte vi med til osten også, og den viste sig at passe endnu bedre med osten end med grisen.


Osten var en af de bedste udvalg, jeg længe har fået, og tilbehøret var interessant og passende. Jeg var især glad for den blå ost med marcipan tilbehøret. Det må jeg have prøvet, om jeg kan finde ud af at sætte sammen også. Som i kan se på billedet kom osteretten også med sin egen menu kort.


Første dessert var en sød tropisk salat med eksotiske- og røde frugter, mango is og en sjov lyserød bonbon med rose-peber.


Og anden dessert bestod af kokos, Tahiti's vanilje is, ristet chokolade og en sirup på passionfrugt.


Den tropiske salat var flot og gennemtænkt, men anden dessert var klar vinderen i smagen. Den blide smag og konsistens af kokos og vanilje smagte skønt sammen med den intense passions frugt gelé. Sebastian var så begejstret for geleen, at han i smug tog resten af geleen med fingrene :)

Som dessert vin fik vi et glas Jorge Ordeńes & Co.

Aftenen sluttede med kaffe og kagebord der naturligvis også havde sit eget menu kort ligesom mikro-menuen og osten:


Vi kunne især godt lide Filo med lakrids, som i kan se nederst til højre på billedet.


Vi havde forventet, at Moments blev meget dyrere end Cinc Sentits, men det viste sig at blive til næsten samme pris, da vinmenuen inkl. cava'en kun kostede 50 £ på Moments. Som helheds oplevelse, tror jeg, at jeg bedre kunne lide Cinc Sentits, hvor jeg var meget begejstrede for den afslappede atmosfære og det simple men smagfulde mad. På Moments bliver man nøje passet af et hav af tjenere, og maden er kompleks og interessant. Så som helhed er Cinc Sentits måske bedre for mig men to retter på Moments (Grisen og osten) slår klart hovedret og ost på Cinc Sentits. Vi håber på en anden gang at kunne besøge den 3 stjernede søster restaurant Sant Pau.

lørdag den 2. april 2011

Cinc Sentits (Barcelona)

Restaurant: Cinc Sentits
Hjemmeside: http://www.cincsentits.com/en/

Vi startede med nogle snacks som bestod af oliven, der var marineret i honning eddike, nogle sticks lavet af en spansk pølse samt nogle krydrede mandler.


Vi fik derefter en cinc sentits shot, som bestod af ahornsirup, en skum af sabayonne samt noget salt i bunden. Vi fik at vide, at denne shot skulle tages i en mundfuld, og at man først skulle synke, når salten var begyndt at kunne smages. Det smagte herligt.


Første ret i menuen var en sorbet af frisk tomat serveret med tomat i tern, der muligvis var marinerede, hvidløgs olie samt sprøde brødtern i bunden lavet af "peasant brød". Denne ret var dejlig frisk i smagen.


Næste ret var en perfekt stegt stykke fois gras med en bund af sprød butterdej og porrer samt en top af karameliseret sukker, purløg og salt. Denne ret var frokostens højdepunkt for mig. Fois grasen føltes mindre fed end normalt, hvilket jeg godt kunne lide, og så elskede jeg kontrasten mellem det søde og salte sammen med det fede. Dette er nok den bedste fois gras, jeg nogensinde har fået. Undskyld Herman, men den var virkelig skøn. Men bare rolig din kommer stadig ind som en stærk toer.

Til denne ret fik vi en sød catalansk vin, en Caligo Vi de Boira, Massis del Garraf. Ikke frokostens bedste vin men klart den bedste match, jeg har fået til en fois gras. Dens ekstremt bløde smag passede perfekt til fois grasen.


Tredie ret var pandestegt blæksprutte med sprødstegt gris og en falsk risotto med smag af blæksprutten. Risottoen var falsk, fordi at der var brugt pasta fremfor ris i risotten. Endnu en skøn og interessant ret.


Det var muligt at erstatte visse retter med andre, og i stedet for blæksprutten valgte Sebastian en stegt kammusling med en creme på jordskokker og en sovs på søde skalotteløg.



Vinen til tredie ret var for mig en Lagar do Merens, D.O. Ribeiro. De kaldte dette en match i smoothness. Vinen var helt unik med mange forskellige druer i sig og derfor også mange forskellige smage. Sebastian fik en anden vin, som de mere kaldte en regional match - vi fik ikke fat på navnet.

Fjerde ret var en grillet søtunge med en mos af søde kartofler og gedeskæg samt grillede eller måske røgede porrer. Dette var en skøn fast fisk med dejligt tilbehør, men den var lidt besværlig at spise i den tallerken den kom i. En flad tallerken ville have været bedre.

Til søtungen fik vi et glas Carles Andreu, D.O. Conca de Barbera. Dette var en mild og behagelig rødvin som smagte udmærket til fisken.


Til hovedret fik Sebastian en bøf med sprøde kartofler, trøfler, grillet løg og en glasur på fois gras.


Og jeg erstattede hovedretten med en langtidsstegt Iberian suckling pig (ung gris) med to slags æbler og kanel. En udmærket ret, men jeg er dog ikke så stor fan af kanel i kødretter. Det minder mig for meget om jul.


Til hovedretten fik Sebastian et glas Vuit, D.O.Q. Priorat som var frokostens bedste vin og jeg fik en 2002 Carod.

Vi fik herefter 3 slags oste med tilbehør, hvor vi især var glade for den rå (upasteuriseret) ost altejó.


Til osten fik vi en glas Clos Nelin, D.O.Q. Priorat. Det var en usædvanlig match med en hvidvin til ost.

Som pre-dessert fik vi teksturer af mandarin og appelsin. De kom som sorbet, karamel, jelly, frossen flager og som en kølet suppe.


Og desserten var en varm chokolade mousse med en is på oliven olie, brødkrummer og macadamia nødder. Endnu en ret med kontraster; salt og sød samt varm og kold. Det var en virkelig dejlig dessert.

Til desserten fik vi et glas Garnatxa Masia Pairal, D.O. Empora.


Til kaffen fik vi lidt sødt.


Og som de nørder vi nu end er, kunne vi naturligvis godt lide at sukkeret til Sebastians kaffe blev serveret i en række af reagensglas :)


Vi er meget glade for, at vi kom på Cinc Sentits, og kommer vi tilbage til Barcelona kan vi godt finde på at vende tilbage til stedet. Jeg kan klart anbefale den. Stedet er fin men stadig dejlig usnobbet både i omgivelserne og betjeningen. Og maden er simpel men stadig interessant og meget smagfuld.