tirsdag den 12. april 2011

Noma

Restaurant: Noma

Det er svært at få bord på Noma, men holder man øje med deres ugeliste over ledige tider, kan man være heldig, at der ligepludselig dukker noget op. Ofte på lidt skæve tider og i sidste øjeblik. Denne gang var vi heldige at få et bord til en torsdag aften kl. 19:30.

Vi startede med et hav af appetizers:

Knækbrød med enebær og gran
Friteret finsk mos og Karl Johan svampe
Læder af havtorn og hyben rose
Småkage med kogt spæk og solbær
Sandwich af stenbidder rogn og rygeost med rugbrød og kyllingskind
Syltet og røget vagtel æg
Radisser med jord og urteemulsion
Sandwich af ristet brød, vilde urter, eddike støv, røget torskerogn og and
Æbleskiver med finsk røget fisk


Nogle af appetizerne var gengangere fra tidligere besøg, men der var også en del nye denne gang. Det sjoveste var nok det friteret mos og knækbrødet, som mere lignede en gren. Begge dele lignede mere bordpynt, end noget man skulle spise. Det smagte dog udmærket, og man blev heldigvis nøje instrueret i, hvilken del man skulle spise. Æbleskiverne var også sjove - sjovere end dem på Herman men ikke så smagfulde.

Til appetizerne fik vi et udmærket glas champagne Larmandier-Bernier, Blanc de Blancs, Premier Cru.

Efter appetizerne startede selve menuen.

Agurk, fløde, hyldeblomst og dild

Kammusling, blæk, brøndkarse og biodynamisk korn

Dette var en virkelig interessant ret. Kammuslingerne var tørrede og havde nærmest en konsistens som læder. Retten så ikke så indbydende ud, men var meget smagfuld og yderst interessant.

Østers

Kartoffel, mælkeskind, løvstikke og valle

Kartoffel retten var Sebastians favorit denne aften og min nr. 2 favorit. Den var frisk og smagfuld og kom med en interessant historie, om hvordan kartoflerne var blevet groet.

Kongekrabbe, brændt porre, muslinge skum og valle

Oksekæber, pære, jernurt, ramsløg og brunet smør

Hovedretten var min favorit denne aften. Oksekæberne var utroligt møre og nærmest glaserede i smagen, hvilket smagte skønt med det mere friske tilbehør.

Gammel dansk

Jordskokker, æble og malt
Til menuen fik vi en flaske østrigsk hvidvin; en 2009 Riesling "Bushenberg" fra Peter Veyder-Malberg, som trods sin unge alder havde en god kraftig smag. Og til hovedretten fik vi et glas fransk rødvin; 2007 l'Aide-Memoire Pinot Noir fra Philippe Bonard.

Vi fik lidt søde ting til kaffen, hvoraf den bedste var en karamel i ben. Den var lidt røget i smagen, og jeg overvejer, om den rent faktisk var lavet af marvet fra benet. Jeg fik desværre ikke spurgt.

Karamel i ben

Vi havde en skøn aften på Noma, men jeg må være ærlig og indrømme, at det var lidt hårdt at komme op på arbejde næste dag. Vi må hellere satse på en frokost næste gang eller at jeg kan tage en ferie dag dagen efter.

Ingen kommentarer: