søndag den 16. december 2012

Höst

Restaurant: Höst
Hjemmeside: http://cofoco.dk/hoest.php

Dette var vores første besøg på restaurant Höst, der er den nye på stammen fra cofoco kæden.

Man kan her vælge mellem en fast 3 retters menu eller sammensætte sin egen menu fra menuen samt nogle få ala carte retter. Foruden de 3 rettere får man også to små ekstra retter - en til at starte på og en mellem forret og hovedret.

Aftenens første ekstraret var en skummet jordskoksuppe med jordskokchips på toppen. Og den smagte fantastisk - let og elegant men samtidig med masser af smag.

Til forret fik jeg kammuslinger vendt i høaske serveret med speltgrød, muslingeboulion, syltet græskar, græskarkerner og puffet grisesværd på toppen. Da jeg først så denne ret, blev jeg lidt skuffet over, at det mere var grøden end muslingerne, der var i centrum, men efter blot et bid var jeg helt overbevist. Det var en blød, lækker og delikat ret, jeg gladelig ville vælge igen.

Og Sebastian fik jomfruhummer med lun salat af rosenkål, hasselnødder, sprøde kartoffelchips og en luftig sovs på kyllingskind. Jeg fik en smagsprøve, og det var en god ret, dog ikke nær så god som min.

Aftenens anden ekstraret var oksetatar med estragon mayo og maltknækbrød på toppen. Dette var en udmærket tatar, men maltknækbrødet var måske lidt i vejen for retten.


Til hovedret fik jeg andebryst med en kompot af syltet hyben og sennepsfrø, selleripuré, bagt selleri, tørret violet kål og rygeost.

Og Sebastian fik okse stegt i tørrede svampe og salvie serveret med persillerødder glaseret i æblemost, syltede bøgehatte, grillede løg og sauce på Karl Johan svampe.

Begge hovedretter var udmærket, men knap så gode som forretterne. Vi burde måske have byttet retter, da jeg godt kunne lide hans mere kraftigt smagende ret, og Sebastian har en svaghed for kål.


Til dessert fik jeg æblegrød med en skum af hvid chokolade, sukkeroesirup, mælkeis og solsikkekerner.

Og Sebastian fik rødbede is med en kompot på blåbær vendt sammen med tørrede blåbær og karameliseret hvid chokolade drysset med marengsflager lavet på æbleeddike og rålakrids.

Begge desserter var virkelig lækre, og kan klart anbefales. Jeg er ellers ikke normalt så glad for æblegrød, men denne var simpelthen skøn.


Vi er klart imponerede over Höst, der har et helt andet niveau end Cofoco's øvrige restauranter. Chef kokken har også haft ledende stillinger på bl.a. 1.th og Herman, så det er ikke så overraskende, at han kan lave så god mad. Stedet er også mere imponerende end de andre steder. Det er stort men fordelt i flere mindre rum, der gør en del for at holde lydniveauet nede. Det har et rustikt udseende med upolerede vægge, grove træloft og revnede gulve. Det lyder måske ikke så tiltrækkende, men er rigtigt godt udført og gennemtænkt. Det rum, vi sad i, var nok det mest hyggelige, da der var lidt bedre plads, og så var der en del planter, som gav rummet et naturlig karakter.

Der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage til Höst.

Ingen kommentarer: