lørdag den 29. december 2012

Interessant mad på Pluto

Restaurant: Pluto
Hjemmeside: http://www.restaurantpluto.dk

Dette var vores første besøg på Pluto, der ledes af samme kok og sommelier, som på Retour og Retour Steak. Konceptet er dog noget anderledes, og minder mere om det koncept, som Oubæk kørte, da han styrede Restaurant Oubæk - dvs. små retter, så man kan prøve mere. Her er størrelsen på retterne dog skruet ekstra ned, og så bliver de serveret family style, hvor man deler retterne. Man kan vælge, enten at lade kokken bestemme 12 eller 20 retter, eller man kan selv vælge sine retter. Vi valgte selv at vælge vores retter, da der var bestemte retter, vi allerede havde udset os ud af de mange reviews, der allerede er skrevet om stedet.

Vi startede med to slags kroketter; en med brissel og en med svineskank og foie gras. De var begge rigtig gode, hvor jeg især var glad for den med brissel, og Sebastian bedst kunne lide den anden.


Herefter fik vi tre fiskeretter;

Pighvar med kyllingeskind og svampe.
Kammusling med variation på jordskok og soya.
Torsk med porre og estragon.

Min favorit af fiskeretterne var klart kammuslingerne, der var perfekt stegte og passede godt sammen med især den bagte jordskok. Sebastian kunne bedst lide torsken, der var dejlig blød og saftig, hvorimod vi begge var lidt skuffede over pighvaren. Jeg har dog læst meget godt om netop denne fiskeret andetsteds, så måske var det bare denne aften, at den var lidt tør og derfor fejlede.


Herefter fik vi tre kødretter:

Kyllingevinger, foie gras, ravioli med snegle og morkelsovs.
Steamed bun med svinebryst, agurk og sød soya.
Kalvehale, foie gras og spejlæg.

Alle tre kødretter var rigtig gode, men vi syntes nok især, at det var de to første, der var fantastiske. Vi elsker begge to foie gras, men mener måske, at smagen deraf forsvandt lidt fra tredie ret grundet alt det andet tilbehør.


Og da kødretterne klart var det der imponerede os mest denne aften, valgte vi at få to mere istedet for dessert. Disse var:

Onglet med marv og rødvin.
Salat med røget and, kråser og foie gras.

Begge retter var rigtig gode. Sebastian var dog ikke så glad for salaten - især kråserne, som han ikke spiste.


Det er uden tvivl interessant og god mad man får på Pluto. Stedet er langt fra perfekt, men det kan man heller ikke forvente til den pris. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi vender tilbage. Vi bliver dog nok nødt til at vente lidt, da det føles som om, at vi allerede har prøvet det meste på deres nuværende kort - ikke, at der ikke er mange, jeg godt kunne spise igen :)

Ingen kommentarer: