tirsdag den 9. juni 2009

Geranium - og konklusionen er ...

Restaurant: Geranium

Første gang jeg besøgte Geranium var jeg helt overvældet. Selvom jeg i årevis har sagt at intet slår Noma var besøget så fantastisk, at jeg måtte genoverveje mine ord. Samtidig havde jeg fået meget at drikke og tænkte at jeg nok var i lidt for godt humør til at være sikker. Så denne gang besøgte jeg Geranium fuld af forventning, med en bedre Kamera og med en intention om ikke at drikke helt så meget. Så jeg endelig kunne finde ud af det store spørgsmål; ”Er Geranium virkelig bedre end Noma?”.


Vi valgte ”Vor menu” bestående af 7 retter og den tilhørende vinmenu. Først fik vi dog et glas champagne og nogle snacks; flager af øllebrød, hvid tomatskum med tørret skinke på toppen og nogle ostestænger med dyp. Samme snacks som sidste gang og ligeså lækkert som sidste gang.

Næste snack var en Geranium skum med æblegelé og sprøjtet med en let geranium parfume ved bordet. Også denne var en genganger; frisk og skøn som sidste gang.

Sidste snack inden menuen var stenbiderrogn med dild marinerede agurker og lidt peberrod creme. De friske agurker smagte fantastisk sammen med de noget røgede stenbiderrogn og den lette peberrod.

Brødet var helt fantastisk denne aften; varm og svampet med en lækker smag.

Første ret i menuen var kongekrabbe med havtorn, gulerødder og skovsyre. Det smagte friskt og lækkert. Kongekrabbe er ikke min favorit men denne var klart den bedste jeg har fået. Til retten fik vi et glas 2008 Bermmer Calmont fra Laurentiushoff ved Mosel. En ung men smagfuld glas vin.

Anden ret var aftenens første højdepunkt; nye kartofler med ærteskud, løvstikke og syrlige hyldebær. Nye kartofler er altid lækre men jeg havde aldrig drømt om at en ret med kartoffel som hovedingrediens kunne være så lækker. Retten bestod af simple men perfekt sammensatte ingredienser der gav god kontrast i både smag og tekstur. Til retten fik vi et glas 2004 L’Esprit du Rudolf fra Vincent Gaudry i Sancerre.

Derefter fik vi havtaske med aromatiske blade, syltede blomkål og muslinger. Et dejligt hvidt stykke fisk, der smagte dejlig frisk med det grønne, den lette skum på toppen, og ja selv muslingerne var gode. Igen en ingrediens vi normalt ikke er så glade for men sat sammen med det rigtige er de helt perfekte. Til retten fik vi et glas 2004 Coteaux Champenois fra Olivier Henriot i Champagne.

Næste ret var en genganger fra sidste gang; deres signatur ret ”Kongens urtehave” som består af friske grøntsager og aromatiske blomster/urter der var mere kraftig parfumeret i smagen end sidste gang. Til retten fik vi et glas 2006 Sauvignon fra Maison Brulee i Loire.

Hovedretten var et stykke lam, stadig godt rødt og bagt i en lammefars der bl.a. var lavet af lammebrisler. Som tilbehør var der asparges, ramsløg, grønne jordbær og stegt brød på toppen af kødet. Aftenens anden højdepunkt. Da vi fik kartoffel retten var jeg helt henrykt men samtidig lidt ærgerlig, da den var så god at jeg ikke mente at nogen anden ret kunne slå den og det var jo lidt tidligt på aftenen til den bedste ret. Men denne hovedret var helt fantastisk; de skønne asparges, syrlige jordbær og ikke mindst lammen i egen fars var en hel ekstase af smagsoplevelser. Til retten fik Sebastian et glas 2003 Brunello di Montalchino fra Corte Pavone i Toscana. Jeg er ikke så glad for rødvin, da jeg ikke kan lide smagen af garvesyre og får normalt rødvin erstattet med hvidvin når vi får vinmenu i byen. Jeg blev dog her anbefalet at prøve en mildere rødvin i stedet; en 2006 Thibault Liger-Belair fra Bourgogne og den var rigtig lækker helt uden den smag jeg ikke kan lide. Det var dejligt at kunne drikke et glas rødvin til en ret der klart passer bedst til rødvin.

Inden desserten fik vi en skøn oste tallerken med pumpernikkel, müsli flage og syltede kvæder. Og til osten fik vi ikke en men hele to vine hvoraf en blev anbefalet specielt til den blå ost. Vinene var en 2006 Grüner Weltlinerspiegel fra Lommer i Kamptal og en 2005 Moelleux fra Le Rocher des Violette i Loire.

Første dessert var rabarber i gele rulle med tomatkerner, frossen yoghurt og granatskud dækket i en sky af tøris. En let, simpel og smagfuld ret. 


Sidste dessert var ”mælk på mærkværdige måder”, som de selv kalder den. Og den var en af de bedste desserter jeg har fået længe. Mild, cremet og med dejlig variation i smagen. Aftens tredje højdepunkt. Til hver af desserterne fik vi et glas 2006 Madonna Riesling Auslese fra Trossen ved Mosel.

Vi havde endnu en fantastisk aften på Geranium. Maden var fantastisk og ligeledes var vinen. Vi ser med glæde frem til næste besøg.


Og konklusionen er; "Geranium er mit nye nummer et". Jeg elsker Noma, men Geranium er lige en smule mere os. Begge steder er perfekte i lækker mad, romantisk stemning og god betjening, så det er svært at sige hvad der gør Geranium bedre for mig, men måske skal jeg bare acceptere at der ikke findes en forklaring på alt.

Ingen kommentarer: