tirsdag den 17. juli 2012

Frokost på FACIL (Berlin)

Restaurant: Facil
Hjemmeside: http://www.facil.de/en/

Restauranten ligger øverst i et hotel med egen have og indendørs område, der er meget lyst og naturligt med planter og vandskulpturer.

Vi startede med at få en appetizer med røget ål og røget and. Jeg tror faktisk, at de kaldte det labskovs, og at det henviser til den røde kødsovs på røget and i bunden.

Vi fik desuden noget interessant brød - 4 slags og med 3 slags smørelse: en på tun, en på grøn ost og en usaltet smør med salt ved siden af.

Og en sidste appetizer, der bestod af helleflynder med agurk og yoghurt.


Til forret fik jeg blæksprutte med artiskok, olie på trækul og en marmelade på chorizo og tomat. Denne ret blev serveret næsten kold og havde en god og udfordrende smag.


Og Sebastian fik en skive grisefod med fyld af bl.a. foie gras serveret med en salat på asparges, ost og vild kørvel samt en intens sovs på hvedeøl. Dette var ikke første gang, at Sebastian fik "Pigs Trotter", og han siger, at denne klart var bedre end den første.


Inden hovedretten fik vi en ekstra forret som var kantarel suppe med tvetand og blodpølse. Blandingen af svampe suppe og blodpølse viste sig at være god. Blodpølsen faldt let fra hinanden, og jo mere man spiste, jo mere blev pølsen krummet ud i suppen. Det så måske ikke så lækker ud men smagte skønt. Suppen i sig selv var ikke så intens eller cremet, så det var klart pølsen, der gjorde den interessant.


Til hovedret fik jeg gris med majs som creme og sprøde kerner, en intens BBQ sovs med tern af tunge (tror jeg) og en sprød salat "Figaro" med beder, spæde salat blade, skinke og urter. Dette var klart frokostens bedste ret for mig, hvor jeg især var glad for blandingen af majsen med den intense sovs og det saftige gris med super sprød sværd. Retten var desuden godt saltet, hvor jeg følte, at nogle af de andre retter godt kunne have brugt lidt mere - især blæksprutte retten.


Og Sebastian fik sandart med mangold og svampe. Sebastian siger, at det var en lækker fiskeret med en god sprød skind.


Og vi sluttede af med to desserter, som vi delte. Den ene var en hvid chokolade cylinder med sprød bund og top, jordbær, rabarber og Tahiti vanilje. Og den anden var fersken med fuglegræs, chokolade, popcorn og sorbet på fersken. Begge desserter var gode, men i min mening var fersken desserten klart bedst.


Vi havde en dejlig frokost på Facil og vender gladelig tilbage en anden gang - både pga. det skønne mad men også pga. de fantastiske omgivelser.

Ingen kommentarer: