Viser opslag med etiketten Amass. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amass. Vis alle opslag

tirsdag den 18. marts 2014

Tilbage til skønne Amass

Restaurant: Amass
Hjemmeside: http://www.amassrestaurant.com/

Dette var vores tredie besøg på Amass, og forventningerne var høje. Sidste år var den jo trods alt vores favorit blandt alle, og det var spændende at skulle tilbage for at se, om den stadig er en favorit.

Vi bestilte deres udvidede menu, der bestod af retterne fra deres 5-retters menu, samt tre uspecificerede ekstraretter, og retterne var denne aften:

Knivmusling, marv, syltede grønne tomater
Rødding, sennepsblade, saltede blommer
Kartoffel, blomme, söl (ekstraret)
Græskar, mandler, rosmarin
Brændt kål, stenbidderrogn, valnødder og smørsovs
Rødbede, solbær (ekstraret)
Dry-aged okse, gulerod, sovs på gulerodsjuice og kærnemælk
Is sandwich (ekstraret)
Is af røget byg, korn, earl grey te

Vores tre favoritter var brændt kål retten, græskar retten og den med kartofler og æggeblomme, men alle retter var skønne med masser af kraftige men velbalancerede smage.


Og Amass er uden tvivl stadig en favorit :)

lørdag den 26. oktober 2013

Amass og Noma - fantastiske på hver deres måde

Det var Sebastians fødselsdag i søndags, og lørdag fik han hans fødselsdags middag på Amass. Han havde bestemt sig for dette allerede sidst, vi spiste på Amass, og han var tidlig ude med sin bookning for at få et bord netop denne lørdag aften.

For et par uger siden kom han så til at se, at der var et ledigt bord til 2 på Noma til frokost om fredagen, og han fik mig overtalt til, da det var over 2 og et halv år siden sidst, vi var der, at selvfølgelig skulle vi også det. Så jeg tog en ferie dag på arbejde, og vi spiste frokost på Noma om fredagen og aften på Amass om lørdagen for selvfølgelig kan og bør hans fødselsdag fejres over flere dage, sådan ala julen med Lille Sebastians aftens dag på Noma, Sebastians aften på Amass og Sebastians dag i mine hænder. Sebastian kan godt få lidt storhedsvanvid til tider :)

Jeg tog ingen billeder på Noma, da der allerede bliver skrevet så meget om stedet, og engang imellem er det rart bare at læne sig tilbage og blive forkælet uden at skal tænke på den slags ting. Der er ingen tvivl om, at Noma er i konstant udvikling. Retterne er smagfulde og til tider meget opfindsomme. Det meste af tiden virker det, men engang imellem kan man også føle lidt at eksperimenterne tager lidt overhånd.

Vores favoritter til denne frokost var:
glaskål saft serveret i udhulet glaskål med en urtebuket til
en blæksprutte ret serveret i is tallerken
dessert med kartoffelmos og blomme på to måder, selve blommen som "mos" og en skum på kernen

Vi fik desuden mulighed for at se køkkenet ved dette besøg - og ikke bare serveringskøkkenet nedenunder men også produktionskøkkenet ovenpå og grillområdet bagved. Det var sjovt at se, hvor mange der skal til for at få det hele til at køre.

Og så til Amass.

Vi bestilte deres udvidede menu denne aften, der i alt kom op på 9 serveringer.

Sprød torskeskind fyldt med rillette på torskehoved
Saltet makrel, agurk, grillet skind, blomster
Let grillet blæksprutte, løg (ekstraret)
Minimajs og svampe med blåbærsovs (ekstraret)
Rå rejer, varmtrøget foie gras (genganger fra sidst)
Brændt grønkål, kyllingeskind, mandler
Vildand, rødbede, sort hvidløg, karl johan
Gulerødder og friskost (ekstraret)
Rehydreret dehydreret æble, is af sort peber, eddikekaramel, oregano


Den eneste ret, vi måske ikke var så glade for, var desserten med gulerødder, ellers var alle retter skønne, og vi er begge enige om, at aftenens bedste ret var den med svampe, en god kraftig og fed blåbærsovs og en variation på minimajs heribland det sprødtstegte "majshår" på toppen.

Eneste genganger fra sidst var rejerne med foie gras, ellers var alle retter nye. Vi fik også makrel sidst, men det var en helt anden ret. Jeg kunne rigtig godt lide denne let tilberedte makrel, hvor Sebastian måske foretrak den fra sidst.

Vi fik endnu engang vinmenu til maden, og det var stadig en rigtig god vinmenu med nogle gode og interessante vine, der passede godt til maden.

Vi er stadig meget begejstrede for Amass, og Sebastian har allerede erklæret, at der maksimalt må gå 6 måneder inden vi besøger stedet igen.

Amass er i min mening en helt anden oplevelse end Noma. Noma er eksperimenterende og let. Amass er opfindsom uden at være for udfordrende, og så er den fuld af gode fede og kraftige smage. Begge restauranter er fantastiske på hver deres måde, og vi vil klart komme tilbage til begge steder. Men mit gæt er, at vi kommer til at besøge Amass en del gange inden, at vi kommer tilbage til Noma igen.

Og om søndagen på Sebastians dag fik han "Lousiana Chicken Pasta ala Bitten" :)

søndag den 21. juli 2013

Himmelsk mad på den nye restaurant "Amass"

Restaurant: Amass
Hjemmeside: http://www.amassrestaurant.com

Sebastian og jeg er egentlig på kur for tiden, men torsdag aften siger han så; "der er bord på Amass til lørdag frokost - skal vi". Og jeg lod mig ret nemt overtale :)

Amass er en ny restaurant åbnet blot denne uge, og allerede er de stort set fuldt ud booket resten af denne måned og næste med - undtagen altså denne ene ledige tid, som han fandt. Vi tror, at det nok er pga. et afbud.

Vi hørte om stedet langt før de åbnede især fordi, at chef kokken Matthew Orlando er en tidligere køkkenchef på Noma. Og der har været meget skrevet om stedet i pressen allerede langt før de åbnede.

Restauranten ligger i en stor industrihal med langt til loftet, et rustikt udseende og store vinduer. Stedet er indrettet med sorte borde, nogle gode og behagelige stole, og alt bestik fandtes på bordet i en lille metalæske, hvorfra man selv tog, hvad man havde brug for. Stemningen og betjeningen var afslappet og uformelt, og gæsterne, der var der denne dag, var en meget blandet flok. Der var folk i fint tøj - endda en enkelt i jakkesæt - og det var 25 grader ude denne dag - stakkels mand, og så var der folk i shorts, t-shirts og kondisko. Og en del af gæsterne var desuden udenlandske.

Til frokosten har man valget mellem en 3-retters eller en 5-retters menu, der dog reelt består af mere, da der er ekstra retter inkluderet. Vi valgte de 5-retter.

Vi fik denne dag:
Ærter, sankthansurt og salturt.
Gæret fladbrød.
Rejer, foie gras og salte brødkrummer.


Ærteretten var det første, der kom på bordet og en meget passende bid at starte på - frisk og fyld af smag. 

Brødet kom direkte fra grillen ind på bordet, næsten så varmt at man ikke kunne tage fra det med det samme - men hvor smagte det dog skønt.

Sebastian var meget begejstret for reje retten, hvor han sammenlignede rejerne med de bedste søde sushi rejer, han har fået - og så en del af dem, hvor man i sushi typisk bare får en enkelt eller to - og så med en god smagfuld men mild foie gras til. 

Saltet makrel svøbt i let bittert grønt, stegt løg og vinaigrette.


Østershat, valnød og hibiscus.


Menuen vi blev præsenteret for, da vi kom, var ikke helt opdateret, og dette var sammen med reje retten en af de nye. Chef kokken kom ud og fortalte, at en ven havde fundet østershatte på Amager, og derfor denne ret. Svampene var bløde og smagfulde, og cremen på valnød var perfekt dertil. Det var en let udfordrende ret, hvor jeg i starten overvejede, om jeg overhovedet kunne lide den, men altså endte med at elske den. Den var en af mine favoritter til denne frokost kun overgået af hovedretten, som i snart skal høre om.

Dry-aged okse, syltet ramsløg og mayonnaise lavet på oksefedt.


Dette var en dejlig blød og let varm tatar med en cremet mayonnaise til, der altså var lavet på oksefedt. Den var rigtig god, og de relativ stærke syltede ramsløg var lige prikken over i'et.

Lammebryst og gulerod.


Hovedretten kom i to dele, og denne første del var altså min absolut favorit til denne frokost. Den bestod af to små stykker fed, saftig og supersprødt lammebryst med søde gulerødder og en næsten lakridsagtig urt, som jeg ikke husker navnet på. Det smagte himmelsk.

Lammetunge, ærter og urter.


Hindbær, is på søde majs, oregano og fløde.


Til maden fik vi en udmærket vinmenu, hvor de fleste glas blev serveret direkte fra store vinflasker - magnum eller måske større. Vinmenuen bestod af:

2012 Aligoté Dider Montchovet, Bourgogne, Frankrig
2011 Chardonnay "Pet'Nat" Pascal Potaire, Loire, Frankrig
2012 Winifred Gut Oggau, Burgendland, Østrig
2012 Simplicemente Rosso Cascina Degli Ulivi, Piedmonte, Italien.

Vinmenuen inkluderede ikke en dessertvin, men det gør mig egentlig ikke noget, da de sjældent er noget for mig. Sebastian købte dog et glas til og var fuld ud tilfreds. Og inden vinmenuen fik vi et glas Alice Beaufort - en rød mousserende vin.

Vi er meget begejstrede over Amass og vil glædelig vende tilbage. Mine eneste kritik punkter er nok akustikken i hallen - ikke fordi, at det var larmende, men jeg faktisk lidt svært ved at høre, hvad tjenerne sagde, hvorimod jeg nemt kunne høre Sebastian - sært. Og derudover ærgrer det mig, at stedet er så besværlig at komme til - det hænger selvfølgelig sammen med, at de har egen have og sådan, så der kommer jo også noget godt ud af deres pladsering.

Nu kan jeg naturligvis ikke udelukke, at det til dels er på grund af vores ellers relativ magre diet for tiden, at maden smagte så himmelsk denne dag, men det er helt klart ikke den eneste grund. De ved klart, hvad de gør her med smagfuld og præcis mad, hvor hver eneste ingrediens har sin plads i helhedsoplevelsen af retterne.