lørdag den 19. juli 2014

Skønt smørrebrød og øl på Mikkeller's nye "Øl og Brød"

Restaurant: Øl og Brød

Dette var vores første besøg på Øl og Brød. Sebastian er stor fan af Mikkeller øl, så muligheden for at få interessant smørrebrød og Mikkeller øl på samme tid var naturligvis noget der tiltrak. Og det, at de også serverer øllene i små glas, betød, at vi kunne få et nyt glas pr. smørrebrød.

Vi spiste der til en frokost, hvor der var varmt nok til, at vi kunne spise ude på deres bænke - eneste ulempe var dog blæsten, der ikke mente, at der skulle være urter på brødet.

Vi startede med:
Kulmule, kartofler, løvstikke, asparges, bacon, chips (mig)
Laksesalat, ærter, dild, radisse (Sebastian)
Og til disse fik vi begge to øllen:
Vesterbro Wit

Kulmule-brødet var nok min favorit til denne frokost - det var ellers tæt på, at jeg ikke bestilte den. Den havde en dejlig smag, hvor hver ingrediens spillede rigtig godt sammen - frisk, smagfuld, velbalanceret og interessant på samme tid. 

Laksesalaten var Sebastian også rigtig glad for - personligt syntes jeg ikke om dilden deri, men det er typisk mig.


Og derefter delte vi:
Kylling, svampe, urter
Tatar, østers, blomkål, persille
Hvortil vi fik følgende øl:
It's Alive with chardonnay mango (til kylling)
Boon 2y old lambic (til tatar)

Kyllingen var helt anderledes end normalt på smørrebrød - altså ikke en klassisk kyllingesalat. Derimod var det noget supermørt og saftig kylling på et stykke lyst brød og overhældt med en saftig blanding af svampe ved bordet, som gjorde, at brødet blev godt vådt i det. Det smagte skønt, men jeg ville nok have foretrukket rugbrød dertil.

Tataren var blød og behagelig uden at blive kedelig.

Øllen "It's Alive with chardonnay mango" var frokostens favorit øl for os begge. Den havde lagret på chardonnay fade og tilsat mango for friskhedens skyld. Den var virkelig skøn.


Og vores sidste servering blev:
Kalv, bløde løg, glaskål (Sebastian)
Tartelet med brisler, svampe, cremet persillesovs (mig)
Hvortil vi fik:
It's Alive (Sebastian)
Jackie Brown (mig)

Sebastian kalve-smørrebrød var nok frokostens mindst interessante og smagfulde stykke - ok, men bare ikke nær så god som de andre.

Min tartelet var derimod lækker. Den var fyldt med ristede brisler, rå skiver af champignon og en cremet persillesovs. Jeg havde ellers været noget skeptisk over, at der skulle være persille i retten, men det viste sig at være en dejlig blød og cremet persille smag retten havde.


Og herefter var vi så mætte. Vi var fristede til at tage en dessert også men valgte at stoppe.

Der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage - måske til aften næste gang. Dette er nok noget af det mest interessante smørrebrød, jeg har fået. Og øllen - den var også skøn, omend Sebastian er en større øl fan end mig - jeg er kræsen, når det kommer til øl.

Ingen kommentarer: