søndag den 29. april 2012

Omakase på Nobu (London)

Restaurant: Nobu

Dette var første besøg på Nobu restauranten på Old Park Lane i London. Vi var der til frokost og fik derfor en Omakase menu til lidt billigere penge.

Nobu har to Omakase menuer; en fast en med deres "bedste retter" samt en, der ændrer sig regelmæssigt - måske ugentlig. Vi valgte deres faste, da vi håbede på, at den inkluderede deres berømte signatur ret. Det gjorde den heldigvis, og som i snart vil høre, var den helt fantastisk.

Første ret i menuen var en blød og lækker finthakket laksetatar med kaviar og en meget stærk wasabi krydret soya sovs. Retten havde en dejlig kontrast mellem det fine fiskekød og den kraftige sovs. Vi var begge meget glade for retten. Retten blev desuden serveret med en lille stykke frugt, man skulle spise efter retten. Den mindede nok mest om et kirsebær, men var klart helt sin egen. Det var den lille sorte kugle, der ses på billedet.


Anden ret var en rulle med Yellowtail fisk og asparges, en sprød grøntsags rulle samt en stor reje i en japansk sennepssovs med løg. Rullerne var helt uden ris og smagte godt med sovsen. Det var en interessant og meget anderledes måde at få ruller på. Jeg foretrækker nok de mere gængse ruller, men syntes også at disse var sjove at prøve - især med sovsen til.


Tredie ret var Nobu's signatur ret: "Black miso cod". Torsken var marineret i en blanding af sukker, miso, mirin og sake og derefter grillet til den får et sort udseende. Torsken havde en konsistens, der var både blød og fed og en smag, der var fed, lettere brændt og saltet af misoen. Vi elskede begge denne ret og håber på at få den igen en dag. Ifølge opskrifter på internettet er den ikke så svær at lave, så måske prøver vi selv en dag. Efter retten skulle man friske ganen med et stykke hvid og lilla syltet ingefær, der var ret syrlig i smagen.


Næste ret var en sjov blanding. Den bestod af noget meget rare oksebøf serveret med en hel shitake svamp, små enoki svampe, en supersprød asparges og en sovs af soya og miso. Retten blev serveret meget varm og blev derfor tilberedt yderligere ved bordet. Sovsen fordampede nærmest og kødet blev mindre rødt, hvis man vendte det med den røde side ned på tallerkenen. Jeg syntes, at retten var fantastisk og kunne især godt lide sammenspillet mellem den salte miso smag og den let brændte smag fra kødet og grøntsagerne. Retten var dog svær at spise, da enoki svampene hang lidt for meget sammen, og shitake svampen var hel. For mig var dette en af aftenens bedste retter sammen med torsken. Sebastian er derimod ikke så stor en fan af retten.


Femte ret var en rød miso suppe med muslinger (hjertemuslinger tror jeg) og tang. Jeg syntes, at den var god men ikke så god, som den vi engang fik på Bento. Sebastian syntes derimod, at den var rigtig lækker, men kunne dog ikke lide muslingerne i. Han siger, at den eneste musling, han kan lide, er mig :)


Sidste ret inden desserten var sushi. Vi fik tre nigiris; laks, tun og havbars. Tun nigirien var blød og mager. Laks nigirien var også god og måske ligesågod, som den vi fik på Alex sushi engang. Havbars nigirien er klart ikke den bedste hvidfisk nigiri, vi har fået - den var lidt sej i konsistensen. Derudover fik vi tre stykker rulle; en standard en med krabbe og avokado, en god sprød tempura rulle med måske løg i sig og til sidst en, jeg ikke helt ved hvad var, men måske laksemousse med indiske krydderier.


Desserten var cappuccino inspireret, og da jeg jo ikke kan lide kaffe, måtte jeg lade Sebastian spise det meste af den. Jeg kunne sikkert have fået en anden dessert, havde jeg frabedt mig kaffe-retter, da vi bestilte menuen.


Vi var meget begejstrede for Nobu og hele Omakase konceptet. Eneste andet sted vi ellers har prøvet Omakase er på Umami, som vi besøgte weekenden efter at have været i London, og vi syntes helt klart, at Nobu er bedre til dette. Umami er i vores øjne bedst til sushi, hvorimod deres andre retter kan blive lidt for komplekse og til tider rodede.

Er der nogen der kan anbefale et andet sted til en god og simpel Omakase menu?

Ingen kommentarer: