lørdag den 3. december 2011

Paustian

Restaurant: Paustian
Hjemmeside: http://www.restaurantpaustian.dk/

Vi har ikke besøgt Paustian, siden at Bo Bech styrede stedet. Stedet bliver nu styret af Lisbeth og Bo Jacobsen og har ændret sig meget i stil. Maden er rent a'la carte, hvor man selv vælger de retter, man vil have fra kortet.

Vi startede med en lille appetizer med kold torskesalat med sennep i lille "brødkurv".

Til forret fik jeg Bo's hjemmelavet kammerskinke med en salat på julesalat og mayonnaise og toppet med lidt karse samt nogle supersprøde brødcroutoner. Dette var en simpel og skøn ret, hvor det syrlige julesalat spillede perfekt med den fede og meget smagfulde skinke.


Og Sebastian fik en paneret stegt havtaske med syltet rødløg, kartofler, sennepskorn og sauce med salvie. Jeg fik en lille mundfuld, og den var om muligt endnu bedre end min forret.


Til hovedret fik jeg grydestegt fasan med svampe, trøffelcremesauce og en pie med lårkød og frisk timian. Jeg er normalt glad for pie, men denne sagde mig intet. Resten af retten smagte dog himmelsk, og dette er klart den bedste creme sauce, jeg nogensinde har fået.


Og Sebastian fik stegt and med pigionæbler, valnødder, perleløg stegt i andefedt og orangesauce. Jeg fik en mundfuld og syntes, at det smagte dejligt. Men med alt det røde andebryst, var det klart mere en ret for mig end Sebastian. Nu var der så intet, der kunne få mig til at bytte min ret væk :)


Til dessert fik jeg en honningkage med hvid chokoladecreme, appelsin marmelade og dadler i sirup.


Og Sebastian fik varm æbletærte med kanelcreme og æblegelé.


Begge desserter smagte skønt, men jeg var nok for mæt til ordentlig at nyde dem. Paustian serverer noget rigtigt lækkert brød, og jeg var nok kommet til at spise lidt for meget af det.

Jeg er meget imponeret over Paustian, og heldigvis er Sebastian enig, så vi kommer klart tilbage. Men næste gang skal det altså være om sommeren, vi er her, da det er lidt svært at komme dertil.

Ingen kommentarer: