tirsdag den 24. marts 2009

Lækkert Thai på Khun Juk

Restaurant: Khun Juk

Jeg besøgte stedet med en veninde tirsdag aften og stedet blev fyldt i løbet af aftenen, så jeg er glad for at jeg havde fået bestilt et bord. Stedet er lille, hyggelig med en meget privat stemning. Flere af gæsterne kaldte ejeren ved navn (”Khun Juk” selvfølgelig) og man fik derved klart en fornemmelse af at en stor del af gæsterne var stamkunder. Og det kan jeg ikke betænke dem i;  for de laver virkelig god Thai mad på dette sted.

Vi startede med at få en lille appetitvækker; en reje toast med en sød og stærk chili sovs over. Klart den friskeste og lækreste rejebrød jeg har fået.

Vi valgte herefter deres menu, som bestod af forret, suppe, hovedret og dessert, hvor man havde mulighed for at vælge anden suppe eller hovedret fra a la carte menuen. Vi ændrede suppen men beholdt hovedretten.

Forretten bestod af flere små thaipas, som de kalder dem. En slags Thai Tapas så navnet passer udmærket. Den bestod bl.a. af nogle thai frikadeller; en klassisk og en med rejer, en svamp med fyld og en forårsrulle med hel reje. Alt var lækkert og velsmagende.

Inden hovedretten fik vi en stjernesuppe med andebryst. Vi valgte denne fordi den lød usædvanlig og vi havde lyst til lidt mere end en klassisk Tom Yam. Suppen var rimelig sød og som forventet helt anderledes end de typiske Thai supper. En virkelig delikat suppe jeg uden tvivl vil vælge igen.

Til hovedret fik vi langtidsstegt poussin serveret med grøntsagsrulle, ris pyramide og en velsmagende rød karry. En velstegt fugl med skønt tilbehør, der klart kan anbefales.

Til dessert fik vi en tallerken med frisk mango, Thailandsk pandekage, is, jordbær og 4 thailandske frugter heriblandt min ynglings frugt Rambutan.

Vi havde en rigtig lækker aften på Khun Juk og jeg har allerede aftalt at tage derhen igen; både med min kæreste og veninden jeg besøgte stedet med denne aften, så jeg ender nok med at blive endnu en stamkunde af stedet :)

søndag den 22. marts 2009

Premisse

Restaurant: Premisse

Vi besøgte Premisse en lørdag aften og da vi ankom klokken syv var vi de eneste to gæster. Det var meget sært at sidde som de eneste to et så fint sted. Senere på aftenen kom der yderligere to par, så vi var altså kun seks gæster denne lørdag aften. Jeg forstår ikke hvorfor et sted, der lige har fået fornyet deres michelin stjerne, kan have så få gæster og jeg frygter at de ikke kan overleve med så få gæster.

Premisse ligger i kælderen af en rimelig gammel og fornem bygning. Væggene er hvide og stedet består af flere hvælvinger, lidt som på Kong Hans, og stedet er belyst af store men bløde spotlys i glaskugler under loftet. Fornemt og alligevel simpelt moderne og meget hyggeligt.

Vi startede med et glas champagne hvor vi fik lidt snacks til; en friteret kartoffel kugle, Yorkshire pudding og en friteret andevinge. Alt sammen simpelt og lækkert.

Inden menuen fik vi en velouté af græskar med lidt frisk salvie og lidt parmesan på toppen. En dejlig smagfuld og let velouté.

Første ret bestod af en enkel kammusling med lidt æblepuré til. Jeg kan godt lide kammuslinger men fandt denne ret lidt undervældende. 

Anden ret var kalvebrisler med gulerod og estragon. Jeg kan godt lide brisler men kun ganske få steder vover at servere det, så denne ret var naturligvis en hit for mig. Sebastian derimod kan ikke lide brisler og var derfor ikke begejstret for retten; det er så risikoen ved at have brisler på menuen.

Næste ret var sandart med et tyndt lag spæk på toppen serveret med spinat. En lækker og velsmagende fiskeret.

Fjerde ret var spædlam med en confit af perleløg. En ok ret men igen lidt undervældende.

Femte ret var en bryst af skovdue med lidt kartoffel puré til samt lidt morkler og en sauce jus. En rosa stegt, mør og dejligt velsmagende stygge due, der helt klart var min favorit denne aften.

Til alt det lækre mad fik vi en flaske hvidvin; en 2006 Jamek, Ried Klaus. Vi bad om en tør og usædvanlig riesling og fik denne velsmagende flaske, der desværre også var deres sidste flaske.

Inden desserten fik vi en lille skrigende rød predessert; en lychee frugt i en rød mousse, jeg ikke helt kan huske, hvad var.

Desserten var en kraftig chokolade sorbet serveret med en mousse af hasselnød dækket af en kraftig hasselnød pulver samt en kandiseret hasselnød. En interessant dessert som især Sebastian var begejstret for.

Vi havde et udmærket besøg men er alligevel lidt tvivlende over stedet. Retterne var meget små og vi blev kun mætte pga. den mængde brød vi fik spist. Retterne var måske for simple og til tider helt undervældende. Jeg kan dog alligevel godt forestille mig at mange andre vil elske dette sted og hvis min review har givet jer smag på at prøve stedet, så gør det dog. Jeg ved godt at vi har finanskrise men den rammer ikke alle og typisk ikke dem der har råd til denne type steder. Det ville virkelig være en skam hvis steder som denne går fallit fordi folk er bange og passer for meget på deres penge.

søndag den 15. marts 2009

Scarpetta - den nye italienske fra Cofoco kæden

Restaurant: Scarpetta
Hjemmeside: www.cofoco.dk

Scarpetta er det nye skud på Cofoco kædens stamme. En italiensk restaurant med et godt udvalg af mindre retter. Man kan enten vælge at tage dagens menu som består af 5 retter fra a la carte menuen eller man kan selv sammensætte sin menu ud fra kortet. Vi valgte selv at sammensætte vores menu og fik på den måde smagt en stor del af kortet. Retterne er, som de selv siger, af forrrets størrelse, og der skal nok mindst 3-4 retter til for at man bliver mæt.

Sebastian startede med frisk trofie pasta med artiskokker, skalotteløg, merian og en rimelig stor mængde parmesan på toppen. Jeg fik en lille smagsprøve og den var absolut lækker.
Og jeg startede med en pizza margherita med tomat mozarella, parmesan og basilikum. En simpel og ukompliceret pizza som en sådan pizza også skal være.

Som anden ret fik Sebastian en ravioli med fyld af en dejlig sød græskar mos med salviesmør og parmesan på toppen. En dejlig fyld til en ravioli og er den stadig på menuen næste gang vi besøger stedet må jeg have en portion for mig selv :)

Jeg fik en en lun salat med stegte auberginer, rå tomater, pinjekerner, rosiner og basilikum. Jeg elsker auberginer og denne ret var ingen undtagelse. Jeg tror faktisk at retten er en af de bedste italienske anti pasti retter jeg har fået nogensinde. Aftenens absolutte højdepunkt.

Som tredje ret fik Sebastian en udmærket cremet risotto med vilde svampe.

Og jeg fik en en frisk båndpasta med braiseret lammeskank.  En lækker pasta ret.

Vi havde egentlig kun bestilt tre retter men bestemte os alligevel til at bestille en mere til sidst. Sebastian valgte den lune aubergine salat, som jeg var så begejstret for, og jeg valgte en pasta ret med små ”ører” af frisk pasta i en sauce af jomfruhummer, rejer, tomat, fløde og basilikum. En udmærket pasta ret men ikke så god som mine tidligere retter.

Vi havde en dejlig aften med god og simpel mad. Og der er ingen tvivl om at vi vil besøge stedet igen. Stedet er for italiensk mad hvad Ricemarket er for Thai maden. God og billig og absolut værd at prøve. Og så er det et plus at stedet har åben en søndag aften.

Il grappolo blu - en overset italiensk perle

Restaurant: Il grappolo blu

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har hørt om dette sted før. Vi er ivrige gæster på byens gode italienske restauranter men dette var vores første besøg på Il Grappolo Blu. Stedet er ret usædvanlig for en italiensk restaurant; gammeldags og fuld af hygge. Betjeningen er venlig, professionel og med et smil på læberne.

Inden menuen fik vi lidt starters; plader af semolina pasta med ost imellem og en ansjos på toppen, lidt indkogt balsamico i midten og en basilikum is med soltørret tomat på toppen. En lækker start på aftenen hvor især isen var fantastisk.

Første ret var en rulle af stegt zucchini og kartoffel. Simpelt og lækkert.

Anden ret var en varm tomat suppe med gulerod og bladselleri.

Tredje ret var en appelsin marineret østers, tun tatar og en lille ”kage” af asparges og bønner og lidt lakse rogn på toppen.  Alt sammen lækkert. Jeg kunne godt lide at østersen var marineret hvilket gav den en mere fast konsistens.

Næste ret var fois gras på tre måder; stegt med avokado, mousse med kaffe og terrin med æble gele med syrlig blomst i midten. Det er meget usædvanlig at få fois gras på en italiensk restaurant men dette sted vover at løbe en risiko og sikken succes. Ser man bort fra kaffen (jeg er en af de sære mennesker der ikke kan lide kaffe) var alle tre varianter helt fantastiske. Især kunne jeg godt lide avokadoen til den stegte fois gras og den syrlige blomst, som vi blev advaret om af tjeneren var meget syrlig, smagte skønt til terrinen.

Femte ret var ravioli med hvid fisk og bagt salat på toppen. Ofte kan jeg bedre lide den frisklavede ravioli vi køber i Magasin end dem vi får ude på restauranterne. Men denne var lækker og den sprøde salat på toppen gav den en interessant præg.

Næste ret var håndlavet pasta med kanin ragout samt sprøde pasta skruer. Dejligt at opleve en kok med humor; det er ikke mange af de finere steder der vover at servere pasta formet som en hånd. Og så smagte det fantastisk. 

Til hovedret valgte jeg en rulle af laks og spinat med grønne bønner og kartoffel til. Dette var nok den ret jeg var mindst begejstret over. Jeg elsker normalt laks, men den her var bare lidt kedelig. Kartoflen der blev serveret til var til gengæld god.

Sebastian fik en kalvemørbrad, der var mør og dejlig velsmagende. Denne ville jeg hellere have haft men måtte nøjes med en smagsprøve.

Til alt det lækre mad fik vi en Verdiana af årgang 2003 at drikke. En meget udsædvanlig og interessant vin vi ikke vil være ked af at få igen.

Efter hovedretten fik vi en pre-ost, der bestod af en vandbakkelse med en jalapenos og ost i midten, samt en cremet ost ved siden af. Virkelig lækker og jeg vil sige at pre-osten i sig selv gjorde den ekstra pris værd at vi valgte at tilføje ost til menuen.

Oste tallerknen selv bestod af et fast udvalg af 5 slags oste og med lidt appelsin marmelade til.

Pre-desserten bestod af en citron creme med jordbær marmelade til. En virkelig lækker og frisk ret.

Desserten var mange ting; der var en tallerken med små lækre kager og en anden med en appelsin sorbet, en karamel fløde, nogle stikkelsbær og en lidt større kage. Alt sammen lækkert om end lidt overvældende.

Vi havde en dejlig aften på Il grappolo blu og besøger bestemt stedet igen. Der findes mange gode italienske steder i København men dette sted skiller sig lidt ud; de forstår at løbe en chance og lave ting lidt anderledes end man forventer og så synes jeg at det er skøn med en kok med humor; han skal altså have bonus for hans ”håndlavede” pasta.