mandag den 17. februar 2014

Med Copenhagen Diningweek på Spisehuset 56

Restaurant: Spisehuset 56
Hjemmeside: http://spisehuset56grader.dk/

I tirsdags spiste vi ude som en del af "Copenhagen Dining Week", hvor en del restauranter tilbød en menu til kun 200 kr. Hvor meget man sparer kommer naturligvis meget an på, hvor dyr et sted det ellers er, og de dyre steder bliver normalt hurtigt bookede. Og hvor dyr en aften, det bliver, kommer meget an på, hvor meget man vælger til. Vi fik f.eks. denne aften en vinmenu til 175 kr. pp., samt et glas champagne hver og nogle sprøde flager med rørt mayonnaise. Og sidst på aftenen fik vi kaffe og sødt. Men meget af dette kunne man jo have skippet, og dermed kunne det have blevet en meget billig aften ude.

Vi spiste på Spisehuset 56, som er et sted, vi ikke vidste meget om i forvejen, og den var ikke engang på vores liste over restauranter, vi gerne besøger. Det er den nu :)

De sprøde flager med mayonnaise, som vi startede med, var i øvrigt rigtig lækre og bestod af både chips på rodfrugter og på f.eks. kyllingeskind.

Menuen bestod af:
Kartoffel/løgsuppe med noget syltet og sprøde brødkrummer.
Langtidstilberedt oksemørbrad med smørlig perlebyg og vintergrønt.
Gulerodskage med youghurt is og marengs.

Maden var rigtig god, og desserten - den var fantastisk. Det lignede jo ikke just en gulerodskage, men smagte alligevel præcis, som sådan en skal, og så var det en let og frisk dessert på samme tid - jeg er klart imponeret over denne.

Og da vi havde spist, fik vi kaffe/te og noget sødt i loungen på loftet. Det var hyggelig nok at afslutte aftenen på loftet, omend jeg syntes, at det ville have været hyggeligere, hvis det havde været lænestole, man sad i.



lørdag den 15. februar 2014

Fiskmarket

Restaurant: Fishmarket
Hjemmeside: http://fishmarket.dk/

Så fik jeg endelig overtalt Sebastian til at besøge en fiskerestaurant med mig. Jeg har en gang før været på Fishmarket til en "tøseaften", men da fik jeg ikke skrevet om stedet, og derfor lokkede jeg Sebastian med på stedet til en lørdag frokost.

Vi startede med at dele tre grillede østers Kilpatrick med worchester sovs og bacon.

Og herefter fik jeg en hummer med mayonnaise til forret og en stegt pighvar med spinat og sauce nage til hovedret.

Og Sebastian fik en ceviche med råmarineret laks, tomat, passionsfrugt, chili maynaise, basilikum og koriander til forret og en jomfruhummer bisque til hovedret.


Begge mine retter var udmærket. Jeg kan rigtig godt lide en hummer serveret på denne simple måde. Faktisk var det også det, jeg fik ved sidste besøg. Hovedretten havde en lækker smag, omend jeg gerne ville have undværet persillen. Hovedretten, jeg fik sidst, var deres rødtunge med brunet smør og kapers, og den var måske en tand bedre end denne ret i min mening.

Sebastian kunne heldigvis rigtig godt lide hans forret, og han vil måske gerne prøve stedets andre ceviche's, så det er en god chance for, at vi vender tilbage engang.

onsdag den 12. februar 2014

Burger på Rambla i Ørestaden

Restaurant: Rambla bar & grill
Hjemmeside: http://www.timos.dk/rambla.php

Dette var tredie gang, vi spiste på Rambla. De to andre gange fik vi tapas, som de laver rigtig godt i min mening. Det skal jeg nok skrive om en anden gang - måske til sommer, hvor vi kan sidde udenfor.

Denne gang besøgte vi stedet for, at jeg kunne prøve deres burger, og Sebastian fik i stedet en åben sandwich med kylling og parma skinke.

Burgeren var udmærket krydret og stegt. Jeg kunne især godt lide det syltede peberfrugt på toppen, mens tilvalget af gratineret gedeost var lidt tvivlsom. Bollen var udmærket og nem at skære i - i hvert fald bunden, hvorimod toppen var ret sprød.

Og fritterne de var skønne.

Alt i alt var det en udmærket burger, dog uden at være god nok til at komme med på min favorit liste.


Min liste over mine favorit burgere er derfor stadig (i alfabetisk rækkefølge):

søndag den 9. februar 2014

Med early bird på Karma Fudaraku

Restaurant: Karma Fudaraku
Hjemmeside: http://www.karmasushi.dk/

Vi besøgte Karma Fudaraku en søndag aften med Early Bird, hvor vi havde fået skåret en trediedel af prisen på deres 13 retters gourmet menu. Jeg kan i øvrigt se, at det nu er en mindre menu, som de tilbyder med Early Bird.

Vi havde booket et tidligt bord, og mens vi var der, så var der kun et bord mere, der blev optaget. Det er chokerende, at det overhovedet kan betale sig for dem, at holde åben en sådan aften, og jeg håber da virkelig på, at de har mange flere gæster de andre aftener.

Serveringen var udmærket og lokalerne, som er de samme som da Alex Sushi lå der, er moderne og hyggelige.

Menuen lød på denne aften:

Lune edamame bønner med saltflager og citron.
Tempurasalat med tempura rejer, chilicreme og teriyakisirup toppet med karse og purløg.
Misosuppe af kongekrabbe, jomfruhummer, søde rejer og østerssaft serveret med sprød wakame salat.
Agurkenudler med wasabicreme, strimlet tun tartar, wasabitobiko og soya sesam.
Søde rejer med sprød kataifi, trøffel bearnaise, brøndkarse og koriander.
Flamberet laksenigiri med japansk mayonnaise, vildfanget lakseæg fra Alaska toppet med purløg og teriyakisirup.
Laksehosomaki med laks, lakserogn, laksesvær og purløgscreme toppet med teriyakisirup, brøndkarse og sprød lotusrod.
Dorado Tamago toppet med silderogn, østersærteskum og friske ærteskud.
Karma sizzling tuna med tempura reje og wakame salat toppet med kryddermarineret sesamtun, sesammayonnaise, sprøde løgringe og frisk kørvel.
Tun tataki nigiri toppet med flødeost, chilicreme og spicy sesam.
Grillet jomfruhummer med avokado, forårsløg og sesam toppet med hummermayonnaise, sprød kataifi og havesyre.
Lakseskind med avocadocreme, soya sesam, frisk porre og salturt toppet med mildt røget unagisauce.
Karma Crunch med tempura reje, avocado rullet i masago og crunch toppet med chilimayo, teriyakisirup og masser af frisk karse.



Vores favoritter var "Karma Crunch" rullen, laksenigirien og tempurasalaten, men alt var godt, og vi vil vende tilbage en anden gang for at få stedet vurderet i forhold til mit lille sushi eksperiment. Min favorit liste kommer i øvrigt til at ændre sig en del, da mindst to på listen er forsvundet siden sidst.

fredag den 31. januar 2014

Marchal

Restaurant: Marchal
Hjemmeside: http://www.marchal.dk

Dette er et dobbelt review af restaurant Marchal i D'Angleterre hotellet, hvor vi både har fået prøvet en aften på stedet og en søndags brunch.

Først til aftenen.

Jeg startede med en pocheret æg serveret med trøffel og en variation på blomkål. Og Sebastian fik stegt pighvar med krondildeddike, agurk, porre og svampebouillon.


Og som anden ret fik jeg kartoffelmillefeuille med glaseret brissel, vesterhavsost og skummende svampesauce. Og Sebastian fik en rørt tatar med grøn syre, ramsløg, peberrod og chips med porreaske serveret i en lille pose ved siden af.


Og til hovedret fik vi begge to langtidstilberedt grisebryst med citron, hasselnødder, skorzonerrødder og snegle. Og som dessert fik jeg "Sticky toffee pudding" med mandelsorbet og Sebastian fik de-konstrueret cheese cake med pomelo og karameliset mælkeskind.


Vi havde en dejlig aften på Marchal. Vi kan rigtig godt lide deres indretning med masser af kroge, så man føler, at man sidder lidt for sig selv. Og så er det rigtig flot og stillig indrettet. Serveringen var uformel men professionel. Samtidig kan man dog godt mærke på dem, at de ikke rigtig er så perfekte, som de gerne vil være endnu. Vi fik f.eks. en gang først nyt bestik efter retten kom - hun så det dog straks, så der var ingen ventetid. En anden og sikkert mere moden tjener gav dog vores tjener en lille og nogenlunde diskret skælden ud pga. det, så der er ingen tvivl om, at dette er noget ,de mener, bare ikke må ske.

Maden var også dejlig. Der var ingen retter, der skuffede, men vi føler nok, at de er bedre til de salte end søde retter, så næste gang spiser vi bare salte retter og måske med noget mindre sødt til kaffen.

Min favorit ret denne aften var nok retten med brissel og kartoffel, der var en ret med gode kraftige smage og en god blanding af teksturer. Æggeretten var mere delikat og forfinet, og var næsten så god som favoritten. Jeg smagte også Sebastians tatar, der var rigtig godt rørt op, så den blev dejlig cremet - det er sjælden, at jeg spiser tatar selv, men denne kunne jeg faktisk godt tænke mig at have min egen af. Griseretten var udmærket, men jeg har klart fået bedre grise - måske fandt jeg bare retten lidt rodet.

Champagnebrunch:

Vi besøgte også Marchal sidst i december til en champagnebrunch. Her fik vi en lille let og delikat servering med røget ål, og derefter havde vi så en buffet, der kunne vælges og vrages fra, og man kunne bestille æg fra køkkenet. Æggeretten var meget minimal, og ikke hvad man forventer fra en brunch, men det var egentlig ok, da der jo var så meget andet at smage. Af de kolde retter var jeg især imponeret over en skøn røget laks og en lille ske med en skøn rogn - det er ellers sjælden min favorit. Og de varme retter var rigtig skønne, hvor vi blandt andet kunne få jordskok suppe, lam, kalv og perlebygsrisotto.


Vi foretrak helt klart denne champagne brunch fremfor den, vi fik, på Nimb tidligere på året, og der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage til Marchal - både til aften og til brunch igen.

torsdag den 16. januar 2014

Kul

Restaurant: Kul
Hjemmeside: http://restaurantkul.dk

Dette var vores første besøg på restaurant Kul, der ligger kødbyen. Stemningen var hyggelig og uformel med åben køkken, så man kunne se direkte ud til kokkene, der lavede ens mad, og da de fleste retter blev grillet på stedet, betyder det også en god blanding af fantastiske dufte i hele restauranten - dog ikke så meget, at det blev generende.

Vi besøgte stedet med mor mellem jul og nytår, og hendes første ret var:
Rødtunge med grønne oliven og appelsin.

Og Sebastian og jeg delte tre forretter:
Ibérico skinke med tempura blæksprutte og sort hvidløg.
Store rejer med spicy avokado.
Jomfruhummer tatar med bøgehatte og puffet gris.

Og som hovedret delte vi en "dele ret":
Brød Charlotte med anderagout og sprødt grønt.


Min favorit denne aften var klart Ibérico grisen med blæksprutte og hvidløg, der var en overraskende god kombination. Derudover var anderagouten serveret i det hule brød en sjov og anderledes oplevelse, og så syntes jeg, at det er hyggeligt med dele retter. Det var dog en meget stor portion, så jeg syntes, at det var fint, at vi var tre om at dele fremfor bare to.

Vi kunne godt lide Kul, og vender sandsynligvis tilbage en dag.

søndag den 12. januar 2014

Barcelona - madoplevelser mm.

I slutningen af november var det "Thanksgiving" i USA, og da Sebastian arbejder på amerikanske tider og helligdage, tog jeg fri torsdag og fredag fra arbejde, og vi tog på en lang weekend til Barcelona.

Vi bookede en lejlighed via. airbnb, der var helt unik. Det var en palazzo i en gammel bygning fra det 18. århundrede med højt til loftet og egen gårdhave med springvand. Lejligheden var moderniseret, men havde stadig lidt af det 18. århundredes historiske charme såsom stuk og maleri i loftet. Lejligheden var ret unik indrettet, hvor badeværelse og soveværelse var ud i et med en dejlig stor badekar, hvori vi hyggede - ofte med noget godt at drikke og spise. Det er en lejlighed, vi godt kan finde på at vende tilbage til - måske en sommer næste gang, så vi kan få mere nytte af gårdhaven.

Vi brugte det meste af vores tid i Barcelona på at spise godt mad i byen og ellers at slappe af og hygge i lejligheden. Vi fik dog også gået nogle få ture, hvor vi en dag kom forbi en ny udstilling i Born distriktet. Her fandt man under en restauration af en gammel markedsbygning "Marcat del Born" ud af, at den lå ovenpå gamle ruiner, og man bestemte sig for at udgrave disse og gøre dem til en udstilling inde i markedet selv. Det var en interessant udstilling, hvor både bygningen og ruinerne blev vist godt frem.

Restaurant: El Quim

På første dagen i Barcelona besøgte vi madmarkedet "Boqueria" med masservis af butikker, der solgte alt fra fisk og kød til grønt og krydderier. Det var også her, vi spiste vores frokost - i markedets mest berømte og travle "restaurant", hvor vi kun fik plads ved at stå og vente til nogle andre gik, og så var det ellers med at være hurtige.

Vi spiste følgende:
Svampekroketter
Artiskokchips
Friterede baby blæksprutter
Burger med foie gras

Det bedste var klart kroketterne, der havde en skøn og overraskende smag, da vi egentlig ikke vidste, at det var svampe kroketter, inden vi smagte dem. Artiskok chipsene var simple og meget velsmagende. Blæksprutterne var udmærket, men jeg ville nok havde foretrukket dem med aioli, og så var to friterede ting nok lidt for meget. Burgeren er en af de retter, som stedet er mest berømt for. Den var dejlig saftig, og havde en udmærket smag, men det er nok ikke en, jeg ville bestille igen.

Jeg kan klart anbefale at besøge El Quim, men vær forberedt på travlhed, og at man skal være oppe på dupperne for at få plads ved skranken. En del folk sidder dog ikke så længe, så det kan godt lade sig gøre.



Restaurant: Tickets
Hjemmeside: http://www.ticketsbar.es

Vores første "fine" måltid fik vi hos Tickets, og her siger jeg "fine" i anførelsestegn, da det faktisk er mere ungt og hipt end fin, og de fleste gæster var dog også relativ afslappet klædt, og så var der flere familier med børn tilstede, hvilket er usædvanlig for en michelin restaurant, hvor man skal booke måneder i forvejen for at sikre sig et bord.

Vi fik denne aften:
Pistacie tempura
Oliven
Crostini med tomatfrø og ansjoser
Mini airbags fyldt med manchego skum
Vagtel æg i dens "rede"
Foie gras i "syltet sovs"
Tun tatar i vaffel
Knivmusling med "genfriteret" sovs og citronskum
Friture stegt fisk
Kylling i lage
Tomatbrød
Iberisk skinke
Manchego is


Vores favoritter denne aften var de unikke oliven, der var helt flydende indeni og havde en fantastisk kraftig oliven smag - en af chefkokkens signaturretter, og derudover var knivmuslingerne overraskende lækre. Det er ellers sjældent, at jeg bliver imponeret over dem. Alt var godt, men måske føler jeg ikke, at stedet helt fortjener den hype, der er om stedet. Det var sjovt at prøve, men vi har fået bedre og sjovere mad andetsteds - f.eks. Aphrodite i Nice.

Restaurant: 41 degrees experience
Hjemmeside: http://www.41grados.es/

Næste aften besøgte vi 41 grader, der er en søsterrestaurant til Tickets, hvor man får en fast menu på 41 små retter/snacks, og de var altså ret små, så man blev på ingen måder overmæt.

Stilen minder lidt om Tickets, og der var også en enkelt ting der gik igen - signaturretten med oliven, men denne gang med ansjos indeni, men oplevelsen var meget anderledes end hos Tickets. Dette var meget mere forfinet, og så var der rigtig mange inspirationer fra rundt omkring i verdenen, hvor vi f.eks. fik en variant af en snack fra Noma, hvor de bad os gætte, hvad støvet var lavet af - eddike. Dette var naturligvis nemt for os at gætte, da vi jo havde fået originalen flere gange.

Serveringen var som en oplevelse - indøvet og ekstrem professionel, og på et tidspunkt fik vi serveret en ret med en drink med en snack på toppen, og Sebastian gav sig til at forklare mig - på dansk - hvordan dette var hele ideen med tapas, da det først blev opfundet, at det skulle dække drinkglasset, så drikken var beskyttet, og man kunne se på tjeneren, at selvom hun jo ikke talte eller forstod dansk, så vidste hun præcis, hvad det var han fortalte mig, og hun så faktisk ret stolt ud over, at en af hendes gæster kunne den historie.

Stemningen på stedet var også interessant med mystisk musik og lyde og et lysshow med en blanding af stemningsbilleder såsom havet og diverse filmklip.

Maden var god og interessant - opfindsom uden at gå på kompromis med smagen, og der var ingen skuffelser. Vores favoritter var denne aften; en krydret majs chip med smag og form af blæksprutte tentakel samt en vietnamesisk mini sandwich "Banh Mi" med gris og nogle fantastiske smage. Jeg tror, at vi skal forsøge at lave denne selv en gang :)

Stedet frabeder sig, at folk tager billeder, da de gerne vil beholde oplevelsen som en overraskelse for nye gæster, og vi tog derfor ingen billeder. Jeg fik dog menuen med hjem bagefter, som i kan se nedenfor.


Vi havde en skøn aften hos 41 grader, og modsat Tickets kan jeg forestille mig at vende tilbage hertil en dag. Jeg ved dog ikke, hvor tit de ændrer deres menu, så det må vi huske at spørge ind til inden et nyt besøg.

Restaurant: Cinc Sentits
Hjemmeside: http://cincsentits.com/en/

Det var klart på Cinc Sentits, at vi fik det bedste mad i Barcelona. Vi har spist der før, og har været mere end tilfredse med stedet. Maden er skøn, smagfuld og let eksperimenterende uden at det bliver sær, eller at de går på kompromis med smagen. Denne gang spiste vi der til en frokost, hvor de har en ekstra stor gastronomisk menu. Denne skilte sig måske lidt ud fra tidligere besøg ved at være en tand mere eksperimenterende, hvad de klart er gode til. Det kan selvfølgelig også være, at det er selve restauranten, der har udviklet sig siden forrige besøg - det er trods alt over to år siden sidst.

Vi startede med 4 små snacks:
Hjemmemarinerede oliven
En gelé af oliven olie med tomat
Sprød torskeskind med citron skal og frisk "mató" ost
Hjemmelavet kiks med romesco

Og derefter gik vi videre til menuen:
Varm maple sirup med kølig fløde, cava sabayon og havsalt fra Mallorca
Østers fra Ebro Delta med citronskal
Skorzonerrod fra Girona med Karl Johan svamp, mayonnaise på sort trompet hat og rovelló svampe


Gulerødder med dybvandsrejer, lakridsrod og syltede sennepsfrø
Blandet fra haven med urteyoughurt
Foie Gras stegt med karameliseret sukker, porrer og purløg


Jomfruhummer med grisemave, sort hvidløg og søpindsvin
Bonito med pebersorbet, syltet hvidløg og røget aubergine
Due med rødvins pocheret pære og skovfrugter


Og inden dessert fik vi et udmærket osteudvalg, hvor hver ost var matchet med et dejligt tilbehør.


Menjarblanc, granatæble, cava og vild syre
Chokolade, karameliseret hvid chokolade is, chokoladekage og karamel
Banan, hasselnød og vaniljeis


Mine favoritter denne aften var jomfruhummeren med gris, gulerodsretten med lakridsrod - en fantastisk kombination viste det sig, samt foie gras retten, som vi har fået før - måske stedets signatur ret. Men ingen retter skuffede, og der er ingen tvivl om, at vi gerne vil tilbage hertil ved vores næste besøg i Barcelona.

Restaurant: Tapeo
Hjemmeside: http://www.tapeoborn.cat/

Dette var vores sidste madoplevelse i Barcelona. Sebastian havde egentlig valgt den, da han forventede det var et pinxtos sted, men det viste sig at være et helt almindelig tapas sted.

Vi fik:

Aspargestempura med "Romerco" mayo
Brisler med svampe, marv og figner
Patata Bravas
Brød med tomat og oliven olie
Blodpølse
Grise fødder "Tapeo style"
Fyldt blæksprutte

Maden var god på Tapeo. Det er en nogenlunde turist venlig sted, så man ved, hvad man bestiller, og samtidig var retterne originale og smagfulde. Min favorit var den fyldte blæksprutte, som Sebastian ikke kunne lide, så jeg fik den for mig selv.


Vi havde en dejlig lang weekend i Barcelona med masser af dejlig og interessant mad og en lækker lejlighed. Vi overvejer at vende tilbage en sommer, så vi kan få mere nytte af gårdhaven - den vil sikkert være skøn at spise morgenmad i osv.