onsdag den 20. februar 2013

Lumskebugten og "Copenhagen Dining Week"

Restaurant: Lumskebugten
Hjemmeside: www.lumskebugten.dk

For første gang benyttede vi os i år af at få en billig middag i byen under "Copenhagen Dining Week". Vi havde egentlig håbet på at få et bord på Krogs Fiskerestaurant, men den var hurtig booket på de tidspunkter vi kunne. Så istedet valgte vi Restaurant Lumskebugten, som Sebastian havde hørt godt om.

Menuen bestod af:
Luftig vesterhavsbisque med jordskokker og torsk.
Kalvekæber "Wienerart" (olie, citron, kapers, peberrod, persille) serveret med vintergrønt i form af hvidkål, blomkål og løg.
Profiteroles med vaniljeis og blodappelsinsalat.

Maden var udmærket uden at være fantastisk. Kalvekæberne i sig selv var kedelige, men sammen med tilbehøret smagte det godt. Desserten var for mig aftenens bedste ret, da de modsat andre steder, hvor jeg har fået lignende ret, havde sørget for at isen ikke var for kold og ubehagelig at spise sammen med bagværket.


Min kritik af dette besøg består udelukkende af den måde, vi blev pladseret på og behandlet af personalet, og om dette bare er den måde, som Lumskebugten kører på, eller om det er et resultat af "Copenhagen Dining Week" ved jeg ikke - måske er det sådan, at alle restauranter agerer i denne uge?

Ved ankomst fik vi at vide, at vi kunne vælge en af tre ledige borde i gangen, for det var altså bare det, der var tilbage på dette tidspunkt (klokken var 17:30). Døren ud til kulden var direkte bag os, og der var konstant rend af nye gæster og tjenere i gangen. Lydniveauet var også ret højt, da man både fik lyden fra de rigtige lokaler, tjenerens rend og køkkenet lige bag os. OK - det var en billig menu, men helt ærligt ville jeg hellere have betalt fuld pris end at blive behandlet således. De burde ikke have solgt disse 4 borde, og det var ikke bare os der var utilfredse. Faktisk tror jeg, at vi var de eneste, der ikke klagede højlydt til tjeneren. Det nyttede jo ikke rigtigt på dette tidspunkt, hvor bordene allerede var solgt. Men jeg håber på, at de er blevet klogere nu, for jeg tvivler på, at mange fra denne gang vender tilbage igen - måske endda fravælger restauranten en anden gang - og jeg er fristet til det samme. Men maden faldt i ret god jord hos Sebastian, og da jeg spurgte ham efter hovedretten, gjorde han det klart, at her ville han meget gerne tilbage til. Og da jeg tror og håber på, at denne oplevelse ikke er den måde som restauranten kører på normalt, er jeg villig til at give den en ekstra chance.

I hører nærmere, når den dag kommer.

Ingen kommentarer: