fredag den 19. april 2013

Acquarello (San Francisco)

Restaurant: Acquarello

Dette var vores første restaurant besøg i San Francisco. Aquarello er en Italiensk restaurant med masser af charme og romantisk stemning. Betjeningen var venlig og præcis uden at være snobbet.

Vi valgte af gå a la carte vejen, hvor man kan vælge mellem 3 og 5 retter. 

Til forret fik jeg en italiensk variant af den vietnamesiske ret "Pho"; ande suppe med and, kål og ristet farro, som vist er en slags korn. Det var en interessant ret men ikke en favorit hos mig.

Og Sebastian fik en cappachio på "fluke" (måske rødspætte?) med bergamot og kaviar. 

Til anden ret havde vi valget mellem 4 "pasta" retter, hvor jeg valgte deres gnocchi med brisler og en variation på svampe. Dette var nogle virkelig dejlige lette og bløde gnocchi, med et dejlig tilbehør. Og dette er nok første gang, hvor jeg med held, har fået en ret, hvor brisler blot er en ingrediens brugt til at forbedre en anden hovedingrediens fremfor selv at være i centrum. Normalt skælder jeg altid på denne typer for retter med brisler, men denne ret var simpelthen fantastisk.

Og som pasta fik Sebastian en agnolotti pasta fyldt med lammeskank med en skøn kraftig sovs til. Jeg fik en bid af retten, og den var næsten så fantastisk som min.

Til hovedret fik jeg en Californisk sværdfisk med kantareller, kartoffelmos og sort trøffel. Og også denne ret var fantastisk. På mange måder mindede den mere om en kødret end en fisk, da fiskekødet var mere fast, end den er på de fisk, vi normalt spiser - den kan nok mest sammenlignes med tun i teksturen, men smagen er helt anderledes og virkelig skøn. Tilbehøret var også noget, man normalt ville finde til en kødret fremfor en fiskeret.

Og Sebastian fik en variation på gris med "pork loin" svøbt i pancetta og et slag serveret med blommer og ristet baby fennikel.

Til maden fik vi en 2010 Melville fra Santa Rita Hills "Terraces", der var en udmærket vin, som især Sebastian var fan af.

Jeg var egentlig ok mæt på dette tidspunkt, men desserterne lød så lækre, at vi ikke kunne lade være.

Min dessert var en mousse lavet på creme fraiche serveret med en gelé på brændt appelsin og en is på chokolade og kandiseret appelsin skal.

Og Sebastian fik en panna cotta med appelsin og vanille og en tyk lag abrikos gelé på toppen, mandler, pære og knas.

Min dessert var skøn, men jeg var ikke en fan af Sebastians - han var dog glad for den.


Efter maden fik jeg en kop "Plum tea", der var en skøn mørk te, og Sebastian fik noget sort kaffe, og hertil fik vi lidt sødt at slutte af på, hvor min favorit klar var en chokolade trøffel med fyld af salvie karamel.

Vi havde en dejlig aften på Acquerello med skøn mad og en hyggelig atmosfære, omend det blev lidt højlydt i løbet af aftenen. 

Ingen kommentarer: