Restaurant: Radio
Hjemmeside: http://restaurantradio.dk/
Vi har hørt rigtigt meget godt om Radio, siden de åbnede, og det har alle andre åbenbart også, for det var ikke helt nemt at få en bord. Jeg tror, at vi bestilte bord måske 3 uger i forvejen, men det er nok nemmere at få bord på andre dage end lørdag.
Restauranten er indrettet udelukkende i sorte og hvide farver med træpaneler på nogle vægge. Resultatet er et lyst lokale med bistro udseende og stemning. Betjeningen var tilpas uformel og afslappet og samtidig præcis og uden særlige mangler.
Vi startede med en lille appetizer som bestod af hjertesalat med sagogryn, malt og mormor dressing. Dette var en let og syrlig bid.
Vi fik desuden noget brød med en olie på gran og krydderurter på bordet.
Vi bestilte deres 5 retters menu og tilvalgte desuden en af deres dagsretter.
Første ret i menuen var grillet blæksprutte med agurk, gæret hyldeblomst, smør og sprøde let brændte rugbrødskrummer. Dette var en udmærket ret med en helt fantastisk duft og god smag.
Og lige et tip: stort set alle salte retter denne aften havde en saft eller sovs med sig, som var skøn sammen med brødet. Og denne ret var ingen undtagelse, så sørg endelig for at benytte jer af tallerkenens sidste safter, hvis i selv besøger stedet.
Anden ret var kartofler glaseret i hønsefond serveret med sprøde kartoffel chips, en luftig skum af rygeost, ærter og ærteskud. Dette var en fantastisk ret med en dejlig røget smag og mange forskellige teksturer og smage, der spillede godt sammen. Dette var aftenens bedste ret både for Sebastian og mig.
Tredie ret var grillet laks med grillet forårsløg, syltet perleløg og en sovs på rapsolie. Dette var endnu en god ret, hvor den let brændte smag fra forårsløgene og det syrlige fra de syltede perleløg spillede godt sammen med den fine og bløde laks og sovs. Jeg tror dog, at hvis de tilføjede lidt flere af perleløgene, så ville retten blive bedre endnu.
Og herefter fik vi vores tilvalgte dagsret, som bestod af noget godt saftigt kyllingebryst serveret med grønne jordbær, grønne tomater, havesyre og en urtesovs. Det var en interessant og velbalanceret udvalg af ingredienser, hvor de havde tilføjet noget sprødt kyllingeskind for at give ekstra smag og sprødhed over retten.
Og hovedretten var sommerbuk med spidskål, stikkelsbær, storbladet persille og en sovs på vallen af kærnemælken. Dette var en ok ret men i min mening knap så god som de andre. Den blev dog bedre, da jeg fjernede persillen, som jeg ikke er en fan af.
Og til dessert fik vi jordbær med mælkeis, sødskærm, lakrids brød og lakrids pulver. Dette var en skøn ret, hvor jordbærerne var bløde med rigtig meget smag. Jeg gætter på, at de måske var marinerede eller lignende. Og lakridsen var perfekt dertil.
Og er Radio så så god som alle siger?
JA, det er den.
Dette er ikke fancy snobbet gourmet mad, men mere en god blanding mellem bistro og gourmet, og så smager maden bedre end på mange af de gode finere steder. Nogle kalder stedet for mini Noma. Dette er jeg ikke enig i. Maden her har meget mere kant, end det man får på de finere steder, og det er noget vi godt kan lide.
Min eneste kritik punkt til Radio er lydniveauet, men da maden var så god - og især til så få penge er de helt tilgivet. Jeg vil dog nok ikke vælge at komme en større flok, da det nok ville være for svært at høre hinanden ordentlig. Men mig og Sebastian - vi vender uden tvivl tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar