lørdag den 12. december 2009

Frokost på The Paul

Restaurant: The Paul

The Paul har længe stået på vores ønskeseddel over restauranter vi gerne vil besøge og nu lykkedes det os endelig at besøge dem.

Vi fik en frokost en kold vinter lørdag. Stedet er lyst og hyggelig med en afslappet atmosfære. Betjeningen er professionel og usnobbet.

Vi valgte den billige frokost menu.

Inden menuen fik vi en appetizer der bestod af søde rejer med blomkål og pære. Dette var en dejlig mild og smagfuld ret.
Første ret var en vesterhavs pighvar med en stegt fois gras og syltede grønne og røde æbler på toppen samt hindbærs balsamico. Dette er en kombination af ingredienser jeg aldrig har smagt, og selvom jeg syntes at det smagte godt er jeg ikke så imponeret. Retten hører mere hjemme i en større tasting menu.
Hovedretten var braiseret oksekind med bløde svampe, sprøde løgstrimler og trøfler på toppen samt en pommes mousseline og indkogt sovs i bunden. Dette er noget af det mest møre og mest smagfulde kødret jeg længe har fået. Kødet var så mørt at vi spiste den helt uden kniv og tilbehøret var så perfekt dertil at jeg er meget imponeret over retten.
Desserten var hindbær og valnødder som hele, sorbet, meringue og dressing. En frisk og lækker dessert.
Til kaffen fik vi lidt petit fours som chokolade, flødebolle og karameller. Simpelt og lækkert.
Vi nød klart besøget på The Paul og vender tilbage for en længere tasting menu til sommer.

Oubæk

Restaurant: Oubæk
Sebastian startede med svamperavioli med hummer.
Og jeg fik Oubæks version af en "Salade Gourmand". Den smagte lækkert, men jeg syntes klart at de brugte for mange ingredienser, hvilket gjorde at den mindede mere om en charcuterie end en "salade gourmand". Faktisk gik mange ingredienser igen fra den charcuterie jeg fik ved vores forrige besøg og det syntes jeg er en skam. Som anden ret fik jeg pighvar med spinat, løg og hollandaise. Ved første bid tænkte jeg at denne fisk var vist stegt lidt for meget. Ved anden bid tænkte jeg "nej hvor sprødt; det er vist med vilje at den er stegt sådan". Og derefter elskede jeg retten. Fisken var sprød og smagte helt fantastisk med den milde og bløde hollandaise sovs. Og Sebastian fik stegt fois gras. I kan se billede af denne i min forrige Oubæk review.
Som tredie ret fik Sebastian okse mørbrad med indbagt oksehale, brissel og svampe. Og jeg fik en "Bouef bérnaise". Nabo bordet var utilfreds af størrelsen af denne ret. Jeg syntes derimod at det er skønt at kunne få en bøf bearnaise, som jeg elsker så meget, og stadig have plads til to andre lækre retter. Så er det eneste du vil at have en god bøf bearnaise, så besøg ikke dette sted men tag derimod på mash som også laver en god bøf (http://www.mashsteak.com/).
Oubæk laver rustik og simpel mad der smager fantastisk. Jeg kan klart anbefale alle at besøge stedet.
Oubæk har en menu kort der ikke ændrer sig meget, men alle retter lyder så fantastisk at man har lyst til at prøve dem. Og på to besøg er det lykkedes mig ikke at tage nogen gengangere også selvom meget af det jeg får på Oubæk er noget jeg gerne spiser igen.
Og nogle retter spiser jeg MEGET gerne igen:
Bøf bearnaise
Stegt fois gras
Hummer med mayo
Pighvar retten fra dette besøg

torsdag den 29. oktober 2009

The Square

Restaurant: The Square

Dette er første gang at vi har fået en tasting menu på The Square. Ved tidligere besøg har vi enten fået fra a la carte menuen eller fra den billige frokost menu. Vi var lidt bekymrede for om stedet kunne holde niveauet når vi nu for første gang skulle have mere end tre retter.

Inden menuen fik vi nogle snacks, der bestod af en langstrukket indbagt reje, en sprød kegle med fyld af en blød og lækker fois gras, nogle røgede chips i en lækker dip og til sidst en lille "chokolade" kugle med fyld af blæksprutte blæk. Alt sammen var lækkert og velsmagende.
Første ret i menuen var en consommé på vildt toppet med skum af bacon med en toast med vildt rillette og en halv friteret kød kugle med en æg i.
Anden ret er en genganger fra tidligere besøg og en ret som stedet er berømt for. Retten bestod af en parmesan gnocchi toppet med en sauteret hale af jomfruhummer og med en emulsion på kartoffel og trøfler ved siden af. En lækker ret man dog hellere vil have i en større a la carte version.
Tredie ret var en stegt fois gras med semi-dried ananas og en sur og sød citron glaze.
Næste ret var en pighvar fillet med en salat af varm blomkål, parmesan og mandler samt en puré af blomkål.
Hovedretten var en bryst af skovhøne "grouse" med knuste rodfrugter og hyldebær.
Efter hovedretten fik vi ost fra et ostebord.
Og en lille pre-dessert.
Vi fik to desserter og den første var en ostekage på en "brillat-savarin" ost og med smag og tilbehør af passionsfrugt og lime. En rigtig lækker og smag fuld dessert.
Og sidste dessert var en soufflé på rom og rosin med en banan is på toppen. Sebastian kunne godt lide denne. Jeg ved ikke rigtig - soufflé er en overvurderet dessert i min mening.
Min review af The Square lider desværre lidt under at jeg ventede lidt for længe med at få den skrevet færdig, men jeg håber jeg har givet jer en ide af deres formåen med en tasting menu.

Mht. maden er de klart stærke nok til at klare en længere menu. Min eneste kritik er nok at de ikke var særlig gode til at time vinmenuen med maden. Ofte kom vinen i sidste øjeblik inden retten eller efter den allerede var sat på bordet og jeg tror faktisk at vi missede et glas helt. Det er selvfølgelig mulig at de bare havde en dårlig dag, men det er ærgerligt at det skal ske på en to stjernet michelin restaurant.

Vi vender klart tilbage til The Square men selvom jeg synes at de kan klare en tasting menu tror jeg faktisk at vi hellere vil have en tre retters menu i stedet. De er nok bedre til dette! Især når man tager problemerne med vinbetjeningen i betragtning.

Hibiscus

Restaurant: Hibiscus (London)

Dette var vores første besøg på restaurant Hibiscus i London og vi er positiv overraskede.

Vi startede med en kølig hibiscus soda med bobler af ananas. En dejlig frisk start på middagen - jeg kunne især godt lide ananas boblerne, der havde en fast ydre til de poppede under pres og frigjorde ananas juicen indeni.
Første ret i menuen var en stegt kammusling med en gratinering af hasselnød og æble og en "pork pie" sovs og en grape gele ved siden af. En interessant kammusling som havde en meget ensartet konsistens hele vejen igennem. Meget velsmagende og med et dejligt tilbehør.
Anden ret var en ravioli med fyld af løg og kanel og med lidt æble og løg på toppen og en kraftsovs i bunden. Endnu en interessant ret der dog var lidt for julelig til mig.
Tredie ret var rød multe med en salat af bløde løg og en marv og løg toast på toppen og ved siden af lidt rosenkål, røget smør og en "civet sauce". En rigtig lækker og smagfuld fiskeret.
Næste ret var en stegt fois gras på en kompot at figener og en hindbær eddike puré ved siden af. Dette var en rigtig lækker fois gras; perfekt stegt og med et passende tilbehør. Den spiser jeg gerne igen.
Til hovedret fik vi en stegt stykke "elwy valley mutton", dvs. lam med en "skorpe" af valnødder på toppen. Og i bunden nogle puy linser og mandel mælk. En udmærket ret, som Hibiscus skulle være særligt kendt for.
Inden desserten fik vi en glas med en puré af "granny smith" æbler og en gele på sød selleri rod og på toppen en creme af kastanjer. En virkelig lækker og friskende ret som resulterede i en diskussion med Sebastian, der ikke ville tro på at der var selleri i. Men vi spurgte tjeneren og jeg havde ret :)
Vi fik ikke beskrevet desserten inden vi spiste den. I stedet opfordrede tjeneren os til at gætte hvad den var lavet af, hvad vi så forsøgte på.

Desserten bestod af tre ting; en tærte, en is og en gel.
Tærten var helt usædvanlig; sød som en dessert men alligevel med en helt anderledes smag. Vi kunne helt klart smage at der var svampe i og gættede på kantareller. "Tæt på" sagde tjeneren. Den var lavet med Karl Johan svampe.
For isen gættede vi på hasselnødder. Det viste sig at være macademia nødder.
Gele'en var svært at gætte på og viste sig at være blod fersken.

Dette var en virkelig lækker og velsmagende dessert. Jeg gerne spiser igen. Tanken med en karamel/svampe tærte var helt fantastisk.
Og til kaffen fik vi tre små godter.
Hibiscus var en dejlig oplevelse og vi vil klart vende tilbage. Jeg overvejer at tilføje dette sted til min top fem liste men vil gerne vente til jeg har besøgt stedet igen.

mandag den 19. oktober 2009

Les Trois Cochons

Restaurant: Les Trois Cochons
Hjemmeside: www.cofoco.dk
Vi har nu endelig fået prøvet den sidste i cofoco rækken; de tre små grise. Stedet er mere grov og autentisk indrettet end de andre. Ikke så smukt men derimod mere hyggeligt.
Og om maden kan man sige lidt det samme; grov og ikke så smukt men meget velsmagende.
Til forret fik vi tre anretninger som vi skulle dele; nogle grove pølser med en linse salat, en salat med figner og en krabbe salat. Disse anretninger var alle velsmagende og var dejlig anderledes end hvad man får andetsteds. Det er altid sjovt at prøve noget nyt.
Derudover valgte vi som tillæg til forretterne en fois gras med syltede blommer og brød. Og denne nogenlunde lette og saltede fois gras var rigtig lækker.
Til hovedret valgte vi andeconfit med kål, æble og sky. Og derudover kommer alle hovedretter med en kartoffelpure og bønner. Det smagte virkelig lækkert - jeg ville dog gerne have haft lidt mere kål med.
Til sidst fik vi tre små desserter vi igen skulle dele; en creme brulee, en æble tærte og en is af hvid chocolade. Alt sammen lækkert men dog ikke så imponerende som de foregående retter.
Vi havde en hyggelig aften på Les Trois Cochons og vender klart tilbage.

Fabio

Restaurant: Fabio
Restaurant Fabio har længe stået på min ønskeseddel over steder jeg gerne vil besøge og nu fik vi os endelig taget sammen. Stedet ligger på Frederiksberg i kort afstand fra Metro stationen.
Vi startede med at dele en stor omgang Fabio fristelser, som er en omgang anti pasti samlet på en tallerken. Den indehold lækkerier som en speltsalat, salami, lufttørret skinke, auberginetærte, tomat bruschetta, porregratin og rucola pesto. Det var en stor og velsmagende omgang; jeg var især vild med auberginetærten.
Og så løb kammeraet tør for strøm :(
Inden hovedretten fik Sebastian en hjemmelavet bredbåndet pasta med kronhjort ragout og karljohan svampe. Jeg fik også en lille portion af det og det smagte udmærket.
Til hovedret fik Sebastian en mega portion ossobuco af kalveskank.
Og jeg fik en omgang tagliatelle alla fabio; en tagliatelle båndpasta med en tomatsovs lavet med mild chili, pancetta og kalvekøds frikadeller. Og det smagte fantastisk; den var på en gang lidt krydret og mild og cremet i smagen. Den bestiller jeg gerne igen.
Vi havde en dejlig aften på Fabio. Næste gang vil vi dog kun bestille en lille anti pasti, da vi helt klart fik for meget mad denne aften.

mandag den 28. september 2009

Den lille fede

Restaurant: Den lille fede
Første ret var blomkålssuppe med sur-sød dumpling.
Anden ret var hjemmelavet spaghetti med frisk chorizo, aubergine og æggeblomme, hvor æggeblommen var kogt ved 63 grader og derefter paneret og friture stegt. Dette er klart den bedste og mest interessante ret jeg har fået på den lille fede. Spaghettien var dejlig cremet og smagte lækkert til de røgede chorizo og den fantastiske æg. Derefter fik vi smørpocheret torsk med blåmuslinger, selleri, salturt og røget hvid peber. Fjerde ret var en dejlig mør svinekæbe med en let kartoffelskum, sprøde kantareller og en dejlig kraftig sovs på kæben. Endnu en fantastisk ret. Hovedretten var braiseret oksetykkam med okse striploin, græskar puré, syltet græskar og bagte løg. Jeg syntes at dette var en dejlig ret men Sebastian syntes nok at det var lidt for meget græskar. Og desserten var en chokolade kage med pistacie is og sensommer bær. Vi havde endnu en dejlig aften på den lille fede. Udeserveringen om sommeren er nok mere hyggeligt og mindre larmende men maden var klart bedre denne gang. Ingen af dem skuffede os og to af dem var endda helt fantastiske og det er godt klaret for et sted med en menu til så rimelig en pris. Vi kommer uden tvivl tilbage.

onsdag den 23. september 2009

Il Grappolo Blu

Restaurant: Il Grappolo Blu
Vi var meget glade for restauranten da vi sidst besøgte den og valgte derfor at besøge stedet igen sammen med mine forældre. Min stedmor har for nyligt fyldt rundt og dette var hendes gave fra os.
Første ret var ricotta ost med noget meget sødt på toppen som jeg tror har været karameliseret appelsinskrald samt lidt birkes. Det var en udmærket omend meget sød start på aftenen.
Derefter fulgte en lille portion risotto med en tørret syltet tomat, en ananas kugle og et blad citron melisse. En meget anderledes risotto især fordi den blev serveret kold og meget løs i det. Tredie ret var tun carpaccio ovenpå en salat af ruccola og fennikel og rødløg på toppen. Og ved siden af blev serveret noget støv af tørret æg og et edderkop spind af blæk fra blæksprutte. En flot og velsmagende ret, der især smagte godt hvis man fik lidt af alt på en gang. Næste ret var en tatar af oksemørbrad med salat, æble og pinjekerner. Femte ret var en spinatravioli med fyld af forskellige grøntsager og parmesan på toppen. En udmærket ret omend jeg godt kunne have ønsket at den havde været lidt varmere. Og sidste ret inden hovedretten var en pakke af aubergine med små pasta som fyld, en tomatsovs og parmesan på toppen. Dette var helt klart aftenens højdepunkt for mig men nu elsker jeg jo også aubergine. Til hovedret fik vi et valg mellem fisk og kød og vi valgte alle kød. Vi fik her perlehønebryst med fyld af pinjekerner og ruccola salat serveret på en bund af salat med en passende velsmagende sovs. Det var et lækkert og tilpas stegt stykke fugl og tilbehøret var simpelt og lækkert dertil. Inden desserten fik vi en god tallerken ost med fire forskellige oste og vi fik senere to ekstra oste. Alle oste var lækre og smagte godt med det tilhørende honning. Som pre-dessert fik vi en skefuld af vanilje creme med frisk chokolade på toppen. Og desserten bestod af to ting. Først tre små kager; en med hvid chokolade og jordbær, en linse med pinje og creme og en slags vandbakkelse med kaffe. Og den anden del bestod af en lagret kage med lag af pære, chokolade og en superlet flødeskum. Og til denne blev serveret lidt ribs og en vanilje creme. Dette var en rigtig lækker dessert og aftenens anden og sidste højdepunkt. Mine forældre var positive over oplevelsen omend meget trætte efter en meget lang aften. Det er ikke alle der er i træning med en middag på over fire timer :)
Og min egen vurdering ... Det var en god aften og den indeholdt mange gode ting men mht. maden var det nok bedre og mere overraskende sidste gang. Nu var vi også uheldige at være der en aften hvor der også var en meget larmende selskab tilstede og det er muligt at køkkenet denne aften har simplificeret menuen for at kunne hamle op med dette selskab.