fredag den 9. december 2011

Kadeau - en bornholmsk drøm på Vesterbro

Restaurant: Kadeau
Hjemmeside: http://www.kadeau.dk/kadeaukobenhavn.php

Dette var vores første besøg på Kadeau. Kadeau er en bornholmsk restaurant på Vesterbrogade, som vi havde læst godt om i pressen. Nu fik vi os endelig taget sammen til at besøge stedet, bl.a. fordi at vi med vores eatcard har 10 % rabat på stedet. Stedet er relativ lille og sparsomt indrettet. Køkkenet befinder sig ved indgangen, og man kan dermed se direkte ind hvor maden bliver lavet. Der var 4 kokke i køkkenet denne aften, som virker som relativ mange for så lille et køkken. Jeg havde dog en klar fornemmelse af, at der var et god stemning i køkkenet uden særlig mange problemer.

Vi fik først en anretning med 5 forskellige appetizers; tørret kammusling, agurk med fiskemousse i midten, rå reje med dressing, malt "crumble" og chip af grisetæer. Jeg har helt klart ikke fået alle detaljer med her - der var mange :)


Første ret i menuen var kammusling og grønkål med æble, selleri, dildolie, malt, tørret lyng, små æblestykker og en bouillon på muslinger og selleri. Dette var en meget delikat og smagfuld ret. Jeg fik desværre ikke et billede af retten, da det helt kom bag på mig, hvor pludselig den blev serveret. Vi var endnu ikke færdige med vores appetizer anretning eller vores champagne.

Anden ret i menuen var rå jomfruhummer, limfjordsøsters, salater, blomkål og fløde. Dette var endnu en let og lækker ret.


Til tredie ret fik vi dampet torsk med skum af jordskok, brændt smør, hasselnødder, sikrom og trøffel på toppen. Denne ret var simpelthen fantastisk - så let og elegant men samtidig så ufattelig smagfuld, hvor især jordskok smagen var tydelig.


Fjerde ret var cremet bornholmer spelt og hanehjerter med aske, jernurt, asier, haneskind og syltede og brændte løg.


Hovedretten var grisebryst med grisehaler, rødbeder, hybenroseeddike, brændt hø, røget marv, tørrede blomster og visne urter. Denne ret vandt prisen som årets griseret i 2011, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Retten smagte fantastisk.


Og så kom desserten, der bestod af kærnemælk på forskellig måder, pære, valnødder og lidt kærnemælk rørt op med honning, der blev hældt på retten ved bordet. Denne ret var absolut fremragende og var klart aftenens bedste ret. Jeg troede ellers på dette tidspunkt, at ingen retter ville kunne slå torsken, men jeg tog fejl. Dette er en af de bedste desserter, jeg nogensinde har fået.


Vi havde en fantastisk aften på Kadeau og vender klart tilbage.

Madmæssigt stiler de rigtigt højt med komplicerede og velsammensatte retter med masser af forskellige ingredienser - men samtidig ikke en for meget. Det skal de have stort ros for.

Betjeningen og omgivelserne lever dog ikke helt op til maden. Stolene var lidt for hårde at sidde på og serveringen gik lidt for hurtig - især i starten. Alligevel vil jeg anbefale dette sted til alle, der kan lide god gourmet mad. Det er så fantastisk, at man næsten glemmer de hårde stole.

Ingen kommentarer: