søndag den 30. oktober 2011

Aphrodite (Nice, Frankrig)

Restaurant: Aphrodite
Hjemmeside: http://restaurant-aphrodite.com/

Vi endte på Aphrodite mest fordi, vi ikke kunne finde noget andet sted med en interessant tasting menu. Vi valgte deres 12 retters "Revolution" tasting menu, som bestod af deres mest eksperimentelle retter.

Vi startede med at få serveret en drink med tøris, hvor vi havde tre valg af smag. Jeg fik mandarin og Sebastian fik kærligheds frugt (Lychee). De smagte begge glimrende, og det var sjovt med alt røgen. Sugerøret mener vi måske var lavet af lakridsrod, hvilket gav drinken en hint af lakrids smag.


Herefter fik vi en "virtuel østers", som bestod af 4 dele: en østers skal med aubergine og kiwi, en toast med smør og østers blade, en mousse på søpindsvin samt en lille salat. Alle 4 dele smagte af østers uden at indeholde rigtig østers.


Næste ret var en drage og ja, du hørte rigtigt. Retten bestod af en ske med en slags løgkompot, hvorpå der blev lagt en kugle nitrogen frossen skum. Denne mundfuld skulle man så tage i munden og puste ud gennem næsen, hvormed man blev til en rigtig drage med røg ud af næsen. Tjeneren viste os først, hvordan man skulle gøre, men det viste sig dog at være sværere end det så ud til. Men sjovt var det og sjovt så det ud. Det var dog ikke nemt at tage et billede af sådan en oplevelse.

Aftenens første højdepunkt var en macaroni lignende ret, hvor "pastaen" udelukkende var lavet på tomat juice. Makaronien var lagt på tallerkenen i en cirkel og i midten var der en kraftig smagende "Buratta" ost med basilikum. Det smagte fantastisk og var på dette tidspunkt det bedste, jeg havde fået på hele turen. Det blev dog slået senere hen igen :)


Vi fik desuden noget "brød uden brød", som det hed sig, hvor alt lignede brød men ikke var brød, når det kom til stykket. Istedet var det parmesan flager, kartofler, rødbeder, ravioli eller lign.


Herefter fik vi en lille kugle flydende gulerod og have merian.


Næste ret var en kontrast på teksturer og temperaturer. En åben ravioli på 70 grader med muslinger, muslingesuppe og en -20 grader chorizo is. Dette var en interessant ret, der i første omgang var alt for salt, men efter lidt tilvænning viste sig at være en ret genial ret.


Hovedretten var iberico gris med grillede asparagus og peanut sovs, hvor alle ingredienser var røget med "El Gringo" træ og ankom i en klokke fyldt med røgen. Dette var Nice turens absolut bedste ret, hvor de røgede ingredienser alle spillede perfekt sammen og gav en smagfuld og fantastisk ret.


Osteretten var en is på blå ost med en grillet stykke brød og en salat på ruccola og artiskokker. Dette var en meget smagfuld ret - måske for smagfuld eller blot for stor en portion.


Inden desserterne fik vi en sorbet på abrikos, der blev lavet ved bordet ved at blande ren abrikos mos med tøris. Dette resulterede i en meget smagfuld og ren sorbet.


1. dessert var en "virtuel stegt æg" igen lavet ved bordet med tøris, hvor æggehviden var lavet af kokosmælk, blommen af mango, peberet var vanilje og det ristede brød var sødt. Desserten smagte virkelig lækker og var klart en dessert selvom det fuldstændig lignede en spejlæg.


Næste dessert lignede kaviar med blinis men var faktisk en dekonstrueret irsk kaffe, hvor kaffen var i "kaviaren", whiskyen i fløden og blinisen var sød. Nu kan jeg jo ikke lide kaffe, og derfor var denne ret lidt spildt på mig - jeg kan dog alligevel godt værdsætte ideen bag den.


Og til sidst fik vi lidt petit fours samt noget kaffe og te. Det søde bestod af en limoncello vaffel, en vaffel med jordbær og hvid balsamico eddike, en slikkepind med chokolade, hindbær og wasabi og endnu en slikkepind med grøn citrus sorbet i en hvid chokolade skald.


Og til regningen fik vi en ballon helium, der gjorde det lidt sjovere at betale regningen.

Vi havde en dejlig aften på Aphrodite og kan klart anbefale den til alle, der har lyst til en lidt mere anderledes menu. De har også en mere normal menu, men om den er ligesågod ved jeg ikke. Skal jeg sige noget negativt om stedet, vil det være, at selvom serveringen var sjov, så var den også ret ustabil mht. opfyldning af glas osv.

Ingen kommentarer: