søndag den 28. april 2013

Benu (San Francisco)

Restaurant: Benu
Hjemmeside: http://www.benusf.com/

Vi valgte at besøge Benu i San Francisco, da de havde en asiatisk inspireret tasting menu, som er noget, vi ikke så tit får mulighed for at få. Stedet har desuden en michelin stjerne, og heldigvis viste det sig denne aften at være velfortjent. Vi havde dagen inden fået et meget skuffende måltid på Garry Danko. Dette hører i mere om senere.

Stedet er sparsomt indrettet i en meget minimal og ren stil, og betjeningen er perfekt uden at være for meget.

Vi valgte stedets tasting menu, og menuen bestod af 15 forskellige retter, hvoraf mange blot bestod af en enkelt eller to bid. Dette var også en af de mest typiske klager over stedet, når man læser på Tripadvisor og Zagat, at folk betalte dyre domme og måtte gå sultne hjem. Personligt kunne jeg godt lide størrelsen på retterne - når man er foodies, som vi er, er det rart ikke at blive overfyldt, hver gang man er ude, da man jo også gerne vil have plads til at prøve mange andre steder. Det med prisen må jeg dog give dem ret i. Dette var godt mad med nogle fantastiske øjeblikke, men 180 $ er mange penge for den mængde mad - især når man sammenligner med et sted som Aziza, hvor vi gik lige så glade hjem, og kun betalte det halve. Det var så også en meget usædvanlig oplevelse. Også denne hører i mere om senere :)

Nå men nu tilbage til Benu og maden derfra. Menuen bestod denne aften af:

0. Chips på tang og boghvede.

1. Tusind år gammel vagtelæg med en let cremet kartoffelskum og styrke fra ingefær.

2. Østers, gris og en stærk og syrlig kimchi. Vi tror måske, at det var skallen om retten, der var lavet af gris, da vi ellers ikke kunne mærke gris i retten.

3. Kartoffel salat med karameliseret ansjoser. Dette var en virkelig smuk ret. Den smagte også godt, omend dette var første gang, hvor jeg tænkte, at lidt mere salt ville have gjort den bedre endnu.

4. "Feuille de brick" med fyld af ål serveret med en solid creme fraiche med lime. Dette var min første favorit, hvor retten var skøn med en mild smag af ålen.

5. Havtaske lever med æble, daikon, sort sesam og brioche. Dette var en interessant ret, hvor leveren næsten smagte som foie gras men samtidig også af fisk, som det jo var. Men hvor var den tallerken da irriterende.

6. Kylling "velvet" bolle med stærk blomsterlig suppe på sort mos, tørret kammusling og krysantemum.

7. Indbagt reje med asparagus, ærter, valnød og mousselini på rejerogn. Dette var en skøn og interessant kombination af ingredienser.

8. Blækspruttechip med skønne og stærke japanske krydderier. Dette var en fantastisk og godt sammensat chip, og det var den første ret, hvor vi begge var enige om, at dette var det bedste, vi havde fået indtil da.

9. Dim Sum "Hummer coral xiao long bao" fyld med hummersuppe og hummerkød. Dette var endnu en fantastisk ret, og Sebastians nye favorit.

10. Dampet bars med chips af sprødt skind, forårsløg og vild grønkål.

11. Stegt vagtel serveret med byg, sort trompetsvampe, radisser, "mountain jam" og peber. Jeg er ikke fan af byg serveret på denne måde, men alligevel var det rart med en mere kødlig ret. Vi fik både et stykke brystkød og et lille lår - begge var dejligt møre og saftige. Det var et virkeligt godt stegt stykke fugl.

12. "Hovedretten" var okse braseret i pære juice serveret med en intens og tyk sovs med en dejligt brændt smag lavet på forkullet forårsløg og eddike. Kødet var let rosa men samtidig super mør, og den tykke, næsten BBQagtig sovs, var fantastisk dertil. Dette var aftenens favorit for mig.

13. "Hajfinnesuppe" lavet på jinhua skinke og krabbekød med en tyk trøffel creme i bunden. Krabbekødet var dejlig saftig, og den usædvanlige match med trøffel var interessant. Det var en skøn ret men igen manglede der salt.

14. Sorbet på honning med jasmin og honningecreme.

15. Mælkechokolade og mousse med sprød banan og cognac karamel. Dette var en overraskende god blanding af banan og chokolade - det er ellers ikke altid, at jeg kan lide de to sammen.


Til alt det lækre mad fik vi en udmærket rødvin; en 2010 Pisoni, Estate, Santa Lucia Highlands.

Vi havde en skøn aften på Benu. Det var virkelig godt og interessant mad. Menuen var nok lidt for dyr, men alligevel kan jeg ikke udelukke, at vi ville vælge at betale prisen igen, skulle vi komme tilbage til Benu.

torsdag den 25. april 2013

Michael Mina (San Francisco)


Restaurant: Michael Mina
Hjemmeside: http://michaelmina.net/

Vi havde bestilt bord til frokost på Michael Mina i San Francisco, som er en restaurant Sebastian før har besøgt med held.

Jeg kunne godt lide indretningen af stedet med rustikke skurrede vægge med flotte jordfarver. På en måde var indretningen minimalisktisk med flotte træborde uden duge, og samtidig var stolene betrukket med noget flot og pyntende betræk. På væggene hang der store spejle, og i potterne var der store grønne planter.

Vi startede med at bestille nogle udmærket drinks og drak ellers kun vand til maden. Til maden fik vi noget skønt smørstegt brød. Retterne var ikke så store, men brødet alene mættede en del, og det smagte jo for godt til, at man kun skulle have et stykke.

Vi delte vores to forretter. Den ene var en kraftig smagende ret med bucatini, oksehaler, safran, forårsløg og chili. Dette var en skøn ret, omend den godt kunne have brugt lidt mere salt. Og den anden ret var en mere mild ret; krabbekager med grape, avokado og koriander olie. Denne ret havde en god ren krabbesmag, men den kunne godt have brugt lidt mere tilbehør.


Til hovedret, som vi også delte, fik vi en "Fish and Chips" med torsk, kartoffel kroketter og asiatisk coleslaw. Denne ret var nok frokostens mindst imponerede ret - jeg tror måske, at den blot var for sund til at være virkelig god. Ikke at sunde retter ikke kan være gode, men jeg syntes bare ikke, at det klæder denne ret. Derudover fik vi en variation på gris med æble, hvidløg, selleri og krydderiet "Moresque", som virkelig klædte grisen. Denne ret var klart bedre end fisken, men vi fandt det nok irriterende, at de tre stykker gris var så forskellige - så hellere bare tage tre af de bedste stykker.


Til dessert fik vi "Red Velvet Genoise" med jordbær, hibiscus og rooibos, samt en citron tærte med lime, citron, pinje kerner og miso. Begge desserter var skønne og perfekte på hver deres måde.


Michael Mina's mad er ikke altid perfekt, men det er klart godt, og jeg vil anbefale det til enhver, som vil have en god og velsmagende frokost. Sebastian siger også, at han er god til det mere luksuriøse aftens måltid.

søndag den 21. april 2013

Frances (San Francisco)

Restaurant: Frances
Hjemmeside: http://www.frances-sf.com

Frances ligner på ingen måder en klassisk michelin restaurant, selvom den har en stjerne i guiden. Den har en meget afslappet atmosfære, ingen duge på bordene og en betjening i høj tempo med flere seatings. Faktisk var der folk, der ventede på bord det meste af aftenen, og da vi ankom kl. 17:30 var der stort set allerede fyldt, og et bord var ikke ledig lang tid af gangen.

Vi startede med lidt snacks, som vi delte. Den ene var nogle "fritter" på kikærter med en urtemayo, og den anden var nogle "beignets", der er en stegt dej med røget bacon serveret med en creme fraiche med purløg.

Derefter fik jeg en tagliatelle med blæksprutte blæk og grillet blæksprutte. Dette var ikke en køn ret, men den smagte fantastisk.

Og Sebastian fik en suppe på selleri og fennikel med gnocchi, bladselleri og persille. Jeg fik en lille smagfuld, og selvom de rodfrugter, der var blevet brugt i denne suppe, ikke er blandt mine favoritter, så havde den faktisk en god og meget cremet smag.

Til hovedret fik jeg en god lokal og rosastegt andebryst med mandariner, forårsløg, grønkål og en krydret andesaft. Dette var også en god ret, men den ville have været bedre for mig, hvis der ikke havde været for kanelen, der var i saften. Det var dog heldigvis ikke så meget.

Og Sebastian fik en steak med bintje kartofler, peberrod og ærter.

Vi fik desuden en sideret med gnocchi serveret med rucola pesto, valnødder og parmesan ost, men vi var faktisk ikke så glade for denne sideret, og tjeneren endte med at trække den fra vores regning, selvom jeg sagde, at de ikke behøvede at gøre dette.


Til maden fik vi en "Big Meaty Red", en 2010 Billhook Cabernet Sauvignon fra Napa Valley. Jeg kunne godt lide den måde, de havde delt deres vinkort op i kategorier såsom "Light Rusty Reds", "Medium Bodied Reds" osv. Vi ville egentlig have bestilt vin pr. glas, men der var ikke så mange lokale vin på glas, og når vi nu havde rejst helt herover, så ville vi også gerne benytte chancen til at prøve nogle gode lokale vine. Den vi fik denne aften var i øvrigt fantastisk - lige til min smag.

Der er ingen tvivl om, at det er god mad de serverer her, men alligevel er jeg ikke helt enig i deres michelin status. Jeg syntes, at der var for mange småfejl til, at de fortjener en stjerne, så i min mening er de blot en bib gourmant. En ulempe ved stedet er desuden lydniveauet, som var meget høj.

fredag den 19. april 2013

Acquarello (San Francisco)

Restaurant: Acquarello

Dette var vores første restaurant besøg i San Francisco. Aquarello er en Italiensk restaurant med masser af charme og romantisk stemning. Betjeningen var venlig og præcis uden at være snobbet.

Vi valgte af gå a la carte vejen, hvor man kan vælge mellem 3 og 5 retter. 

Til forret fik jeg en italiensk variant af den vietnamesiske ret "Pho"; ande suppe med and, kål og ristet farro, som vist er en slags korn. Det var en interessant ret men ikke en favorit hos mig.

Og Sebastian fik en cappachio på "fluke" (måske rødspætte?) med bergamot og kaviar. 

Til anden ret havde vi valget mellem 4 "pasta" retter, hvor jeg valgte deres gnocchi med brisler og en variation på svampe. Dette var nogle virkelig dejlige lette og bløde gnocchi, med et dejlig tilbehør. Og dette er nok første gang, hvor jeg med held, har fået en ret, hvor brisler blot er en ingrediens brugt til at forbedre en anden hovedingrediens fremfor selv at være i centrum. Normalt skælder jeg altid på denne typer for retter med brisler, men denne ret var simpelthen fantastisk.

Og som pasta fik Sebastian en agnolotti pasta fyldt med lammeskank med en skøn kraftig sovs til. Jeg fik en bid af retten, og den var næsten så fantastisk som min.

Til hovedret fik jeg en Californisk sværdfisk med kantareller, kartoffelmos og sort trøffel. Og også denne ret var fantastisk. På mange måder mindede den mere om en kødret end en fisk, da fiskekødet var mere fast, end den er på de fisk, vi normalt spiser - den kan nok mest sammenlignes med tun i teksturen, men smagen er helt anderledes og virkelig skøn. Tilbehøret var også noget, man normalt ville finde til en kødret fremfor en fiskeret.

Og Sebastian fik en variation på gris med "pork loin" svøbt i pancetta og et slag serveret med blommer og ristet baby fennikel.

Til maden fik vi en 2010 Melville fra Santa Rita Hills "Terraces", der var en udmærket vin, som især Sebastian var fan af.

Jeg var egentlig ok mæt på dette tidspunkt, men desserterne lød så lækre, at vi ikke kunne lade være.

Min dessert var en mousse lavet på creme fraiche serveret med en gelé på brændt appelsin og en is på chokolade og kandiseret appelsin skal.

Og Sebastian fik en panna cotta med appelsin og vanille og en tyk lag abrikos gelé på toppen, mandler, pære og knas.

Min dessert var skøn, men jeg var ikke en fan af Sebastians - han var dog glad for den.


Efter maden fik jeg en kop "Plum tea", der var en skøn mørk te, og Sebastian fik noget sort kaffe, og hertil fik vi lidt sødt at slutte af på, hvor min favorit klar var en chokolade trøffel med fyld af salvie karamel.

Vi havde en dejlig aften på Acquerello med skøn mad og en hyggelig atmosfære, omend det blev lidt højlydt i løbet af aftenen.