søndag den 24. marts 2013

Bornholmsk mad på Restaurant Kofoed

Restaurant: Kofoed
Hjemmeside: http://www.restaurant-koefoed.dk

I lørdags spiste jeg på Kofoed sammen med min gode veninde Katrine.

Vi fik først en lille starter af røget ål, æble og jordskok som skum og chips. Dette var en dejlig lille mundfuld med masser af smag. Desuden fik vi noget skønt brød; en rugbrød og en på kærnemælk og noget smør, der var rørt op med noget kærnemælk for at gøre den mere luftig.


Vi valgte stedets 5 retters menu med to forretter, en hovedret og to desserter samt deres vinmenu, hvor hver ret var tilpasset med en vin, øl eller cider.

Første ret var stenbiderrogn serveret med agurk, selleri, æble og dild. Dette var en dejlig let ret. Jeg bliver nok aldrig en stor fan af rogn, men denne var klart blandt de bedste jeg har fået.

Og derefter fik vi Kofoeds variant på "Sol over Gudhjem" med et lille delikat stykke røget sild serveret med purløg, et lille tyndt stykke ristet rugbrød, vagtelæg og røg. Retten kom i en lille tillukket sylteglas fyldt med røg, der bredte sig over bordet, da den blev åbnet. Til denne ret fik vi en øl lavet specielt til restauranten - jeg tror, at den var fra Svaneke bryggeri.

Hovedretten var Kofoeds variant på "Stegt flæsk og persillesovs", der dog heldigvis for mig var langt fra originalen. Retten bestod af et dejlig fed stykke gris med saftig indre og sprød ydre serveret med kartoffelpuré, rodfrugt, flæskesvær og en dejlig grøn sovs lavet med spinat og persille. Vi syntes begge, at dette var en god ret, men Katrine syntes dog, at det var for stort et stykke gris, når nu den var så fed.


Til dessert fik vi først citronfromage med lakridsis og marengs. Og derefter en chokolade mokka mousse med ristet brød og is. 

Første dessert var formidabel - det er lige sådan, jeg kan lide en dessert med en skøn syre fra citronfromagen og en mild lakridssmag fra isen. Den anden dessert var en overraskende let dessert for en chokolade dessert, hvad var godt, da vi ikke havde meget plads i maven på dette tidspunkt. Det var en god dessert, men den ville nok havde været bedre for mig, hvis der ikke havde været kaffe i moussen. Jeg hader kaffe og vil normalt slet ikke spise en dessert med kaffe i sig. I dette tilfælde var det dog meget lidt, der var i, og jeg endte faktisk med at nyde desserten på trods af kaffen - det var en interessant oplevelse for en som mig, som knap vil kysse sin kæreste, når han lige har drukket kaffe :)

Til lakrids og citron desserten fik vi en bornholmsk æblecider, og til sidste dessert fik vi en "portvin".


Vi havde en dejlig aften trods restaurantens problemer med både opvarmning og et kort øjeblik strømmen også. Stedet er godt sat sammen, hvor man føler, at man er lidt mere for sig selv, grundet smart ophængte gardiner. Indretning og farvevalg er afslappet og behageligt. Der er ingen tvivl om, at dette sted er sat sammen med det formål, at man skal føle sig godt tilpas, når man er der. Samtidig tror jeg, at stedet er ret alsidig, da det nemt kan bruges til en romantisk middag men også til en tøsefrokost, som dette jo var. Og måske vil det endda være egnet til firma middage i løbet af ugen.

Maden; den var perfekt i mine øjne. Det er jo ikke deres skyld, at jeg ikke kan lide kaffe, at rogn aldrig er en favorit hos mig, og at grisen var fed er absolut ikke noget, der skræmmer min indre foodie. Og det at stedet rent faktisk brugte nogle ingredienser, jeg ikke altid er så glad for, og alligevel fik lavet nogle skønne retter, det er jeg meget imponeret over. Jeg glæder mig til at vende tilbage med Sebastian en anden gang.

Ingen kommentarer: