mandag den 26. januar 2009

Geranium - måske en ny nummer et?

Restaurant: Geranium
Hjemmeside: http://www.restaurantgeranium.dk/

På Geranium kan man spise med god samvittighed; maden er biodynamisk og lavet med omtanke. De går ind for dyrevelfærd og respekt for naturen. Jeg tror at de fleste finere restauranter i dag er meget opmærksomme på kvaliteten af deres ingredienser men aldrig har jeg været så opmærksom på det som på Geranium, f.eks. er alle deres vine økologiske.

Og maden smager ikke blot fantastisk men er en fryd for øjet. Jeg ville ønske at jeg kunne lave en lang review med mange flotte billeder men de blev desværre ikke så gode og kun ganske få billeder overlevede - sikkert et resultat af champagnen og den fantastiske vinmenu. Næste gang vil jeg tage et bedre kamera med og forsøge at holde mig lidt mere ædru :)

Vi startede med et glas bobler. De havde to på glas. Jeg fik en La Closerie, Les Beguines, Brut Nature fra Jerome Prevost. Den var godt tør (=Brut) og helt uden tilsat sukker (=Nature). Jeg syntes at den var fantastisk men kan samtidig godt forstå at Sebastian foretrak den anden der blot var Brut. De er meget rundhåndede med deres bobler. Vi fik f.eks. lov at smage begge inden vi valgte, da de begge lød så gode ud fra den meget detaljerede beskrivelse fra tjeneren at vi ikke kunne bestemme os og så blev vores glas fyldt op to gange.

Som godbid inden menuen fik vi først en lille hvid skumfidus af tomat, ostestænger med en dyp og nogle flager af øllebrød.
Derefter fik vi en Geranium skum, der var dejlig frisk. Og sidste godbid inden menuen var røgede kammuslinger. Alt sammen meget lækkert, især de røgede kammuslinger.

Første ret i menuen var kongekrabbe med gule bær og rødder i en suppe kogt på krabben. En virkelig lækker og smagfuld ret. Sebastian er normalt ikke så glad for skaldyr men selv han var henrykt over denne ret. Til retten fik vi et glas 2006 Pinot Noir, Blanc de Noir fra Pirre Frick i Alsace.

Anden ret var torskekæber med fem slags kål, rygeost og havskum. Endnu en skøn ret. Til retten fik vi en Terre de Vertus, Larmandier-Bernier, Champagne.

Tredje ret stegt brød med tre slags brændte løg, hø ost og syltede porre blomster. En dejlig blød og rund ret meget præget af smagen fra de brændte løg. Til retten fik vi et glas 2006 Arbois Pupilin fra Pierre Overnoy i Jura.


Fjerde ret var en kongens urtehave som bestod af et udvalg af grøntsager fra urtehaven i beskeden mængde og overhældt med en god kraftig consomme (på kylling tror jeg). Til retten fik vi et glas Fino, Montilla-Moriles fra Piedra Luenga i Andelusien.

Hovedretten blev serveret i to omgange. Først fik vi et stykke ung okse med syltede vilde brombær, rødbeder og kartoffel skræller. Et meget saftigt stykke okse og rødbederne og bærrene var et dejligt tilbehør. Til begge hovedretter fik Sebastian et glas 2005 Rosso di Montalcino fra Stella di Campalto i Toscana og jeg fik et glas hvidvin.
Anden del af hovedretten var oksens hale som var dejligt mør og smagfuld.
Første dessert var en is på Ørbæk øl med sødskærm, krummer af malt og lakrids. Til denne ret fik vi Geraniums øldrik. En rigtig lækker lille dessert og drikken var fantastisk dertil. Og så er det jo en sød lille servering i sin egen lille flaske.
Sidste ret var hvid som sne som bestod af yoghurt, pære med smag og duft af gran. Og til retten fik vi en 2006 Riesling BA, Kronenberg fra Peter Mentges i Mosel. Mit billede af retten var desværre også hvid som sne men det lykkedes mig at få et billede af rettens dekoration som bestod af urter og røg. Meget romantisk.

Vinmenuen er nok den bedste vinmenu jeg har fået. Hver eneste vin var smagfuld og noget ud over det sædvanlige. Som regel vælger restauranter de sikre vindere som de fleste mennesker vil kunne lide men på Geranium vælger de vine med karakter og som måske ikke vil være i alles smag men som er mere interessante og sjælfyldte. De forstår at satse at og det skal de have tak for.
Vi havde en fantastisk og berusende aften på Geranium og jeg besøger den snart igen. Jeg har i flere år sagt ”intet slår Noma”, men Geranium har gjort mig i tvivl. Alt var perfekt; stemningen var hyggelig, der er rumlig og lyst indrettet, betjeningen var afslappet men samtidig meget professionelt og bedst af alt maden og vinen var perfekt. Jeg har brug for at besøge stedet igen, for en anden og forhåbentlig mere ædruelig vurdering for at kunne sige om de slår Noma. Jeg glæder mig allerede.


Halifax

Restaurant: Halifax Hjemmeside: http://www.halifax.nu/ Vi har været på Halifax tre gange nu med skiftende succes. Første gang var vi meget skuffet; burgeren var stegt for meget og kartoflerne var lidt rå i det. Senere hen blev stedet dog valgt af ”i byen” som stedet med den bedste burger og jeg havde også læst flere andre gode reviews af stedet, så vi bestemte os for at give stedet en ekstra chance. Og det var en god ide for den burger jeg fik denne gang; den store ”Lone Star” med ekstra cheddar ost og bacon på toppen var virkelig lækker. Bøffen var perfekt stegt, kartoflerne var dejligt sprøde og ikke rå og chipotle mayoen var stærk men god. Tredje gang var næsten lige så god men ikke helt; bøffen kunne godt have været stegt noget mere. Jeg vil give Halifax’s burger en anden plads pga. den skiftende kvalitet. Var den altid lige god ville den nok slå Quotes burger, men det er den altså ikke. Alligevel vil jeg nok spise den igen. Min liste over favorit burgere er nu: 1) Quote’s grillede burger 2) Halifax's Lone Star burger 3) Cafe Marius’s burger

Cafe Marius

Restaurant: Cafe Marius
Hjemmeside: http://www.cafe-marius.dk/

Tøseaften på Cafe Marius. Det var nu ikke så dårligt. Stedet er perfekt til den type komsammener. På den måde kunne vi både få noget at spise og derefter fortsætte med nogle øl mens vi kunne sludre, hygge og fjolle.

Jeg fik en burger. Det blev jeg jo nødt til når jeg nu har indledt jagten på byens bedste burger. Burgeren var god, bedre end de fleste men ikke den bedste.

Min liste over favorit burgere er nu:

1) Quote’s grillede burger
2) Cafe Marius’s burger

Kommer jeg på cafe Marius igen vil jeg prøve deres pasta som skulle være rigtigt lækker og hjemmelavet.

onsdag den 21. januar 2009

Famo 51

Restaurant: Famo 51 Hjemmeside: http://www.osteriafamo.dk/omfamo51.html Endnu et dejligt besøg på Famo 51. De forstår virkelig at leve op til vores forventninger og det var meget overraskende så anderledes deres antipasti misto var denne gang. Jeg tænkte ellers efter de sidste to besøg, at det var rigtig lækkert men at der ikke var meget variation. Men ved denne besøg 5 måneder senere er alle de lækre anti pasti’er helt anderledes og ikke på en dårlig måde. Vi startede med lidt ost og pølse samt noget baccala af torsk – en slags klipfisk. Klipfisken var her den største overraskelse; mild, saftig og smagfuld. Og herefter fik vi dampede og kolde blomkåls buketter med en sovs på mayo og ansjos. En overraskende lækker ret og Sebastians favorit denne aften.
Næste ret kom lidt bag på mig. Jeg hørte ikke helt hvad tjeneren sagde da hun kom med den og forventede egentlig at det var tomat på toppen men det var tartar i stedet. En ukompliceret kugle af tatar ovenpå en cecina af kikærter.
Min favorit anti pasti denne aften var et stykke italiensk salsicca pølse med den italienske kåltype cavolo nero. Denne urøgede og saftige pølse var rigtig lækker.
Inden pasta retterne fik vi en kikærtesuppe m. muslinger. Den var ok men vil nok være bedre for en der er lidt gladere for kikærter end mig.
Første pasta ret var en ravioli med torsk, chili og citron. Det var udmærket at prøve en frisklavet ravioli men jeg tror faktisk at jeg foretrækker den vi selv køber i magasin.
Næste pasta ret var en picci pasta med kanin ragout. Picci pastaen var ret tyk men uden en hård midte som det tit sker med tykke pastaer og kanin ragouten var dejlig smagfuld. Min anden favorit denne aften.
Hovedretten var svinekrone med kartofler og rødløg. Dette er helt klart den saftigste og lækreste stykke svinekød jeg nogensinde har fået. Jeg ville ønske at jeg kunne opnå samme kvalitet.
Til dessert fik vi en klassisk panna cotta med en syrlig hindbær kompot. Simpelt og lækkert.
Alt i alt en dejlig aften som vi klart vil gentage.

Ricemarket

Restaurant: Ricemarket Hjemmeside: http://ricemarket.dk/ Vi har prøvet Ricemarket tre gange nu og stedet har virkelig imponeret mig. De laver i min mening byens anden bedste Thai mad kun overgået af Kiin Kiin. Ricemarket ejes dog også af de samme som Kiin Kiin så madens kvalitet og smagfuldhed kom ikke bag på mig. Som forret er min favorit blevet indbagte blæksprutte ringe med et dyp af chilli mayo. Denne ret er så helt fantastisk sprød og lækker at jeg allerede har fået den to gange og sikkert ender med at vælge den næste gang igen. Til hovedret har jeg prøvet tre forskellige retter og alle var lækre. Sidste gang fik jeg grøn karry med alt grøn fra havet som havde grøntsager, rejer, blæksprutte og en hvid fisk i sig. Den var lækker og tilpas stærk.
Første gang fik jeg nudler med store rejer og avokado. En mild og afrundet ret. Jeg kunne især godt lide avokadoen i retten. Det er sjældent man ser varme retter med avokado i og jeg var dog også lidt skeptisk i starten – lige indtil jeg tog første bid.
Min favorit var nok skært oksekød med østerssovs og grøntsager. Den var både sød pga. østerssovsen men havde samtidig nok chili i sig til at blive godt stærk. Jeg har desværre ikke et billede af denne ret. Jeg kan klart anbefale alle der kan lide asiatisk mad til at prøve dette sted og da mange allerede har forelsket sig i dette sted er det nok en god ide at bestille bord til om aftenen. Til frokost er det stadig ikke et problem at få bord.
Og så lige et sidste tip; deres drinks er virkelig lækre og deres mohito er frisk nok til at kunne drikkes til maden.

Herman's julemenu

Restaurant: Herman
Hjemmeside: http://www.nimb.dk/

En billedserie og nogle highlights fra vores besøg på Herman i december måned. De serverede denne måned en julemenu.

Æbleskive; overraskende nok aftenens positive overraskelse. På første besøg fik vi også en men den passede ikke rigtig ind i menuen, syntes vi. Men denne æbleskive, a la brændende kærlighed, med en ”dip” af rødbeder var virkelig lækker. Den list søde æbleskive stod i perfekt kontrast til baconet og de andre kærligheds ingredienser der fandtes i æbleskiven.



En udmærket fois gras med varianter af rødbede som tilbehør samt det søde på toppen.

Skipperlabskovs; en lille ekstra ret fra køkkenet der ikke stod på menuen. Dejligt at prøve en så gammel dansk ret fra en så ny og fremragende kok.



Vi havde en dejlig aften med masser af godt mad og vil klart vende tilbage til stedet i det nye år.