søndag den 3. oktober 2021

En ekstraordinær oplevelse på restaurant Jordnær

 Jeg fatter ikke, at jeg ikke har skrevet et eneste indlæg på denne blog siden 2016. Jeg kommer ikke til at skrive så mange og så omfattende, som jeg gjorde dengang. Jeg bruger for meget af min fritid på at forsøge at skrive en bog, til at jeg også har tid til en alt for aktiv blog.

Men måske bare engang imellem, jeg skulle skrive om dem, der imponerer allermest - om mine gamle og nye favoritter. Jeg vil holde det kort, for jeg bliver nødt til at bruge min energi og tid på min bog. Ellers bliver jeg aldrig færdig.

Vi har besøgt restaurant Jordnær to gange nu, en gang til aften for et år siden og denne gang til frokost. Begge gange har været helt ekstraordinært, og stedet er hurtig kommet på en andenplads over mine favorit restauranter (lige efter Geranium).

Stedet er kendt for dens menu med dyre råvarer og meget velsammensat retter af primært fisk, grøntsager og masser af urter og spiselige blomster.


Mine favorit retter til denne frokost var (fra øverst højre, til nederst venstre på nedenstående billede);

Kongekrabbe - Koriander - Sake
Rosset Vaffel - Caviar - Fjordrejer
Hamachi "tatar" - Caviar - Lagret Soya
Hamachi - Sesam - Ponzu

Det er bemærkelsesværdig, at tre af disse faktisk er i snack kategorien. Faktisk vil jeg sige, at stedets styrke netop er de mindre retter, man får i starten. Det føles som om, der er kælet mere for retterne her. Men altså; alle retter er fantastiske, og Hamachi servering nummer to med sesam olie og lys ponzu er den bedste fisk, jeg nogensinde har smagt.
Jeg glæder mig allerede til at besøge stedet igen, men prisen taget i betragtning, så må vi hellere vente et års tid igen :)

lørdag den 16. april 2016

Berlin madoplevelser

Vi rejste til Berlin i påsken, hvor vi besøgte fire Michelin restauranter. Normalt får vi også besøgt nogle mindre fine steder for at få f.eks. en schnitzel eller curry wurst, men denne gang blev der desværre ikke tid til overs.

---

Tim Raue (2 Michelin stjerner)

Tim Raue er en af vores gamle favoritter og dette var vores tredie besøg på stedet. Vi har både prøvet deres tasting menu og deres billigere frokost menu, og til denne frokost valgte vi igen fra deres frokost menu, hvor vi fik følgende retter (beskrivelse taget direkte fra menu kortet):

Goose liver, jiaguian & nori (Bitten)
Gilthead sashimi, celtuce & apple (Sebastian)
Dim Sum "bbq pork bun & lettuce" (Begge)
Dim Sum "peking duck" (Bitten)
Red prawn, tomato & galangal (Sebastian)
Suckling pig, dashi & ginger (Begge)
Shanghai beef, blood orange & star anise (Bitten)
Turbot, jade sauce & sansho pepper (Sebastian)
Stilton, pear & parmesan (Bitten)
Thai mango, lime & safron (Sebastian)

Ved tidligere besøg har min favorit været dim sum med gris, men denne viste det sig desværre at de helt havde ændret, og selvom Sebastian var begejstret for den nye version var jeg lidt skuffet. Den var stadig god men på ingen måder som den var før. Dim sum med and derimod var fantastisk saftig og velsmagende og frokostens favorit for mig.


Min første ret gåselever var jeg ved første bid også skuffet over; blandingen af gåselever og tang var bare sær, men så opdagede jeg wasabien og retten ændrede sig markant, og jeg endte med at nyde den og retten blev også en favorit.


Sebastians favorit var den dejlig sprøde og møre gris, vi begge fik. Den var simpel og havde en dejlig saftig og fed smag - på den gode måde.


Derudover var han også begejstret for min dim sum med and, som han var så heldig at få nogle bidder af.

I virkeligheden var der ingen retter, der var skuffende (hvis man ser bort fra min forventning til grise dim summen), og Tim Raue er klart en sted vi vender tilbage til. Det er så dejligt et afslappet sted at sidde, maden er skøn, og så er det rart med et sted der kan lave en sake menu til maden.

---

Les Solistes (1 Michelin stjerne)

Jeg vil ikke sige så meget om Les Solistes. Stemningen og servicen er rigtig god på stedet, men mad stilen er ikke så meget os. Vi har prøvet noget lignende på Pierre Gagnaires anden restaurant i London; Sketch, hvor vi var begejstrede, men måske har vi ændret os siden da eller også lykkedes det bare ikke så godt med retterne denne aften.

Vi valgte hver 3 retter; forret, hovedret og dessert, og det specielle ved dette sted er så at hver ret består af en hoved tallerken og 2-4 satellit retter. Nogle af de smage, vi fik denne aften, var skønne og andre ramte lidt mere ved siden af. Vores primære kritik af stedet er nok at satellit retterne ikke altid passede sammen eller med hoved tallerkenen, og det var lidt forvirrende at regne ud på hvilken måde man skulle spise det hele, så det gav optimal oplevelse.

Pierre Gagnaire var i øvrigt selv til stede denne aften, hvor han var ude og hilse på gæsterne inklusiv os. Det gjorde han også, da vi besøgte hans sted i Paris. Han virker meget personlig investeret i hans restauranter og hans gæster.

---

Horváth (2 Michelin stjerner)

Dette var vores første besøg på Horváth og vi endte der primært fordi vi skulle finde et sted, der havde åben en søndag aften og havde gode anmeldelser.

Selvom stedet har to Michelin stjerner og en fancy omend lidt sær tasting menu, så passede service og stemning ikke dertil i vores mening - nu er vi måske også lidt forkælede, hvad det angår. Jeg føler både at stedet og madstilen vil passe sig bedre til en mindre menu. Det kunne man dog også vælge, men da vi ikke kendte madstilen i forvejen, valgte vi desværre den lange menu.

Maden på Horváth var meget hit-and-miss og mere miss end hit. Vores favorit ret var grønne tomater, kyllingeskind og sorte kantareller. Retterne er godt komplicerede, hvad det kort man fik med til hver en ret også beskrev - med alle ingredienser og hvordan de var lavet.

Retterne var udfordrende med mange usædvanlige ingredienser. Hovedretten var en pink stegt kalvelever, som ikke altid blev spist op, hverken af Sebastian eller af flere af de andre gæster. Overraskende nok så kunne jeg lide retten, selvom jeg fra helt lille hårdnakket har nægtet at spise lever.

Vi kommer ikke tilbage til Hórvath, og jeg vil kun anbefale stedet til folk, der kan lide udfordrende mad.

VAU (1 Michelin stjerne)

Sidste dag i Berlin spiste vi en frokost på restaurant VAU, som vi har besøgt en enkel gang før.

Denne gang fik vi et bord ved vinduet ud mod gaden, hvor vi sidste gang sad længere inde i restauranten. Jeg kunne klart bedre lide dette bord - især en dag som denne, hvor solen bagte skønt ind af vinduet.

Jeg valgte dagens frokost menu, hvor jeg fik:
Salat med kalv og nye kartofler
Kylling med makaroni, spinat og gulerødder
Kvark, rabarber og hindbær

Min favorit til denne frokost var kyllingen, der nok er den bedst stegte kylling, jeg nogensinde har fået, og så var tilbehøret perfekt dertil. Forret og dessert var også skønne.


Og Sebastian valgte følgende retter fra deres frokost ala carte menu:
Stegt torsk med løgtærte
Rødding med spinat, grape og brunet smør
Tarte tatin med rom, rosiner og valnødder

Sebastian har ikke en klar favorit men siger at de alle var gode.

Maden på VAU var faktisk det bedste vi fik på turen i Berlin; simpelt, klassisk og velsmagende. Og der er ingen tvivl om at vi vender tilbage hertil.

---

På næste besøg i Berlin vil vi forsøge at levne plads til lidt robust tysk mad, og så vil vi gerne tilbage på både VAU og Tim Raue igen.

Og måske skulle vi få prøvet en döner kebab også. Det er ellers ikke noget, jeg har forbundet med Berlin eller Tyskland. Men en kollega mener, at dette var det rigtige at prøve i Berlin, og efter lidt internet søgning kan jeg dog også finde ligeså mange lister over döner kebab steder, som jeg kan om curry wurst steder. Tjah, man lærer jo altid noget nyt.

søndag den 10. april 2016

Restaurant besøg 2015 - lidt blandet uden stjerner

Jeg håber snart, at få mig taget sammen til at udgive min oversigt over de bedste restaurant besøg i 2015 - den er desværre ikke skrevet færdig endnu. Her vil jeg blot nævne lidt løst og fast fra 2015, som ikke er blandt de bedste men stadig bør nævnes enten som en postiv eller negativ oplevelse.

Først restauranter, der måske ikke var blandt de bedste, men som stadig bør nævnes som noget specielt og positivt:


MASH i Bredgade har fået ægte japansk Wagyu kød og efter have nydt det på Rasmus Munks “Tree Top “ i Vejle måtte vi prøve det som en hovedret også. MASH har både Wagyu kød (som kan være opdrættet flere steder i Japan) og Kobe (som skal komme fra en mindre region af Japan - relativt mindre, da regionen har lige så mange beboere som Danmark). Wagyu kød er ekstremt fedtmarmoreret og en speciel oplevelse.

Vi prøvede en Kobe “prime cut” og både en “prime” og “round cut” af Wagyu fra Miyazaki regionen. Vi foretrak den lidt mindre fede Miyazaki kød - til en anden gang vil vi anbefale 100g “prime cut” til deling som forret (uden tilbehør) og derefter 100g “round cut” per person til hovedret.
Det var en majestætisk oplevelse, men Sebastian mener, at Wagyu kød er bedst i små portioner i en større tasting menu (som på Tree Top). Jeg er til dels enig, men skal samtidig prøve dette igen på den anbefalede måde.

Vin til maden: Catena Zapata’s “Nicasia” Cabernet 2010. En fantastisk sydamerikaner fra et vinhus vi er vilde med.


Era Ora - Vi fik også besøgt Era Ora sidste år for første gang siden 2008. I denne periode har de fået ny chef kok, og der er da heller ingen tvivl om at stilen har ændret sig. Alligevel er vores mening stadig den samme om stedet; det er da udmærket men nok ikke pengene værd.


Bæst - På bæst serverer de simpelt og velsmagende italiensk mad og man har både pizza og diverse småretter og forretter at vælge imellem. Og det var alt sammen lækkert. Vi vender klart tilbage.


Og så årets skuffelser:

Höst - Vi har ellers før kunnet lide dette sted, men 2015 besøget var langt under standard. Måske havde de bare for travlt omkring nytår. Det håber jeg på, men med så mange skønne restauranter i København, går der nok lang tid inden vi giver dem en chance igen.


lørdag den 2. april 2016

Kadeau - en hel ny oplevelse

Sidst jeg besøgte Kadeau var i 2014 med min veninde Katrine og sidst jeg var der med Sebastian var 2012. Der er sket meget siden disse besøg. Faktisk vil jeg kalde det en helt anden oplevelse; både mht. maden men så sandelig også mht. oplevelsen - omgivelser, service og stemning.

Deres nye lokaler er meget mere behagelige at sidde i med skønne og behagelige stole og servicen er helt i top - afslappet og præcis.

Sebastians favorit denne aften var hengemte grøntsager, friskost, sensommer tomat og kamille. Foruden smagen var det især håndværket der imponerede, hvor super tynde skiver grøntsager var stablet sammen og udskåret til en perfekt firkant med de tynde grøntsagslag vendt opad.


Min favorit denne aften var jomfruhummer med valnødder, fingertang og saltet kammusling rogn. Dette var en meget usædvanlig ret, hvor valnødden var skåret i supertynde skiver og dækkede jomfruhummeren hel således at valnødden var i fokus men alligevel ikke overdøvede jomfruhummeren. Det smagte skønt.

En anden favorit var varmt røget selleri med kaviar, skovmærke og gæret hvid asparges. Som med jomfruhummeren, var det en ret, hvor kaviaren skulle dele hovedrollen med det øvrige tilbehør. Normalt er begge disse ingredienser noget der bør serveres simpelt og uden for meget andet på tallerkenen, men i begge tilfælde lykkedes det Kadeau at løfte retten ved at tilføje de helt rigtige ingredienser, hvilket imponerede mig meget.


Maden på Kadeau startede super stærkt og i vores lille point system endte jeg med at give top karakter til hele 4 retter, hvilket er meget usædvanligt. Desværre faldt deres desserter slet ikke i min smag og nogen af deres større salte retter kunne godt forfines noget mere - f.eks. serverede de et ret stort stykke gris til hovedret, som egentlig smagte ok men bare var for meget som en del af en så lang menu. Der er dog stadig ingen tvivl om, at vi vender tilbage, for når de rammer plet så er det perfektion over alt.

Den samlede menu denne aften var:


lørdag den 27. februar 2016

Valentines aften på Formel B

På Valentines dag i år spiste vi på Formel B for første gang i mange år. Og det viste sig heldigvis, at være et udmærket valg.

Vi fik et hyggeligt hjørne bord, og havde hjørnet for os selv et godt stykke tid, inden der kom andre gæster til nabobordene. Stemningen var hyggelig, afslappet og romantisk og betjeningen var stille og rolig. Stedet havde ingen speciel valentines menu men blot den samme 5-retters menu, som de normalt har. Vi valgte dog at vælge vores retter a la carte i stedet, så vi kunne prøve endnu mere ved at smage lidt på hinandens retter.

Sebastian fik:
Ceviche på torsk med sprød glaskål, citron og tatar sovs.
Oksetatar med spæde ramsløg, comté og grillet kål.
Stegte jomfruhummer haler med blodappelsin, artiskok og hollandaise.
Vesterhavspighvar med persille, hvidløg og braiserede kalvehaler.
Sprøde æbler med vanilla parfait og rosmarin.

Og jeg fik:
Marineret blæksprutte med soya, selleri remoulade og æbler.
Råstegt hummer a la Nage med gulerodspuré og lammefjordsgrønt.
Stegt kanin med sprød kartoffel, brunet smør, salvie og nye hvidløg.
Sprødstegt brissel med rosmarin, gulerødder og mandarin puré.
Lun øllebrød med vanilleis, blåbærsgranité og crumble.

Mine favoritter var klart kaninen og hummeren, der begge havde en skøn kraftig og samtidig velbalanceret smag. Hummeren havde noget dejlig sprøde og spæde grøntsager til som måske overtog lidt fra hummeren. Når alt kommer til alt kan jeg bedst lide en hummer på klassisk vis; kogt og med citronmayo, men kvaliteten af grøntsagerne gjorde alligevel retten noget helt specielt. Og kaninen - den var jo bare perfekt. Den bestod at to små medaljoner med grønt og kartoffel til. Simpelt, velbalanceret og fantastisk smagfuldt.


Sebastians favorit var tataren, der var kom i gode chunky stykker netop som han kan lide den. Sådan får han den også hos Sushi Lovers, hvor han får en omakase menu hver uge. Han var lidt skuffet over pighvaren med kalvehaler men ellers var han glad for de salte retter.



Vi syntes begge, at Formel B er et rigtigt godt a la carte sted, dog vil jeg sige, at 5 retter er alt for meget, og da vi mere er til de salte retter end søde og samtidig også syntes, at det er de salte, der er bedst på Formel B, så skipper vi nok desserten næste gang.

lørdag den 14. marts 2015

De bedste restaurant besøg i 2014

Så er 2014 mere end slut, og jeg vil nu give et bud på de bedste restaurant oplevelser, vi har haft, i løbet af 2014.

Jeg vil inddele i tre kategorier :
***
3 stjerner for den formidable og perfekte total oplevelse.
**
2 stjerner er stadig fantastisk, men der blev begået nogle fejl, og/eller der var nogle fejlskud i menuen.
*
1 stjerne er stadig rigtigt godt, men oplevelsen var stadig lang fra perfektion. Der blev begået nogle fejl, og/eller der var for mange fejlskud i menuen, og/eller måske var maden bare ikke helt så meget i vores smag.

Og året gav følgende:

***
Amass: Amass er kraftige og skønne smage i masservis, og er stadig vores favorit over alle.

Geranium: Ligesom Amass er Geranium en klar favorit af vores - dog på en helt anden måde med lette og elegante retter.

**
Petrus (London): Der var rigtig mange favorit retter ved vores besøg i 2014, og havde de valgt en anden hovedret ville de måske være endt med 3 stjerner. Vi skal klart tilbage hertil for at se, om de kan komme helt i toppen - det tror jeg på.

Tree Top (Vejle): Jeg spår Tree Top og kokken Rasmus Munk en fantastisk fremtid. Deres styrke er klart deres snacks - både dem inden menuen og dem til kaffen. Retterne var også rigtig gode men mangler nogle favoritter for at de kan få den sidste stjerne.

Matbaren (Stockholm): Jeg kan rigtig godt lide den afslappede stil på stedet og den kraftige og smagfulde mad.

Jacobs (Hamburg): En eller anden dag bliver vi nødt til at komme tilbage til Hamburg, om ikke for andet så for at besøge dette sted igen. Vi valgte med vilje en let menu, da vi ikke var så sultne. Og vi var rigtig glade for maden, og jeg tænker, at de andre menuer måske ville have været endnu bedre. Det må vi få undersøgt.

*
FACIL (Berlin): Facil er god til frokost i skønne, afslappende og solrige omgivelser. Og maden den er også dejlig, omend Sebastian har en tildens til at vælge de forkerte retter.

Tim Raue (Berlin): Vi elsker især de asiatiske forretter på Tim Raue, men føler at deres hovedretter ikke helt kan hamle op med disse. Næste gang i Berlin vil vi prøve deres tasting menu - måske dette vil gøre forskellen, så de kan få en stjerne mere.

Launcester Place (London): Vi fik en fantastisk vagtel med majs på Launcester Place, men ellers skuffede stedet nok lidt. Stadig var denne ene ret så god, at de fortjener en stjerne.

Kiku (London): Kiku er et japansk sushi sted i London, de serverer simpel og fantastisk sushi - de serverede os bl.a. det bedste stykke sushi, vi nogensinde har fået - en tun-toro nigiri.

The Square (London): Måske skulle jeg give den 2 stjerner, de laver virkelig godt mad, som jeg på dette besøg dog var gladere for en Sebastian var. Men det ærger mig bare, at de ikke kan få styr på det med vinen og timingen af denne.

Studio: Studio er virkelig interessant og velsmagende, men jeg mangler nogle flere favoritter inden jeg kan give den flere stjerner.

Frántzen (Stockholm): Stedet er stadig rigtig god - også uden Lindeberg, men alt i alt var jeg ikke nær så begejstret for vores 2014 besøg som tidligere besøg.

Haerlin (Hamburg): Jeg føler, at Haerlin burde have været bedre end den var. Når Haerlin er god så er den rigtig god, men der var bare for mange retter der skuffede.

fredag den 14. november 2014

London - madoplevelser mm.

Vi besøgte London i starten af Oktober måned, hvor vi havde især en god madoplevelse og så to mere, der bare var ok.

*************************************

Restaurant: Launcester Place
Hjemmeside: http://www.launcestonplace-restaurant.co.uk/

Normalt når vi besøger en ny restaurant i London, så starter vi med at tage en billig frokost menu, og først hvis dette var godt, så prøver vi måske den dyrere tasting menu ved et nyt besøg. Men dette sted lød så fantastisk, at vi mente, at det ville være sikkert at tage en tasting menu allerede ved første besøg. Desværre viste det sig at være en fejltagelse. Vi fik en fantastisk ret, en god ret og resten var bare ok.

Den fantastiske ret var vagtel serveret med bl.a. majs. Den havde en fantastisk kraftfuld og velbalanceret smag.


Derudover fik vi nogle kammuslinger med trøffel, der også var gode, men resten af retterne var ikke helt i toppen i vores mening.

Vi kommer nok ikke tilbage til Launcester Place - ikke når der er så mange andre fantastiske steder at besøge i London.

*************************************

Restaurant: Chez Bruce
Hjemmeside: http://www.chezbruce.co.uk/

Chez Bruce er et klassisk a la carte sted, hvor man selv vælger sine typisk 2-3 retter.

Vi valgte hver 3 retter fra deres menukort.

Sebastian fik:
Tagliatelle med andreragout, kantareller og parmesan.
Kylling med gnocchi, svampe og trøffel.
Créme Brulée.

Og jeg fik:
Indiske "fishcakes".
Rype med majs, cremet spelt, bacon og rødkål.
Stracciatella isdessert.

Min favoritret var min hovedret, der havde en skøn smag af vildt og sødme fra majsen. Teksturerne i retten var også i top, hvor det var en god blanding af cremede, bløde, faste og sprøde fornemmelser. Det er en ret, jeg glædeligt ville spise igen.


Maden på Chez Bruce var udmærket - men lidt hit og miss som for andre lignende a la carte steder såsom Social familien. Min bedste ret var Rypen, og jeg tror, at Sebastian var heldig med alle hans valg. Jeg kan ikke udelukke, at vi vender tilbage til Chez Bruce engang, men er samtidig lang fra sikker på det.

*************************************

Restaurant: Petrus
Hjemmeside: http://www.gordonramsay.com/petrus/

Hvor vi blev skuffet over Launcester Place, som vi havde ventet meget af, blev vi overraskende nok henrykte over Petrus, som vi ellers ikke havde ventet meget af.

Vi ville egentlig have haft en billigere frokost menu, men som så ofte med os, så endte vi i stedet med den større tasting menu med tilhørende vinmenu. Jeg vil ikke gå gennem vinene, men de var rigtig gode, og så elsker jeg en restaurant, der er fræk nok til at starte med en rødvin i en vinmenu - jeg tror faktisk aldrig, at det er sket før.

Jeg har nedenfor tyvstjålet beskrivelsen fra menuen til mine kommentarer.

Sautéed foie gras with fresh figs, mead and bees pollen.

Det er ved at blive svært at finde steder, der serverer foie gras - især i den stegte udgave, så det var rigtig godt at få igen. Retten var delikat og smagfuld med en god blanding af den fede smag fra foie gras'en og den frugtige og søde smag fra figen og honning.


Roasted scallops with new season sweetcorn and crispy chicken wings.

Kammuslingerne var klart en af mine favorit retter til denne frokost. De smagte skønne sammen med det cremede majs og sprøde kyllingeskind.


Fillet of Cornish brill with cuttlefish and cep bolognese.

Endnu en favorit ret. Selvom jeg egentlig ikke syntes, at retten ser ud af så meget, så var der rigtig pow på smagen her.


Dingley Dell pork belly with caramelised Braeburn apples, young fennel and anise jus.

Dette var nok frokostens mindst interessante ret for os. Jeg tror bare, at jeg foretrækker en mindre forfinet griseret.


Chocolate sphere - milk ice cream and honeycomb.

Denne dessert var virkelig flot, da den kom ind på bordet - en perfekt hul kugle af mørk chokolade, og dette er så resultatet efter, at der er hældt varm chokolade ud over retten - knap så nydelig, men hold da kæft, hvor smagte det lækkert. Intens mørk chokolade med honning og en skøn mælkeis i midten til at bryde den intense chokolade smag.


Vi havde en skøn frokost på Petrus, og der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage. Og gerne allerede til næste år.

*************************************

BallyTurk

Foruden at spise på de allerede omtalte steder, fik vi handlet en masse, og så så vi et enkelt skuespil, vi havde købt billetter til hjemmefra. Stykket hed BallyTurk, og havde Cillian Murphy i en af sine to hovedroller. Det er meget svært at beskrive dette stykke - det er et stykke, jeg er glad for at have set, men samtidig aldrig ville ønske at se igen, og undervejs i stykket følte jeg mig til tider så pint af stykket, at jeg havde lyst til at gå og bare ventede på, at det skulle slutte. Men samtidig var det fascinerende på en lidt bizar og forvirrende måde.

Stykket handlede om to mænd, der levede alene i et rum uden døre eller vinduer eller nogen kontakt til den omgivende verden, undtagen at de til tider kunne høre stemmer gennem væggen, der tilsyneladende ikke kunne høre dem eller bare valgte at overhøre dem.

Fordi de havde levet det meste af deres liv helt alene indeni dette rum, var de jo blevet godt sære, og det meste af tiden fløj de frem og tilbage på scenen og opførte sig rent sindsyge i en sær selvopfunden verden.

Men som stykket skred frem, begyndte jeg at blive nysgerrig; er det rent faktisk en mening med dette her. Gennem deres samtaler får man at vide, at de er blevet bragt til dette sted af en mand, og at de har været meget unge på det tidspunkt. Cillian Murphys karakter (den yngre mand af de to) bliver f.eks. meget forskrækket over en mystisk flyvende og summende ting, der pludselig dukker op - hvad er det nu, det er, har han ikke set eller hørt om sådan nogle før - han kan ikke helt huske det. Det er selvfølgelig en flue, der har fundet vej ind til dem, og man må have været meget og længe isoleret for slet ikke at kunne huske, hvad en simpel flue er.

Da den stygge mand senere dukker op fra en væg, der åbner sig, tager deres liv sig en ny drejning. En af dem skal komme med ham for at dø. Den ældste vil naturligvis ofre sig men den unge, der så længe har drømt om og ønsket sig livet udenfor deres lille verden, overtaler ham til at lade ham gå istedet. Han vil så gerne forlade deres verden, at han er villig til at dø bare for nogle få skridt i den ydre verden.

Min opfattelse af stykket er, at de var blevet kidnappet som børn, og bragt til dette sted som et sygt eksperiment af en ond og syg hjerne. Jeg har senere søgt på nettet om andre holdning for det bliver virkelig aldrig klart for os, hvad der sker, og ideerne er mange; alt fra bare en sindsyg mands tanker til en mand i koma, der drømmer - nå ja og min opfattelse, er der så også andre, der har.

Stykket var fuld af sær og pinagtig opførsel, og jeg vil aldrig ønske at se den igen, og vil heller ikke anbefale den til andre. Jeg kan nemt forestille mig, at andre vil kunne føle sig mere pint. Og da vi kom ud fra stykket, mindede Sebastian mig også om en koncert, han havde taget mig med til, hvor jeg virkelig blev sat på prøve og mest havde lyst til at "hænge" mig selv. Og Sebastian sagde, at nu er vi lige, så han har helt klart følt sig mere pint. Men alligevel er jeg glad for at have set stykket, og egentlig har jeg aldrig fundet et stykke så fascinerende før, at jeg har følt, at jeg bare måtte skrive min oplevelse ned.

*************************************

Og nu skal vi snart til London igen :)

søndag den 14. september 2014

Tree Top på Munkebjerg hotel i Vejle

Restaurant: Tree Top
Hjemmeside: http://tree-top.dk/

Vi besøgte restaurant Tree Top i Vejle på vejen hjem fra familie besøg i august måned. Der er mange ting ved Tree Top, der skiller sig ud fra så mange andre ellers lignende steder. For det første ligger den midt i Munkebjerg skov i nærheden af Vejle og med udsigt til de høje grønne træer og Vejle fjord. For det andet er restauranten nyoprettet for knap 2 år siden, da den gamle restaurant og en del af hotellet brændte ned pga. en frituregryde i køkkenet. De havde heldigvis en god forsikring og benyttede muligheden for at bygge denne nye fantastiske restaurant. Og for det tredie, så valgte hotellet at ansætte en kun 22-årig chefkok for at bringe restauranten op i klasse. 

Stemningen på restauranten var afslappet og med en præcis, rolig og nærmest familiær betjening. Det var en meget behagelig restaurant at spise på - om alt er ligeså afslappet i weekenden er selvfølgelig svær at vide, da vi der en mandag aften.

Tree Top serverede fantastiske snacks, der var både minimalistiske og yderst velsmagende på samme tid. F.eks. fik vi den bedste skinke, vi nogensinde har fået, blot viklet om et stykke ben lige til at spise den fra. Præsentation er også noget, de har fuld ud styr på, hvor alle retter er meget nydelige og opfindsomme i deres visuelle udtryk. F.eks blev vi serveret en tomat juice i en udhulet tomat med blot et hul til en lille sugerør - sjovt og velsmagende.


De fleste snacks var ikke så udfordrende men blot lige at gå til. En enkel skilte sig dog ud - det var en sprødstegt hønsefod, som vi skulle spise med fingrene. Det var lidt fedtet men smagte ganske godt. Vi fik også en kaviar smagning, hvor vi kunne smage fire meget forskellige slags kaviar. Det var sjovt at prøve, men vi bliver nok aldrig kaviar fans.

Og aftenens bedste snack var et fantastisk stykke japansk Kobe kød, der normalt ikke eksporteres ud af landet, men ambassaden havde givet tilladelse til at netop Tree Top kunne få lov at købe noget af kødet. Det lyder måske som meget besvær, men personligt har jeg aldrig fået bedre kød end dette. Og også denne ret var skøn at beskue, hvor det møre, saftige og yderst smagfulde stykke kød blev serveret på en sfære af folie over krydderurter - et sart stykke kød på en sart tallerken, hvor vi blev advaret om ikke at stikke gennem foliet.


Da vi gik videre til menuen ændrede stilen sig lidt. Det simple blev nu erstattet med lidt mere komplicerede smage og udtryk.

F.eks. avokado med piment (røget paprika), tomat og balsamico.


Og hovedretten var oksehøjreb med majs og urter.


Og desserterne var lette, elegante og nydelige at betragte. Denne bestod af yoghurt og urter


Stedet er klart bedst til snacks, og dem vi fik til kaffen var ingen undtagelse, hvor vi f.eks. fik candy floss, hjemmelavet dumle og vingummi "regnorme".


Sidst på aftenen fik vi udleveret den samlede menu inklusiv snacks, og her kan man tydelig se, hvordan de 10 retter blev til hele 29 serveringer, hvor vi dog fik alle kaffe snacks på samme tid.


Vi havde en skøn aften på restaurant Tree Top med en rigtig god helhedsoplevelse. De er fantastiske til snacks, og der var ingen retter i menuen, der skuffede - alt var lavet til perfektion, med en god balance og med masser af skønne smage. Skulle jeg alligevel ønske mig mere at stedet, er det nogle favoritter fra selve menuen, alt var rigtigt godt, men det der gjorde mest indtryk var klart snacksene.

Nu er chef kokken Rasmus Munk jo også stadig ret ung, og jeg har store forventninger til, at han om et år eller to vil være endnu bedre endnu. For der er ingen tvivl om, at han har ambitionerne - her er det kun perfektion og de bedste af de bedste råvarer, der kan bruges. Han har allerede vundet mange priser, og det var da også kåringen som danmarks bedste restaurant i den danske White guide, der gjorde os opmærksom på stedet, og ikke lang tid senere begyndte der at dukke reviews op hos flere af danmarks madbloggere, og på vej hjem fra Vejle i toget fandt vi ham sørme også i månedens Gastro. Der er ingen tvivl om, at Rasmus Munk og Tree Top er meget in for tiden. Det bliver rigtig spændende at se, hvordan denne gastronomiske historie fortsætter, og jeg glæder mig til at vende tilbage om et år eller to.

For dem, der besøger restauranten, kan jeg desuden anbefale at komme tidlig nok til, at man kan udforske skoven om hotellet, hvor der er flere afmærkede stier at vælge imellem. Vi gik turen på 2.5 km, hvilket normalt ikke er noget, der udfordrer os så meget, men det med at gå i skoven op og ned og med vandpytter at omgå viste sig at være lidt af en udfordring - men sjovt.

Hotellet minder lidt om en konference hotel, og det ærgrede mig måske også lidt at vores gastronomiske weekend ophold skulle slutte af med en standard morgen buffet, som man ser på et hvilket som helst anden hotel.

Men stadig - ingen tvivl om at jeg vender tilbage.

lørdag den 23. august 2014

London - madoplevelser mm.

Vi besøgte London i Juli måned i år, hvor vi fik rigtig mange madoplevelser - både nogle der skuffede og nogle der var fantastiske.

Restaurant: Patty and Bun
Hjemmeside: http://pattyandbun.co.uk/

På Patty and Bun fik vi en skøn, fedtet og saftig burger. Jeg fik deres "Smokey Robinson" burger med en god saftig bøf, salat, tomat, bacon, mayo, ketchup, karameliseret løg og en god brioche bolle. Den var rigtig god og syndig - den bedste burger, jeg længe har fået.

Sebastian fik dagens burger med bl.a. griseslag og blodpølse.


Det var altså en rigtig god burger, vi fik på Patty and Bun, men uanset hvor god den var, er jeg ikke sikker på, at vi vender tilbage. Det var bare for kaotisk, og så blev burgeren ikke serveret på en ordentlig tallerken med ordentlig bestik, men istedet sad man og kæmpede med at få den spist uden at grise sig selv for meget til - det lykkedes i øvrigt ikke for Sebastian :) Og Sebastian tvinger mig til at skrive "for en gangs skyld", da det normalt er mig, sådan noget sker for :)

Jeg vil drømme sødt om burgeren længe endnu, men stedet det var mere et mareridt. Måske er vi bare blevet for gamle og bekvemmelige.

Restaurant: Social Eating House
Hjemmeside: http://www.socialeatinghouse.com/

Sidst vi var i London, besøgte vi Pollen Street Social og var klart imponerede. Denne gang besøgte vi to søster restauranter dertil. Social Eating House til aften og Little Social til frokost på sidste dag i London.

Som Pollen Street Social er Social Eating House livlig med masser af rend og larm. Modsat Pollen Street fandt jeg dog betjening lidt mangelfuldt her.

Vi startede med at dele en røget "knuckle" skinke med picadilly og blodpølse.

Herefter fik jeg:
Saltet torsk brandade med sprød skind, rå karl johan svampe og iberico skinke
Grilled "cote de porc" med cremet kantarel, grillet courgette, parmesan og en sovs på øl
Miami Vice Sundae

Og Sebastian fik:
Laks med miso creme fraiche, BBQ agurk og sommertrøffel
Perlehøne med parmesan, salat og miso
Jelly & Ice cream


Min favorit denne aften var klart grisen, der er noget af det bedste gris, jeg har fået - en slags fancy grisekotelet. Den var super saftig og havde en skøn grillet og let brændt smag. Den ville jeg med glæde spise igen - måske vil jeg selv prøve at grille sådan et stykke gris. Ellers er Sebastian nok noget mere begejstret over besøget end mig. Min Miami Vice Sundae var lidt for smeltet og min torsk lidt for salt. Sebastian var meget begejstret for hans retter - især laksen, som han stadig taler om.

Restaurant: Kiku
Hjemmeside: http://www.kikurestaurant.co.uk/

Vi endte med at besøge Kiku to gange, mens vi var i London. Første gang var til en frokost, hvor jeg fik en Bento box og Sebastian fik et udvalg af sashimi.

Min bento boks var super lækker og indeholdt både sashimi, tempura, bagt laks og noget tilberedt grønt - heribland en dejlig stykke saftig aubergine, der maske var tilberedt i miso eller lignende.


Stedet er meget simpelt indrettet, betjening venlig og rolig - som indretningen lidt men simpelt og uden mangler, og så havde de et automatisk toilet med en betjeningspanel på væggen ???

Vi var så begejstrede for denne ret autentiske japanske frokost, at vi bestilte et bord til næste aften. De havde nemmelig også en laaang liste over nigiris, som vi gerne ville prøve, og udfra frokosten vurderede vi, at det ville blive rigtig godt.

Vi var dog ikke særlig sultne til denne aften, da vi havde spist på The Square til frokost, men vi fik da plads til lidt, og der var ingen sure miner over, at vi ikke bestilte så meget. Stedet er meget familie præget, og jeg tror, de syntes, at det var dejligt, at vi sådan kom tilbage for mere.

Til aften fik vi et udvalg af sashimi, bagt/friteret aubergine med miso, et udvalg af tempura og 4 nigiris hver. Vi fik begge guld brasen (sea bream), tun-toro (det bedste stykke af tunen), havabore og så fik Sebastian en pighvar mens jeg fik en ål.


Dette var virkelig fantastisk sushi, og selv med alle de andre madoplevelser, vi havde i London, er det tun-toro nigirien, jeg husker tydeligst nu - for fanden hvor var den god.

Restaurant: Dinings
Hjemmeside: http://dinings.co.uk/

Vi spiste på Dinings en varm aften, hvor vi sad i en varm kælder med blæser og højt lydniveau. Betjeningen var venlig men lidt for travl og forvirret med dårlig koordinering mht. retter og tid.

På Dinings valgte vi et lille hav af småretter:
Tar-tar chips med skotsk hummer og yuzu jalapeno sovs (Sebastian)
Tar-tar chips med krabbe og cremet jalapeno sovs (Mig)
Yellowtail sashimi med engelsk kaviar, jalapeno salsa og yuzu hvidløgs sovs
Tun toro sashimi toppet med foie gras mousse, kizami wasabi og en hjemmelavet tosa soy
Tataki på skotsk laks med en salsa på løg og peber, engelsk kaviar og jalapeno dressing
"Nasu miso" grillet aubergine med sød miso
Sprød griseslag med æble salsa og "cho-gochujang" sovs
Krokette af wague og kartoffel
Åben sushi rulle med en tempura jomfruhummer på toppen
Grillet sort miso torsk med chili, hvidløgs salsa

Maden var lækker og interessant, men stedet var bare ikke nær så indbydende som Kiku.
Favoritter var aubergine retten og alle sashimi/tataki retter. Faktisk var alt fantastisk mua. deres kød retter, og så fandt vi rullen lidt sær.


Måske kunne vi finde på at vende tilbage - maden er virkelig skøn, men ikke en sommer, da det er for varmt. Men måske vil vi vælge et mere bekvemt sted istedet - f.eks. Kiku.

Det er dog svært at sammenligne de to steder, Kiku var simpelt og autentisk, og Dinings var interessant og udforskende, så det kommer nok an på, hvad man er til, hvilket sted man bør besøge. Typisk er vi mere til det japanske fusions køkken med interessant sushi, men i dette tilfælde er vi nok mest solgt på den autentiske sushi, vi fik hos Kiku.

Restaurant: The Square
Hjemmeside: http://www.squarerestaurant.com/

Vi fik en tasting menu med vinmenu på The Square. Vi ville egentlig bare have besøgt stedet for deres billige frokost menu, men da det gik op for os, at det var hele 5 år siden vores sidste besøg, så ville vi alligevel forkæle os selv med deres tasting menu :)

I kan nedenfor se menuen vi fik inkl. vinmenuen.




Jeg syntes, at maden på The Square var rigtig godt på dette besøg, og måske også bedre end sidste gang vi fik en tasting menu på stedet. Jeg havde mange favoritter denne aften bl.a. lammen, og det er altid dejligt, når en hovedret er en favorit - normalt ligger vores favoritter mest blandt forretterne.

De har desværre stadig lidt problemer med at time deres vinmenu til deres mad, men det var heldigvis kun en enkelt gang de missede det, og der blev hurtigt rettet op på det.

Sebastian var nok knap så imponeret som mig over dette besøg, men jeg skal nu nok lokke ham tilbage engang igen - om ikke andet så om endnu 5 år igen.

Restaurant: Little Social
Hjemmeside: http://www.littlesocial.co.uk/

Jeg fik:
Risotto med sort trøffel
Boudin blanc "pølse" af gris og sort trøffel serveret med løg, blomkål og kartoffelmos

Sebastian fik:
Brøndkarse suppe med æg, kantareller, parmesan og croutoner
Oksekinder med marv, gulerødder og en kartoffelmos med peberrod

Og herefter delte vi:
Osteanretning med Perail, Cashel Blue og Comté med tilbehør
Pistacie crumble med kirsebær sorbet, whiskey-kirsebær, youghurt og terragon


Som på Social Eating House følte jeg, at dette var en lidt blandet affære, hvor risottoen var skuffende men pølsen udmærket. Og frokostens bedste oplevelse var faktisk osten, der var overraskende god og med et godt tilbehør - især til prisen.

Og til sidst lidt om alt det andet i London.

Normalt besøger vi ikke London midt sommer, da det simpelthen bliver for varmt i byen, og især undergrundsbanen er ikke til at holde ud. Jeg havde håbet på, at få handlet nogle ting, men kun den allermest nødvendige ting på listen blev nået - igen da butikkerne var for varme. I stedet brugte vi tid på at sidde i nogle af de parker, der lå lige om vores hotel; Green Park og Hyde Park, hvor vi sad og læste i vores kindle bøger.

Grunden til, at vi alligevel endte derovre i Juli måned var, at Sebastian gerne ville besøge Farnborough Airshow. Det er flere år siden han første gang snakkede om, at han gerne ville besøge sådan et show - kort fortalt sad man og så på en masser af fly, der lettede og fløj rundt i nærheden. F.eks. så vi Airbus A380 lette på denne relativ lille bane - det kunne lade sig gøre fordi den ikke var tung af passagerer og bagage, og vi så den lave manøvrer, som man ikke skulle tro så stort et fly kunne. Derudover var vi nok mest imponerede af de forskellige jetjagere, der også kunne manøvrere på imponeret vis.

Og så var Sebastian så heldigt at få en billet til Monty Python showet, der foregik samme dag som fly showet, så selvom han længe havde glædet sig til denne, var Monty alligevel mere vigtig at se :) Heldigvis var det kun et par fly vi måtte misse for at Sebastian kunne nå Monty Python showet, så han fik det bedste ud af det.

lørdag den 19. juli 2014

Skønt smørrebrød og øl på Mikkeller's nye "Øl og Brød"

Restaurant: Øl og Brød

Dette var vores første besøg på Øl og Brød. Sebastian er stor fan af Mikkeller øl, så muligheden for at få interessant smørrebrød og Mikkeller øl på samme tid var naturligvis noget der tiltrak. Og det, at de også serverer øllene i små glas, betød, at vi kunne få et nyt glas pr. smørrebrød.

Vi spiste der til en frokost, hvor der var varmt nok til, at vi kunne spise ude på deres bænke - eneste ulempe var dog blæsten, der ikke mente, at der skulle være urter på brødet.

Vi startede med:
Kulmule, kartofler, løvstikke, asparges, bacon, chips (mig)
Laksesalat, ærter, dild, radisse (Sebastian)
Og til disse fik vi begge to øllen:
Vesterbro Wit

Kulmule-brødet var nok min favorit til denne frokost - det var ellers tæt på, at jeg ikke bestilte den. Den havde en dejlig smag, hvor hver ingrediens spillede rigtig godt sammen - frisk, smagfuld, velbalanceret og interessant på samme tid. 

Laksesalaten var Sebastian også rigtig glad for - personligt syntes jeg ikke om dilden deri, men det er typisk mig.


Og derefter delte vi:
Kylling, svampe, urter
Tatar, østers, blomkål, persille
Hvortil vi fik følgende øl:
It's Alive with chardonnay mango (til kylling)
Boon 2y old lambic (til tatar)

Kyllingen var helt anderledes end normalt på smørrebrød - altså ikke en klassisk kyllingesalat. Derimod var det noget supermørt og saftig kylling på et stykke lyst brød og overhældt med en saftig blanding af svampe ved bordet, som gjorde, at brødet blev godt vådt i det. Det smagte skønt, men jeg ville nok have foretrukket rugbrød dertil.

Tataren var blød og behagelig uden at blive kedelig.

Øllen "It's Alive with chardonnay mango" var frokostens favorit øl for os begge. Den havde lagret på chardonnay fade og tilsat mango for friskhedens skyld. Den var virkelig skøn.


Og vores sidste servering blev:
Kalv, bløde løg, glaskål (Sebastian)
Tartelet med brisler, svampe, cremet persillesovs (mig)
Hvortil vi fik:
It's Alive (Sebastian)
Jackie Brown (mig)

Sebastian kalve-smørrebrød var nok frokostens mindst interessante og smagfulde stykke - ok, men bare ikke nær så god som de andre.

Min tartelet var derimod lækker. Den var fyldt med ristede brisler, rå skiver af champignon og en cremet persillesovs. Jeg havde ellers været noget skeptisk over, at der skulle være persille i retten, men det viste sig at være en dejlig blød og cremet persille smag retten havde.


Og herefter var vi så mætte. Vi var fristede til at tage en dessert også men valgte at stoppe.

Der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage - måske til aften næste gang. Dette er nok noget af det mest interessante smørrebrød, jeg har fået. Og øllen - den var også skøn, omend Sebastian er en større øl fan end mig - jeg er kræsen, når det kommer til øl.

onsdag den 16. juli 2014

Stockholm - madoplevelser mm.

Vi besøgte Stockholm til en lang weekend i juni, hvor vi besøgte Frantzén, The Flying Elk og Matbaren.


Restaurant: Frantzén
Hjemmeside: http://www.restaurantfrantzen.com/

Reelt set har vi ikke besøgt Frantzèn før, for sidst vi var her, hed stedet Frantzèn og Lindeberg, men nu har Lindeberg altså forladt stedet, og Frantzén kører solo. Stilen er meget den samme, og jeg vil derfor ikke gå så meget i detaljer - jeg tog ikke engang billeder af alle retter.

Menuen var denne aften:


Og aftenens Satio Tempestas menu bestod af:


Og retten var meget anderledes end andre år. Fremfor den sammenhængende ret, vi plejer at få, kan dette mere beskrives som grønt og urter med en smørdyppelse til, som man så kunne dyppe grøntsagerne i - lidt a la den italienske ret bagna cauda.


Vores favoritret denne aften var en tataki på bøf med trøffel og brunet smør. Dette var en yderst simpel ret men med en fantastisk smag. Alle andre retter var også gode og nogle bedre en det, men alt i alt er vi i dag nok knap så begejstret for stedet, som vi før har været.

Vi kommer nok tilbage en dag, men næste gang i Stockholm vil vi prioritere et andet sted - det kan jo heller ikke være Frantzén hver gang.


Restaurant: The Flying Elk
Hjemmeside: http://www.theflyingelk.se/

Da vi hørte, at Frantzén havde åbnet en engelsk gastro pub, var vi naturligvis solgt på ideen. Selvom det stilmæssigt ligger langt fra hans normale køkken, så måtte det bare være en god indikator, at han var indblandet.

Desværre var vi ikke så imponerede over maden.

Vi startede med nogle snacks, der var rigtig lækre - især chipsene med trøffeldip. Derudover fik vi flæskesvær med chilidip og to små toasts med kyllingelever.

Men hovedretterne var begge bare "forkerte" i det. Sebastian fik fish and chips med karry-remoulade, og hvorfor nogen ville vælge at putte karry i remouladen, ved jeg ikke, og så havde fisken ikke fået nok ifølge Sebastian. Og jeg fik deres "The Iron Lady" burger, der er en søndags specialitet med alt det sædvanlige. Og ved første bid var jeg faktisk henrykt - den var perfekt stegt og havde den bedste saftige og smagfulde resultat, jeg nogensinde har prøvet i en burger. MEN ca. en tredie del inde i burgeren gik det op for mig, hvor salt den rent faktisk var, og det blev simpelthen for meget. Brødet var også lidt brændt på, og chipsene var lidt for sprøde og fedtede.

Så alt i alt er vi godt skuffede over dette sted, og vi vender ikke tilbage. Til den pris så skal maden altså være i orden - hver gang.



Restaurant: Matbaren (Mathias Dahlgren)
Hjemmeside: http://www.mathiasdahlgren.com/

Vi har besøgt Matbaren før, og vi er stadig ligeså begejstrede som på vores tidligere besøg. Og Matbaren var klart vores bedste madoplevelse på denne Stockholm tur.

Vi startede med:
Grillet blæksprutte med friteret surdej, agurker, peber og urter (Mig)
Laks med avokado og urter (Sebastian)


Og de næste to delte vi:
"Steamed bun" med griseslag, grønne tomater, fennikel og chili
Ung ged med sardel, hvidløg, grønt og en god kraftig sovs


Og vi valgte at slutte af med en sidste salt ret fremfor en dessert:
Hvide asparges med røget smørsovs, 63 grader æg og kørvel (Sebastian)
Artiskok, karameliseret valle, trøfler, mandler og skalotteløg (Bitten)


Frokostens bedste ret var klart den dampede "bolle" med griseslag. Det er en ret, der nogle steder har skuffet, men andre steder såsom her har den været fantastisk. Og det er selvfølgelig fyldet, der er det afgørende, og her var det fantastisk smagfuld.

Alle retter var dog rigtig gode. Det var f.eks. interessant at prøve ged, som sjovt nok hedder "killing" på svensk, hvilket fik retten til at lyde lidt barbarisk for os simple danskere. Og blæksprutteretten var en dejlig frisk ret med gode smage og teksturer, jeg gladelig ville spise igen.

Eneste fejl ved besøget var, at vi ikke fra starten valgte at skulle have tre retter, og dermed sluttede vi af med en relativ let ret, der ville have været bedre at starte med. Det må vi huske til næste gang, for der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage en dag.


Og til sidst en smule om vores oplevelser på turen. Tjah, faktisk brugte vi det meste af vores tid bare til at gå rundt i byen og hygge på vores dejlige værelse med badekar. Men vi fik da besøgt Wasa museet for første gang, og det var rigtigt interessant - et meget anderledes museum, der blot består af et rigtigt gammelt skib og dens tragiske historie. Kort fortalt: den blev bygget forkert og sank derfor kort efter de blev søsat, hvor den lå i mange år inden man fandt dens placering og valgte at hæve den igen.

lørdag den 12. juli 2014

Studio

Restaurant: Studio

Dette var vores første besøg på den omtalte restaurant Studio. Da Michelin tidligere i år uddelte deres stjerner, valgte de nemmelig at give en til Studio også, og det er ikke fordi, at vi er uenige i dette, men det er meget usædvanligt og første gang det sker i Danmark, at en restaurant får en stjerne efter kun fem måneder. Til sammenligning måtte Geranium vente over et år inden de genvandt deres michelin stjerne efter at have flyttet deres restaurant til Parken.

Studio er simpelt indrettet uden duge på bordet og med kontorstole eller højstole. Betjeningen er afslappet og med humor - omend lidt indøvet humor til tider. Og så giver de mange vinduer godt med lys og åbenhed. Stemningen er livlig og hip med musik i højtalerne, der desværre også gør, at folk taler højere, og dermed bliver stedet lidt for højlydt.

Vi valgte stedets 7 retters menu, hvor vi først fik lidt snacks, som bestod af først: stikkelsbær og blomstervand, bark af jordskok med Karl Johann støv og pore med persille og hø.


Og herefter fik vi: grillet lammehjerte med en dip på havesyre og gougéres (en let fransk oste-bagværk) med stenbidderrogn og cremefraiche.


Alle snacks var simple, lette og elegante med en god smag. Skulle jeg vælge en favorit ville det nok blive lammehjertet - mest af alt fordi, at det kom bag på mig, hvor godt det kunne smage.

Desuden fik vi noget let men lidt grov surdejs brød på bordet og noget kuvertbrød, der lidt smagte som øllebrød. Og brødet blev serveret med hjemmekværnet smør, hvor man havde stoppet for kværningen lidt før det fik rigtig smør konsistens, og resultatet var en let og luftig smørelse.

Første ret i menuen var friskost med grønne jordbær, grillede hvide asparges og skovmærke. Dette var en dejlig let og frisk ret.


Og anden ret var aftens favorit for mig. Den bestod af sauteret blæksprutte med muslingesovs og et udvalg af urter heribland velduftende aftenstjerne.

Jeg har meget svær ved, at kalde dette min favorit blæksprutte ret. Den var fantastisk men bare så anderledes end de andre, jeg har fået, at jeg ikke føler mig i stand til at sammenligne dem. Denne var let og elegant, hvor de plejer at være mere kraftfulde i smagen grundet et andet valg af tilbehør. Det ,der så gjorde denne speciel interessant, var udvalget af urter/blomster, der gjorde, at hver bid var helt sin egen - an på hvilken urt man fik fat på. Generelt bruger stedet mange urter i deres mad, og denne ret er det ultimative resultat af dette, hvor jeg i visse andre retter godt kunne have undværet nogle af urterne.


Og herefter fik vi pocheret æggeblomme med variation på løg, stikkelsbær, dashi og guld karse. Denne ret var lidt kraftigere end de tidligere retter - en rigtig god ret, men nok ikke den bedste æggeblomme ret, jeg har fået.


Og sidste forret var grillet havtaskekæbe med sprøde griseører, grillet kål, citron verbena og bronzefennikel. Sebastian syntes både, at fisken og kålen var god i denne ret, men syntes ikke, at de var gode sammen. Jeg er ikke enig - jeg syntes, at det var en velsammensat ret, når bare man fik lidt af alt; fisk, kål, gris og sovsen.


Til hovedret fik vi sommerbuk med asparges, fuglegræs, ærter, trøffelcreme og et tilvalg af trøfler. Det rosa stegte sommerbuk blev udskåret ved bordet, mens vi spiste en krokette lavet af de mere møre dele af dyret. For en ret på dyr, som vi sjældent er stor fan af, var det en udmærket ret, men alligevel aftenens mindst imponerende ret.


Vi fik to desserter, hvoraf den første bestod af grøn rabarber, fåremælksyoughurt og lakrids og kørvel, hvor lakridsen kom i sin egen pipette, så man selv kunne styre, hvor meget lakrids man ville have på sin ret - en sjov og velfungerende detalje - det er jo ikke alle, der kan lide lakrids.


Og til sidst fik vi en slags lav selv isvaffel, hvor vaflen blev fyldt ved bordet med is, skum, urter og spiselige blomster, og alle ingredienser blev herefter efterladt på bordet, så vi selv kunne fylde op, mens vi spiste vaflen. Der var også chokolade nips, jordbær og en marmelade på rehydreret dehydreret jordbær, som vi også kunne putte på. Det var sjovt at lave sin egen isvaffel, men urterne og blomsterne, hvor flotte de end gjorde vaflen, syntes jeg måske godt, vi kunne have undværet.


Og til sidst fik Sebastian lidt kaffe, og vi fik begge lidt sødt dertil (endnu et tilvalg), der bestod af en skumfidus på hindbær, som vi "grillede" ved bordet, kyllingeskind i chokolade og makron på yuzu. Og så fik vi lidt lakrids bolsjer med hjem.


Vi havde en skøn aften på Studio, og der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage dertil en dag.

Jeg under dem klart deres stjerne, men ville samtidig gerne have haft flere favoritter på bordet fremfor at det alt bare var jævn godt - faktisk er det jo kun blæksprutte retten, jeg kan kalde fantastisk. Og derudover kunne jeg også rigtig godt lide deres snacks i deres interessante og yderst minimalistiske stil. Eneste reelle minus ved stedet er nok lydniveauet, men det er jo på samme tid også en del af deres livlige charme.

Så vi skal nok vende tilbage en dag.