søndag den 13. marts 2011

Formel B

Restaurant: Formel B
Hjemmeside: http://www.formel-b.dk/

Formel B har ændret deres menu betragtelig siden vi var der sidst. Da var det en fancy tasting menu vi fik. Nu er konceptet at de har en række af retter til 120 kr. stykket man kan vælge fra. De anbefaler 3-4 retter fra det salte køkken og derefter en ret fra det søde køkken. Vi tænkte at det salte køkken er mere os så vi tager 4 herfra og så ser vi om der er plads til dessert derefter.

Vi fik først en lille appetizer: en rugkiks med trøffel mayo og en gele på tranebær.


Fra det salte køkken fik jeg:

Jomfruhummer a la Nage med gulerødder som puré, syltede og rå. En udmærket ret der dog ikke var så gode som de andre jeg fik denne aften.


Ristet rokkevinge med estragonskum, råsyltede kartofler og karse. Det var meget tæt på at jeg ikke valgte denne ret da jeg før har fået rokkevinge og ikke været glad for det. Men heldigvis løb jeg chancen og retten viste sig at være den bedste for mig denne aften. Fisken og skummet var blød og delikat i smagen men karsen og de super sprøde kartofler i toppen gjorde at retten selvom stadig delikat og mild blev løftet op på et mere kompleks smags niveau. Jeg elskede denne ret og kommer vi tilbage må jeg have den igen.


Confiteret æggeblommekartofler med sort vintertrøffel, sprøde kartoffel chips, karse og trøffelsauce. Endnu en skøn sammensat ret med mange forskellige teksturer og smags fornemmelser. Retten var ikke let og delikat som fisken men mere tung og kompleks - min favorit nummer to denne aften.


Som sidste salte ret fik jeg stegt og glaseret kalvebrissel med brændt pære, marineret grønkål og pebersauce. En udmærket ret med de rette ingredienser, dog synes jeg at mængden af ingredienserne skulle have været lidt anderledes. Brisler har en meget speciel smag der kan blive lidt for meget i denne mængde. Grønkålen var rigtig god til at afrunde brislernes smag, men der skulle dog have været mere af den for at gøre retten perfekt.


Fra det søde køkken fik jeg chokolade mousse med krystaliseret chokolade, pære sorbet, dehydreret mousse og bagt hvid chokolade. En dejlig dessert men de salte retter var klart bedre for mig.


Fra det salte køkken fik Sebastian:

En halv hummer i hummer bisque. Han siger om denne ret "den var ok men mere en ret for dig". Sebastian ville hellere have haft mere bisque og mindre kød.


Vesterhavs pighvar med persille/hvidløgs sauce og braiserede kalvehaler. Han siger at det var interessant med blandingen af fisk og kalvehaler.


Rørt tatar med ramsløg, hummer mayonnaise og rugflader. "Den var udmærket", siger han.


Dansk krogmodnet entrecôte med små tomater, skalotte løg og røget marv. "Det var den bedste", siger han. "Mør men stadig godt rød inden i og så sad den i en god sauce og marven gav den en god røget smag."


Og fra det søde køkken fik han æblepuré med creme anglaise, havregrynscrumble, æblegranit, krokant og tørret æble. "OK", siger han.


Jeg er klart imponeret af den mad vi fik på Formel B og vender gladelig tilbage. Desværre er Sebastian knap så imponeret som mig så jeg ved ikke hvornår det bliver. Måske kan jeg overtale min veninde Katrine til at tage med engang :)

Næste gang så skal vi dog have en ret mindre - 5 er alt for meget i min mening, men det var jo heller ikke meningen at vi skulle have en dessert. Vi var jo mætte, men da alt det salte havde været så godt, måtte vi jo lige prøve hvordan det søde køkken var også.

torsdag den 10. marts 2011

Tilbage til Geranium

Restaurant: Geranium
Hjemmeside: http://www.geranium.dk/

Uha, det var tæt på ...

Sebastian og jeg har været på kur og Geranium skulle være vores gevinst for at tabe de første 7 kg. Og det lykkedes lige med nød og næppe :) Skal jeg være helt ærlig, så havde vi nok ikke aflyst alligevel. Efter at Rasmus Kofoed vandt Bocuse D'or 2011 i Lyon og dermed kan kalde sig verdens bedste kok så er bordene på Geranium næsten fuld bookede de næste 90 dage, så nej vi havde nok ikke kunnet få os til at aflyse. Heldigvis nåede vi de 7 kg. og kunne tage på Geranium med god samvittighed :)

Vi startede med nogle snacks i loungen. Først sprøde kugler af gulerod og havtorn samt rødbede og æbleeddike.
Herefter fik vi lange sprøde kiks af vesterhavs ost og ramsløg med karse dip til, samt sprøde griseører med storbladet karse og en lille æggebærer med stenbider rogn og en sennep mayo.
Første ret i menuen var en symfoni af kål med urter og porreblomster. Sebastians favorit denne aften. Simpel og delikat.
Anden ret var en sprød skive af selleri knold og en stav af blad selleri med en cremet rugkorn risotto i bunden samt æble og hyldebær.
Vi fik herefter korn serveringen i 2 hvor vi først fik friskbagt brød der stadig var rygende varm og herefter korn retten.
Fjerde ret var jordskokker i flere forme og konsistenser med porre og jernurt.
Og min favorit denne aften var vilde og syltede svampe med kastanjer og måske nødder. Blandingen af svampe i så mange milde og intense smags varianter og teksturer var virkelig lækker.
Hovedretten var brændt kartoffel med ærter i skud. Dette viste sig nærmest at være en slagt kartoffel risotto brændt på toppen som en creme brulée.
Vi valgte at få ost inden desserten. Jeg fik osteretten der var friskost med rødbeder.
Og Sebastian fik et udvalg af oste
og en brød og kikse tallerken. (Og hvor smager den kiks dog lækker)
Begge oste retter var udmærkede men en anden gang vælger vi nok osten fra. Det er godt men ikke godt nok til prisen.

Inden desserten fik vi den sædvanlige luftig most på biodynamiske æbler.

Og første dessert var en iset skovsyre og skovmærke med en gren af chokolade.
Og sidste dessert var korn kaffe som bestod af karameliseret korn og multebær.
Vi havde endnu en lækker aften på Geranium og er glade for at have prøvet deres vegetar menu som vi finder mindst ligesågod som deres almindelige menu.

Vinmenuen bestod denne aften af:
2009 Grains de Folie fra Bruno Rochard
2009 Æble cider fra Kernegaarden, Fejø
2007 Marsannay Blanc fra Trapet, Bourgogne
2008 Bourgogne Rouge fra La Larmes de Divona, Tonnerre
2008 St. Laurent Rosenberg fra Pittnauer, Burgenland
2009 Von der Lay, Riesling Auslese fra Trossen, Mosel
2003 Les Etourneaux fra Chateau tour Grise, Loire

Vinmenuen var udmærket men ikke så god som den har været de andre gange. F.eks. kunne vi rigtig godt lide at vi sidste gang fik både øl og champagne til korn retterne og denne gang fik vi "bare" et glas cider.

Jeg er ikke sikker på at besøget denne lørdag var så perfekt som den har været andre gange på Geranium. Der var nogle småting der kunne have været bedre. Alligevel så er maden på Geranium i min mening det bedste og mest perfekte der findes og Geranium er stadig min favorit restaurant. Vi håber på at de får deres michelin stjerne tilbage når de bliver delt ud d. 16. Marts - faktisk har vi væddet på at de får en stjerne i år. Endnu bedre ville være hvis de fik 2 - trods alt er den eneste grund til at de ikke har en nu fordi de havde lukket et stykke tid. Det ville selvfølgelig betyde at vi ikke vinder vor væddemål, men det ville jeg godt kunne leve med :)

Vi slapper nu lidt mere af med vores kur og vi skal allerede ud at spise lørdag igen. Og da skal vi prøve den nye version af Formel B.

søndag den 27. februar 2011

Melee

Restaurant: Mêlée
Hjemmeside: http://melee.dk/

Mêlée har sjældent åbent en lørdag og da Sebastian arbejder om aftenen til hverdagen har vi aldrig kunnet finde et tidspunkt til at besøge restauranten. Men i fredags besøgte jeg Mêlée for første gang sammen med en veninde Katrine.

Vi valgte begge at vælge vores egne retter fremfor at tage deres faste menu. Til forret fik vi begge stegte kammuslinger med hvide bønner, peberfrugt, chili og salvie. Retten var meget anderledes for en kammusling ret; den var meget mere grov end normalt men den smagte skønt.
Til hovedret valgte vi begge deres signatur ret; en "Onglet" bøf med kartofler, skallotteløg som rå og bagte samt en lækker sovs. Igen en meget rustik ret der smagte fantastisk. Kødet var meget rødt men stadig dejlig mør og smagfuld. Alligevel anbefaler jeg folk med skræk for rødt kød at holde sig fra denne ret.
Til dessert fik jeg Ananas med karamel fløde og vanilje.
Og Katrine fik en "Baba" kage med Armagnac og cremefraiche.
Desserterne var udmærket men de to forrige retter var alligevel klart bedre.

Mêlée er et sted med masser af stemning. Når først stedet er fyldt op er den meget fyldt op og der er ikke meget plads til at bevæge sig rundt og stemningen er højt både hos betjeningen og gæsterne. Og maden er simpel, rustik og meget smagfuld. Jeg ville gerne tilbage men ved ikke om jeg kommer det. Det er bare for besværligt når de ikke har åben en lørdag og så er jeg ikke sikker på at stedet falder i Sebastians smag.

søndag den 13. februar 2011

Frankie's

Restaurant: Frankie's køkken
Hjemmeside: http://www.bistrobooking.dk/frankies/

Frankie's er endnu en restaurant i Madklubben kæden. Konceptet er stort set den samme med 3 eller 4 retter til ganske få penge. Vi var 6 der besøgte Frankie's denne aften.

Til forret fik jeg en tærte med karameliseret løg og en pocheret æg på toppen.


2 fik Frankie's bræt med diverse lækkerier:


Og 3 fik griseterrin:


Alle var tilfredse med deres forretter men jeg tror klart at det var min tærte der var bedst. Selv Sebastian som fik brættet synes efter en bid af min tærte at denne var bedst.

Til hovedret fik jeg og min far stegt gris fra Grambogaard med oliven på toppen og kartofler og gulerødder ved siden af. Jeg har aldrig fået oliven med gris før men det viste sig at være en lækker tilføjelse til en dejlig saftig gris.


2 fik kylling med bagt selleri.

Og 2 fik steak.


Til dessert fik jeg (og 2 andre) rødvins marineret pære med hasselnødder og vanilje creme.


2 fik mandeltærte med syltetøj og creme fraice.


Og en fik Frankie's espresso mandelines som kom i en fin kagedåse:


Til alt det lækre mad fik vi nogle flasker vin. Som hvidvin fik vi en 2009 Pouilly-Fumé Chardonnay fra Alexandre Bain i Loire, Frankrig og rødvinen var en 2008 Petit Clos Pinot Noir Fra Clos Henri i Marlborough, New Zealand.

Vi havde en dejlig aften på Frankie's og kommer klart tilbage. Stedet er passende nok for en flok af vores størrelse dog var det en ulempe at maden kom i fælles portioner der når vi bestiller så mange forskellige ting fylder lidt for meget på bordet.

søndag den 30. januar 2011

Spuntino - den nye fra Cofoco

Restaurant: Spuntino
Hjemmeside: http://www.cofoco.dk/spuntino.php

Sebastian og jeg har nu i 3 år haft et nytårsforsæt om at tabe 5 kg. Og endelig fik vi os taget sammen til at rent faktisk at gøre noget ved det og Spuntino var så vores gevinst for at nå mål nummer 1, altså de 5 kg :) Det er også derfor at dette er første restaurant besøg i 2011. Næste gevinster er så efter 6 og 7 kg. og faktisk har vi allerede booket Geranium til 7 kg. gevinsten, så nu har vi bare at nå det mål i tide.

Til forret fik jeg grillstegt grøntsager bestående af courgette, aubergine og peberfrugt med oliven og ricotta. Dette smagte helt vildt lækkert og var pga. sin ret røgede smag samt tilbehøret meget anderledes end det grønt man f.eks. får på Famo stederne. Her er det selvfølgelig også en ret i sig selv fremfor bare en lille del af en masse små retter.
Og Sebastian fik Prosciutto, en tørret italiensk skinke med pære, mozzarella og valnødder. Han var også begejstret for sin ret og den bid jeg fik var da også lækker men jeg fandt nok min ret mere interessant men nu er jeg jo også en stor fan af aubergine.
Til forretten fik jeg et glas 2009 Sassaia Biancara og Sebastian fik en 2009 Chardonnay Il Carpino. Min vin viste sig at være en ufiltreret vin der var udmærket men Sebastians glas var alligevel klart bedre.

Og nu viste problemet, ved at være på stram kur med denne slags gevinster, sig. For på dette tidspunkt var vi egentlig allerede ved at være mætte :(

Til hovedret fik jeg lammeskank med tomat, hvidløg og persille. Det er nok den mest møre og smagfulde lammeskank jeg længe har fået og på trods af at jeg egentlig ikke var så sulten lykkedes det mig alligevel at få spist det meste.
 Og Sebastian fik en grillet oksemørbrad med rødvinsovs og trøfler og også han var mere end tilfreds.
 Til hovedretten fik jeg et glas 2009 Gaio Rosso Vignali Roccamora og Sebastian fik et glas 2009 SP68 Arianna Occhipinti.

Vi valgte at dele de to desserter. Den ene var en Nonna, som er en slags sød og chunky æblegrød med mandler, rosmarin og vaniljeis. Vi var ikke så begejstret for denne dessert.
Men den anden dessert som var en panna cotta med syltet blodappelsin viste sig at være helt fantastisk.
Vi havde en dejlig aften på Spuntino. Stedet er nok det mest hyggelige af Cofoco stederne og vi kan godt lide at på trods af at det er blot endnu en italiensk restaurant så formår den at være helt sin egen og maden mua. den ene dessert var virkelig lækker. Jeg tror klart at vi vender tilbage til dette sted.

Vi høres ved efter de 6 kg. :)

lørdag den 29. januar 2011

Kokkeriet

Restaurant: Kokkeriet
Hjemmeside: http://www.kokkeriet.dk

Lidt billeder fra vores besøg på Kokkeriet i December.

Flager med fois gras creme.
Jordskok med Karl Johan mayo og revet trøffel.
Graved havtaske med græskar på 4 måder inkl. en interessant mayo på græskarkerneolie.
Saltet torsk med dild, fennikel og akvavit skum.
Grillet jomfru hummer med geleret skinke, syltet løg, grønkål, rugbrød og jomfru hummer bisque.
Stegt hellefisk med brød, æbler, endiver og jernurt.
Selleri.
Oksekød med hasselnødder
Pre dessert.
Chokolade dessert.
Til maden fik vi en 2002 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Spätlese fra Fritz Haag og en rødvin som var en 2007 Blue Farm. Rødvinen havde en interessant tobak smag.

Vi havde en dejlig aften på Kokkeriet og er stadig imponerede over deres smag og opfindsomhed.