tirsdag den 3. september 2013

Tøseaften på Geranium

Restaurant: Geranium
Hjemmeside: http://www.geranium.dk/

Jeg besøgte Geranium sidste fredag sammen med min gode veninde Katrine. Og ca. en halv time inden, vi skulle være der, åbnede himlen sig med masser og masser af regn. Jeg havde heldigvis set, at det måske ville komme til at regne lidt, men det her havde jeg nu ikke forventet. Jeg kom dog nogenlunde tør derhen, da jeg havde taget en paraply med, men stakkels Katrine var tør under regnjakken, hun havde taget på i sidste øjeblik, men resten af hende var drivvåd. Og det var sjov at se, da hun var gået ud på toilettet for at tørre sig lidt, hvordan tjeneren håndterede hendes serviet. Som altid blev den foldet pænt og lagt klar på bordet, men efter at han havde lagt den, kunne man se en mystisk og ret undrende udtryk på hans ansigt, og han tog den op igen og følte lidt på den, hvorefter den straks blev erstattet med en ny fra skuffen. Den var naturligvis blevet våd af at have lagt på hendes godt våde bukser. Heldigvis var det varmt nok i restauranten til, at hun ikke kom til at fryse i løbet af aftenen, og bukserne blev dog også mere og mere tørre i løbet af aftenen, og hver gang tjenerene skiftede servietterne hjalp det også lidt på det :)

Som snacks inden menuen fik vi:
Grene af vesterhavsost
Sprød kugle af gulerod og havtorn
Jordskok chips med valnøddecreme
Karl Johan suppe med syltet æggeblomme
Saltet okse og tørret  rødbede
"Lomme" med tørrede blomster og tørrede æbler
Sellerichips med tangsalt

Alle snacks var lækre. En del af dem kunne jeg genkende fra mit sidste besøg i Oktober 2012. Da jeg undersøgte denne dato, gik det desuden op for mig, at jeg nu har besøgt Geranium hele 6 gange. Og det er interessant at se, hvor meget de har udviklet sig over tiden. De har altid serveret smukke og elegante retter, men der er ingen tvivl om, at retterne er blevet finpudset meget over tiden, og jeg fornemmer ved dette besøg, at de bevæger sig i retningen af endnu mere simplistiske og super skarpe retter - især mht. hovedretten, men det hører i mere om senere.

Nå men det var en lille sidetur - nu tilbage til snacksene ... Mine favoritter denne aften var suppen og chipsen med selleri og tang.

Hertil fik vi et glas:
NV Goustan, Demarne-Frison, Champagne


Og herefter gik vi videre til menuen, hvor vi først fik
Geleret skinke og tomatvand
"Knivmusling"
Mælkeost & gæret saft på gulerødder

Af disse var det klart knivmuslingen, der var min favorit, hvor en tatar på knivmusling var placeret inde i en spiselig "knivmuslingeskal". Den var super let og delikat, og så var det sjovt, at man bare kunne spise det hele - det er et koncept, jeg har set og kunnet lide før.


Og aftenens første favorit var:
"Dildsten" med syltet makrel i midten serveret med frossen syltet agurk og en peberrod

Dette er faktisk ikke en blanding af ingredienser, der normalt falder i min smag, men her var det helt perfekt sammensat og præsenteret - og smagen var fantastisk frisk og intens.


De næste fire retter bestod af:
Bitre salat blade og rygeost
Brød på gamle kornsorter serveret med pisket smør
Biodynamiske løgvækster og smeltet høost
Kammusling, havtorn og strandplanter

Brødet er altid skønt på Geranium, og jeg kan godt lide, at de vælger at servere det som en ret istedet for, at det blot er på bordet under hele middagen. Derudover var salaten med rygeosten helt ubeskrivelig fantastisk. Det var en meget smuk ret, men samtidig havde man ikke forventet sig så meget af smagen. Det var jo bare nogle blade med lidt rygeost, men allerede efter første bid vidste jeg, at dette ville være min favorit denne aften. Og det er nok også en af de ting, jeg bedst kan lide ved Geranium, at det ofte er det simpleste, der virker bedst for dem.


Herefter fik vi:
"Forkullet" kartoffel serveret med en ske med røget fåresmør med karse og syre
Kulmule med söl og gæret kål (fik desværre ikke et billede af denne)

Og aftenens "hovedret" var:
Udbenet kyllingevinge fyldt med kylling, kærnemælk og enebær aroma

Og dette var klart den mindste og simpleste hovedret, jeg nogensinde har fået serveret, og det passer mig egentlig helt fint, da det jo blot giver bedre plads til alt det andet.


Vi fik vores predessert i køkkenet, som var en kølet te på lyng, tyttebær og hybenroser. Det var sjovt at se tjenerne udføre deres præcise arbejde. Vi så bl.a. salaten blive lavet, hvor visse blade blev placeret enkeltvis med en pincet.

Og det var da vi kom tilbage til bordet efter køkkenbesøget, at Katrines 4. serviet lå klar til hende :)

Og herefter fik vi vores to desserter:
Fåremælksyoughurt og sprøde rødbeder
Kompot på "Flore Danica" rabarber, marengs, krystaliseret timian og røget biodynamisk fløde

Og til kaffen/teen fik vi "grønne æg", som var chokolade æg fyldt med bl.a. flydende karamel og dækket med knust fyrrenål.

Begge desserter var skønne - især den første, der var dejlig frisk og smagfuld.


Til maden delte vi en vinmenu, da vi begge havde planer for næste dag, og vi derfor måtte holde os lidt tilbage. Vinene bestod af:
2011 Cuvée Bistroligie, Robinot, Loire
2009 Eden Riesling Feinherb, Orea, Saar
Højsommer, Kølster, Humlebæk (dette var en øl)
2009 Cuvée Oregané, Jean-Fransoise Ganevat, Jura
2007 Gavi Filagnotti, Casina Degli Ulivi, Piemonte
2011 Saint-Romain "Combe Bazin", Domaine de Chassornay, Bourgogne
2009 Rosso di Moltalcino, Stella di Campalto, Toscany
2010 Le Petit Beaufort Doux, Alice Beaufort, Bourgogne
2011 Spätburgunder Weissherbst, Krone, Rheingau

Vi havde en fantastisk aften på Geranium på trods af regnvejret og våde bukser.

lørdag den 10. august 2013

Taormina, Sicilien - madoplevelser og meget meget mere

For første gang i vores fælles liv har Sebastian og jeg været på en god gammeldags charter rejse. Normalt arrangerer vi selv vores rejser, men denne gang lod vi Star Tour gøre en del af arbejdet for os. Vi bestilte en charter tur til Taormina i starten af Juni måned med overnatning på Villa Belvedere. Vi havde egentlig udkig på et andet hotel med egen teresse, finere og også lidt dyrere, men vi brugte for lang tid til at bestemme os for, at vi nu også ville dette, at værelset forsvandt. Istedet valgte vi Villa Belvedere, der var billigere men så også kun havde 3 stjerner, ingen egen teresse og kun delvis havudsigt. Heldigvis var hotellet ikke så fyldt af gæster så tidlig på sæsonen, og vi blev gratis opgraderet til et mindre værelse men med fuld havudsigt og egen område på en opdelt større teresse - dette passede os fint, da vi endte med at bruge en del tid på teressen med den skønne udsigt og en god bog i hånden :)

Taormina:

Taormina er en underlig blanding af en turist by og en seværdighed i sig selv. Mange besøger netop også Taormina blot for et hurtigt visit, og derfor kunne vi også opleve Taormina som en tom by den ene dag og proppet den anden dag - især, hvis man gik rundt i midten af byen eller ved en af seværdighederne i byen, såsom det græske teater. Det er en romantisk by med mange smalle gader, pladser med fantastiske udsigt over havet og Etna og en mere turistlig gågade i midten. Jeg tror klart, at byen var det rette valg for os, hvor byen "Giardini Naxos" nedenfor bjerget, som Taormina ligger på, virkede som en ren turist by uden charme.

Af seværdighederne i byen selv kan jeg især anbefale det græske teater, og hvis ikke for teateret selv, så for den fantastiske udsigt man får fra bagenden af teateret - dette er nok den bedste i byen, hvor man har mulighed for at se i begge retninger. Da vi var der, var en del af teateret afskærmet, da de var ved at gøre teateret klar til en filmfestival, men som sagt var udsigten skøn og faktisk pengene værd i sig selv, så jeg klager ikke.


Da Lorenzo:

Første restaurant oplevelse i byen var på restaurant "Da Lorenzo", der blev anbefalet af hotellets personale. Vi fik der to foretter; sværdfisk carpaccio med citron olie og røde peberkorn og en tallerken med marinerede rå rejer, ansjoser og blæksprutte. Sværdfisken var fantastisk, men den anden ret faldt ikke rigtig i min smag. Derefter delte vi to "pasta" retter; en tomat risotto med tomat og rejer og en pasta med asparges og rejer. Pasta retten var rigtig god i min mening, men risottoen var skuffende. Det er sikkert sådan, den skal laves hernede, men jeg foretrækker den nu på normal vis med masser af ost i - vi tror, at denne var helt uden.


Vicolo Streto:

Til aften samme dag spiste vi på Vicolo Streto, der lå af en smal gyde fra Taorminas hovedgade. Gyden var ca. 50 cm. bred med stejle trapper. Taormina var fyldt med denne slags gader. Her sad vi indenfor på en teresse men tæt på udeområdet og med en ok udsigt over Etna.

Vi fik først en gratis grøntsagssuppe, som de laver hver dag på 20 af sæsonens forskellige grøntsager. Til forret fik jeg en bagt aubergine bagt med parmesan, der var udmærket men nok ikke den bedste, jeg har fået. Og Sebastian fik en trio af fisk; en gratineret kammusling, en bagt laks og tuntatar.

Til hovedret fik jeg en pasta, der var aftenens specialitet, og jeg fik derfor heller ikke helt fat i alle ingredienser. Pastaen selv var lavet med blæk fra en blæksprutte og derfor sort, og så var der rejer, myntesovs og noget afskyeligt, som jeg stadig ikke ved hvad var. Som i kan regne ud, var jeg ikke en fan af denne ret. Sebastian fik cannelloni med kødsovs - den var udmærket.

Til dessert fik jeg en blød shortcake med mandelmælk ved siden af, og Sebastian fik en pistacie semifreddo, der var en slags hård is med en rigtig god smag af pistacie. Og til sidst fik vi en sidste ting fra køkkenet; en luftig creme på mascarpone serveret med en mandel likør.

Vicolo Streto var altså en lidt blandet oplevelse med en næsten uspiselig ret, fantastiske desserter og ellers ok retter.



Dagen efter stod i afslapningens tegn. Vi var ude til et formiddags velkomstmøde arrangeret af Star Tour, fik en pizza i byen og tog derefter hjem til ren afslapning på teressen, inden vi tog ud og spiste til aften igen.

Pizzaria Varo:

Vi valgte at gå hele vejen og bestilte to antipasti til deling inden vores to pizzaer. Sebastian valgte en klassisk Caprese salat med tomat og frisk bøffel mozzarella, og jeg valgte en antipasti misto ala Varo, der bestod af bl.a. gratineret ost, bagt aubergine, der var ligesågod, som den jeg fik dagen før, løgringe, siciliansk ratatouille og nogle gode oliven.

Vi valgte en pizza hver og delte dem halvvejs. Jeg havde valgt en "Violetta", der var en hvid pizza med aubergine creme istedet for tomatsovs, men den var desuden toppen med små cherry tomater, bøffel mozzarella, parmaskinke, parmesan ost og basilikum, så den var altså ikke helt hvid - en hvid pizza har normalt ingen tomater på sig overhovedet. Og Sebastian valgte en "Varo", deres specialitet med tomatsovs, aubergine, mozzarella, skinke, skiver af kogt æg og parmesan ost. Vi kunne ikke lide de kogte æg på en pizza, men ellers var den ok. Min til gengæld var fantastisk.

Foruden de kogte æg var vi glade for, hvad vi fik her.


Le Naumachie:

Til forret fik jeg en carpaccio med store flager af parmesan ost. Jeg foretrækker nok mindre flager, men ellers smagte det ok. Og Sebastian fik en tatar på havbars, der var rigtig god - i hans mening bedre end den sværdfiske carpaccio vi fik første dag - jeg foretrækker nu stadig sværdfisken.

Og til hovedret fik jeg ruller af sværdfisk med pinjekerner, urter og måske ost. Og Sebastian fik lammekoteletter med en sovs - måske på marsala, men jeg er ikke sikker.

Indtil videre var vi godt tilfredse med dette sted - god mad, omgivelser og betjening, og vi fortsatte derfor med dessert/ost. Det viste sig desværre at være en stor fejl, da jeg fik en skuffende panna cotta, og Sebastian fik en skuffende ost.


Så efter to dage havde vi stadig ikke fundet et rigtigt godt sted men heller ikke et rigtigt dårligt sted. Alle steder havde indtil da både serveret nogle fantastiske retter og nogle dårlige, og vi begyndte at tænke, at måske er det bare sådan, det er hernede.

Isola Bella og Mazzaro:

På tredie dagen gik vi ned af bjerget til Mazzaro området, der ligger ved vandet lige nedenfor Taormina. Det var en hård gåtur ned af bjerget, men det kunne nemt lade sig gøre, og så var udsigten skøn nedad. På vejen hjem tog vi svævebanen :)

Vi tog her en sejltur langs vandet og halvvejs rundt om øen/halvøen "Isola Bella", og derudover så vi også "Grotto Azzurra" og andre grotter med det flotte lysende vand, og så var det på denne tur, at vi fik vore første gode billede over Etna - de andre dage havde den været let skjult af skyer og dis, og var derfor meget svær at se på vores billeder. Vores "kaptajn" fortalte livligt om diverse ting langs kysten, især var han meget imponeret over de mange 5 stjernede hoteller. Han viste os også stenen, der ligner et dyr, og bad os gætte hvilket. Det var Sebastian, der først så elefanten i stenen - kan i se den?. Og så fik jeg lov at styre speed båden på noget af vejen retur :)


Osteria Nero d'Avolo:

Dette var nok mit favorit madoplevelse i Taormina - det var måske ikke perfekt, men ret tæt på.

Til forret fik jeg en skøn "eggplant parmigiano", som modsat, den jeg fik på "Vicola Streto", var helt fantastisk og nok er en af de bedste, jeg har fået, og da jeg elsker aubergine, har jeg prøvet en del. Sebastian fik et udvalg af fiske sashimi, der var rigtig god men ikke den bedste, han fik hernede - den hører i om senere.

Til hovedret fik jeg blæksprutte stegt med svampe og grisekinder fra sort svin. Dette var en yderst smagfuld ret, der på trods af sine magre ingredienser var en relativ tung ret fuld med olie. Jeg elskede retten, men den kunne nok havde været bedre med mindre olie i sig. Og Sebastian fik en endnu tungere ret med pølser fra det sorte svin, svampe og cherrytomater. Det var egentlig denne ret, jeg ville have bestilt, men da vi gerne ville prøve forskellige ting, lod jeg mig overtale til, at han fik den istedet. Jeg smagte selvfølgelig retten, og den smagte fantastisk, men var en meget tung ret. Til retten fik vi en citron salat lavet på deres lokale citroner, der er lidt sødere, og hvor man faktisk kan spise skallen med. Det var en meget speciel sideret men faktisk ret god sammen med det fede mad.

Til dessert fik Sebastian en god tiramisu, og jeg fik en fantastisk cannelloni, der er en lokal ret med skal af bagt dej fyldt med creme. De andre steder, jeg fik den, kunne jeg faktisk ikke lide den, men her var den helt fantastisk, da forholdet mellem skallen og cremen var omvendt, og der var mest creme og kun lidt af den ret hårde skal.

Jeg kan godt lide stilen på Nero d'Avolo - både mht. service, indretning og maden, og det er nok dette sted, jeg vil prioritere højest, hvis vi engang kommer tilbage til Taormina.


Etna:

Etna var en af de primære grunde til, at vi valgte Sicilien til vores første charterrejse. Jeg har altid været meget fascineret af bjerge og vulkaner, men dette er første gang, jeg ser en aktiv vulkan så tæt på. Etna kaldes en aktiv vulkan, fordi den meget tit er i udbrud, og den var altså ikke reelt i udbrud, da vi var der. Det var der selvfølgelig både fordele og ulemper ved. Et udbrud ville have været fantastisk at se i sikker afstand, men det kunne også have resulteret i, at vi ikke kunnet være kommet så tæt på toppen.

Vi kørte i bus til ca. 2000 m højde, og derfra tog vi svævebane til ca. 2500 m højde, og til sidst tog vi en lava-jeep til ca. 3000 m højde, hvor vi altså kun var 300 m fra toppen. Etna består af mere end et krater, og derfor kunne vi også se en af disse på denne højde uden at skulle helt til toppen. Faktisk så jeg kun en gruppe bevæge sig tættere på toppen, end hvor vi var, og det så ud til at være professionelle - måske vulkanologer. Det var fantastisk at bevæge sig rundt i månelandskabet på toppen af Etna, og se hvor "aktiv" den var på trods af, at den ikke var i udbrud. Hvis man skrabede lidt af asken væk fra jorden, så var der meget varmt under. Og andre steder lå der sjovt nok stadig sne fra vinteren - dækket af aske dog, for det kommer der hele tiden mere af. Og så kom der hele tiden damp op af kraterne.

Det var fantastisk at besøge Etna, og det er en absolut must at besøge den, når man er på Sicilien. Som guiderne sagde; "Har man ikke været på Etna, har man ikke været på Sicilien." Hvortil, at vi kun kunne sige, at det er derfor, at vi kom dertil.



A Zammara:

Det bedste ved A Zammara var nok deres hyggelige gårdhave, men maden var nu heller ikke så dårlig, omend Sebastian var lidt heldigere i hans valg end jeg var.

Jeg fik først en makaroni med aubergine, tomat og bagt ricotta ost. Jeg elsker aubergine, så jeg havde naturligvis forventet at elske denne ret, men det viste sig desværre, at jeg ikke så godt kan lide den bagte ost - faktisk hader jeg den. Havde jeg på forhånd vist dette, kunne jeg sikkert have bestilt den med parmesan istedet. Til hovedret fik jeg oksekødboller svøbt i citronblade med et sidevalg af kartofler. Dette var en udmærket ret, men med et forkert sidevalg - retten var nemmelig lidt tør i det, så den har brug for noget mere saftig tilbehør. Og til dessert fik jeg vilde og almindelige jordbær med vaniljeis.

Sebastian fik:
Rå tunrulle i fine skiver marineret i olie og urter med parmesan på toppen.
Bøf i gorgonzola sovs med et sidevalg af parmegiano og carponera (siciliensk ratatouille).
Semifreddo med pistacie og chokolade sovs.

Madmæssigt kunne Sebastian faktisk bedre lide denne end Nero d'Avolo, men jeg er lidt mere afdæmpet i min mening. Det var et godt måltid, men der var bare ikke så meget, der vækkede min begejstring.


Lørdag slappede vi bare af. Vi var ude at spise til frokost og aften, men ellers sad vi bare på teressen derhjemme.

Da Nino:

Vi spiste en frokost på Da Nino, hvor vi delte alt mua. desserterne.

De to forretter var; et udvalg af ting fra havet, med laks, tun, rejer, blæksprutte mm., der ikke faldt i vores smag, samt en omgang god parmaskinke med melon. Til hovedret fik vi to pasta retter; pasta carbonara - i den turist venlige version, hvis den skal sammenlignes med dem, vi har fået i Rom, men rigtig god, samt en pasta bolognese, der også var god.Og til dessert fik Sebastian en pistacie parfait, og jeg fik en udmærket panna cotta.

Ser man bort fra forretten fra havet, så var vi faktisk tilfreds med det hele her, og kommer vi tilbage til Taormina, kommer vi også tilbage til endnu en frokost her. Jeg så desuden en mand ved et andet bord spise en kyllingeret, der så helt fantastisk ud, så måske skal jeg prøve en rigtig hovedret næste gang.



Timeo:

Timeo var rejsens eneste rigtig dyre restaurant besøg og også den restaurant, der havde den bedste udsigt og service.

Til forret fik jeg friteret courgetteblomst fyldt med gedeost og urter, der var en virkelig skøn og delikat ret, og Sebastian fik en tatar af tun og en anden fisk, der desværre begge var let tilberedt som gjorde, at han ikke nød den så meget, som han burde.

Derefter delte vi en trio af pasta, der bestod af "norma" med aubergine og tomat, og her fik vi faktisk valget om hvilken ost, vi ville have på toppen. Jeg kunne jo netop ikke lide den med ricottaosten. Vi fik istedet parmesan, og dette gjorde pasta retten meget bedre. Derudover fik vi en med sværdfisk, der nok var den bedste af de tre - den var delikat og havde masser af smag. Og til sidst fik vi en med ansjoser, som vi ikke spiste så meget af.

Til hovedret fik Sebastian skiver af bøf serveret med tre slags sovse, og jeg fik en filet af ung gris "suckling pig" med marsala sovs og kartoffel puré. Bøffen lidt for rød, og min gris var god og saftig, men ville nok have været bedre med en anden sovs

Til dessert fik jeg to slags cannelloni - en med ko og en med ged eller får, og Sebastian fik en pæredessert. De smagte begge godt, men der var lidt for meget skal i min. Der vil jeg hellere have mere fyld som på Nero d'Avolo.

Stedet havde klart den bedste udsigt og service, af de steder vi besøgte dernede, og maden var også god, men burde nok have været bedre til prisen.



Panea & Stromboli:

Vi var kun på to udflugter på denne tur; Etna og så en laaang heldagstur tur til vulkanøerne Panea og Stromboli. Først kørte vi i bus til byen Milazzo, hvorfra vi sejlede med en masse andre mennesker først til jetset- øen Panea, og derefter videre til Stromboli, der lå så tæt på Panea, at man kunne kigge dertil.

Det var på Panea, at vi spiste vores frokost på denne tur. Det blev på "Da Frencesca", hvor vi delte to pasta retter, der var en pasta med tomat, oliven og kapers samt en pasta med courgette og pesto på måske spinat. Det var to udmærket pastaretter, men smags varianterne er ikke rigtig favoritter hos mig - men klart godt lavet. Jeg anbefaler, at hvis i tager på sådan en tur som os, og at i vil have en god frokost så book et bord i forvejen. Det var der flere andre, der havde gjort, og der blev godt pakket i restauranten. Og havde vi booket et bord i forvejen, så kunne vi måske have fået en plads med udsigt.

Derefter gik vi en lille tur i byen omkring havnen. Der var ikke rigtig nok tid at nå ud i den mere grønne del af øen. Det var hyggelig nok, men jeg fandt det nok lidt stressende, at man vidste, at båden ville sejle på et bestemt tidspunkt - om man var der eller ej, og det endte naturligvis med, at vi var der i ret god tid.

Herefter sejlede vi til vulkanøen Stromboli, som har en vulkan midt på øen, der altid er i udbrud med et mindre eller større udbrud ca. hver 20. minut. Det sjove er så, at den kun er aktiv ud til den ene side af øen, som betyder, at den har en grøn side med en lille by osv. og så en brændt side med udbrudene.

Stromboli var i min mening en langt mere interessant ø pga. vulkanen og de sorte "sand" strande. Til aften sejlede vi så om på den anden side, og efter lang tid med bare små bøvser fra vulkanen, så vi endelig et stort og flot udbrud med lava højt i luften og derefter ned af den brændte side af vulkanen. Det var rigtig smukt og imponerende, og det var hele den lange tur værd.


Sidste dag i Taormina var det meningen, at vi ville tage op til bjergbyen Castelmola, men vi havde simpelthen ikke kræfterne til det. Min mave drillede lidt, og vi var trætte efter sejlturen dagen før. Vi valgte derfor endnu en afslapningsdag på teressen, hvor vi kun gik ud for at få lidt frokost og aftensmad.

Al Paladino:

Vi spiste vores frokost på en restaurant, vi ofte havde gået forbi på vej op til byen, og som vi havde læst godt om på nettet - Al Paladino. Sebastian fik til forret stykker af marineret tun med ruccola salat og appelsin. Jeg nøjedes med et par mundfulde af hans ret, pga. maven, og det smagte udmærket. Til hovedret fik han ravioli med pistacie, og jeg fik en lasagne. Sebastians pasta havde virkelig en skøn cremet smag, og pistaciesmagen var overraskende passende til en pasta ret. Det er meget sjældent, at jeg bestiller lasagne, når vi er ude at spise. Problemet er, at jeg altid bliver skuffet, fordi jeg så meget bedre kan lide den, jeg selv laver. Men jeg havde denne dag brug for noget simpelt, så jeg bestilte det alligevel vel vidende, at jeg nok ville blive skuffet. Men det blev jeg ikke. Det var en rigtig skøn og velsmagende lasagne - meget lang fra den, jeg selv laver, men mindst ligesågod.


La Giara:

Sidste aften i Taormina spiste vi på La Giara, der har en fantastisk udsigt over vandet, kysten og en del af Etna. Jeg sørgede naturligvis for at have Etna udsigten, som betød, at jeg kunne se toppen af Etna bag Sebastian :)

Til forret fik jeg en usædvanlig aubergine ret, hvor den sædvanlige aubergine, tomat og parmesan var tilføjet noget dejligt fiskekød - mener, at det var sværdfisk, og Sebastian fik hans bedste fisketatar på turen, som var strimler af tun med en wasabi og avokado creme. Til hovedret fik Sebastian en noget rare bøf, som han var glad for, og jeg fik en overtilberedt andebryst, der var noget skuffende. Og til dessert en klassisk Siciliansk kage samt en cheesecake, som begge ikke var noget særligt.

Rent madmæssigt svingede kvaliteten og tilberedningen en del på dette sted - noget var skønt, og andet var tæt på uspiselig. Mine kritik punkter på mange af de andre Taormina restauranter har primært været baseret på, at ens egen personlige smag ikke altid falder i hak, med det de laver hernede. Dette er nok første gang, hvor det er tilberedningen, der fejler. Og det var ikke bare os, der var utilfreds.

Men hvor var udsigten dog skøn.



Vi havde en fantastisk tur til Taormina. Det viste sig, at det var udmærket at tage på chartertur for os, når nu vi selv kunne bestemme, hvor meget vi ville tage på tur med de andre fremfor at passe os selv. Det var også dejligt afstressende blot at lade dem styre alt det praktiske, selvom det var ret irriterende at stå i kø i lufthavnen for at checke ind i så lang tid, at vi nærmest ingen tid havde efter check ind til at købe lidt vand og mad til turen. Lige den del kunne de have klaret bedre, men ellers var vi tilfredse nok. Og Taormina selv var et skønt sted med en god blanding af kultur, seværdigheder og service. Næste gang vi tager på denne type for tur, vil vi dog helt klart hjemmefra sikre os et værelse med udeplads, da turen ville have været helt anderledes for os, havde vi ikke blevet opgraderet til dette.

Jeg kan ikke udelukke, at vi rejser med Star Tour igen, og jeg kan absolut ikke udelukke, at vi tager til Taormina igen - næste gang kan vi dog nok klare det alene, når nu vi kender stedet, og måske kunne vi finde på at kombinere stedet med andre steder på Sicilien på en slags rundtur.

Der er dog en ting, de slet ikke kan finde ud af her nede, og det er at lave chokolade. Vi købte måske fire styks, som jeg ville have anmeldt på min chokolade blog, men da vi efter to forsøg erklærede, at de var nærmest uspiselige, så opgav vi.

søndag den 21. juli 2013

Himmelsk mad på den nye restaurant "Amass"

Restaurant: Amass
Hjemmeside: http://www.amassrestaurant.com

Sebastian og jeg er egentlig på kur for tiden, men torsdag aften siger han så; "der er bord på Amass til lørdag frokost - skal vi". Og jeg lod mig ret nemt overtale :)

Amass er en ny restaurant åbnet blot denne uge, og allerede er de stort set fuldt ud booket resten af denne måned og næste med - undtagen altså denne ene ledige tid, som han fandt. Vi tror, at det nok er pga. et afbud.

Vi hørte om stedet langt før de åbnede især fordi, at chef kokken Matthew Orlando er en tidligere køkkenchef på Noma. Og der har været meget skrevet om stedet i pressen allerede langt før de åbnede.

Restauranten ligger i en stor industrihal med langt til loftet, et rustikt udseende og store vinduer. Stedet er indrettet med sorte borde, nogle gode og behagelige stole, og alt bestik fandtes på bordet i en lille metalæske, hvorfra man selv tog, hvad man havde brug for. Stemningen og betjeningen var afslappet og uformelt, og gæsterne, der var der denne dag, var en meget blandet flok. Der var folk i fint tøj - endda en enkelt i jakkesæt - og det var 25 grader ude denne dag - stakkels mand, og så var der folk i shorts, t-shirts og kondisko. Og en del af gæsterne var desuden udenlandske.

Til frokosten har man valget mellem en 3-retters eller en 5-retters menu, der dog reelt består af mere, da der er ekstra retter inkluderet. Vi valgte de 5-retter.

Vi fik denne dag:
Ærter, sankthansurt og salturt.
Gæret fladbrød.
Rejer, foie gras og salte brødkrummer.


Ærteretten var det første, der kom på bordet og en meget passende bid at starte på - frisk og fyld af smag. 

Brødet kom direkte fra grillen ind på bordet, næsten så varmt at man ikke kunne tage fra det med det samme - men hvor smagte det dog skønt.

Sebastian var meget begejstret for reje retten, hvor han sammenlignede rejerne med de bedste søde sushi rejer, han har fået - og så en del af dem, hvor man i sushi typisk bare får en enkelt eller to - og så med en god smagfuld men mild foie gras til. 

Saltet makrel svøbt i let bittert grønt, stegt løg og vinaigrette.


Østershat, valnød og hibiscus.


Menuen vi blev præsenteret for, da vi kom, var ikke helt opdateret, og dette var sammen med reje retten en af de nye. Chef kokken kom ud og fortalte, at en ven havde fundet østershatte på Amager, og derfor denne ret. Svampene var bløde og smagfulde, og cremen på valnød var perfekt dertil. Det var en let udfordrende ret, hvor jeg i starten overvejede, om jeg overhovedet kunne lide den, men altså endte med at elske den. Den var en af mine favoritter til denne frokost kun overgået af hovedretten, som i snart skal høre om.

Dry-aged okse, syltet ramsløg og mayonnaise lavet på oksefedt.


Dette var en dejlig blød og let varm tatar med en cremet mayonnaise til, der altså var lavet på oksefedt. Den var rigtig god, og de relativ stærke syltede ramsløg var lige prikken over i'et.

Lammebryst og gulerod.


Hovedretten kom i to dele, og denne første del var altså min absolut favorit til denne frokost. Den bestod af to små stykker fed, saftig og supersprødt lammebryst med søde gulerødder og en næsten lakridsagtig urt, som jeg ikke husker navnet på. Det smagte himmelsk.

Lammetunge, ærter og urter.


Hindbær, is på søde majs, oregano og fløde.


Til maden fik vi en udmærket vinmenu, hvor de fleste glas blev serveret direkte fra store vinflasker - magnum eller måske større. Vinmenuen bestod af:

2012 Aligoté Dider Montchovet, Bourgogne, Frankrig
2011 Chardonnay "Pet'Nat" Pascal Potaire, Loire, Frankrig
2012 Winifred Gut Oggau, Burgendland, Østrig
2012 Simplicemente Rosso Cascina Degli Ulivi, Piedmonte, Italien.

Vinmenuen inkluderede ikke en dessertvin, men det gør mig egentlig ikke noget, da de sjældent er noget for mig. Sebastian købte dog et glas til og var fuld ud tilfreds. Og inden vinmenuen fik vi et glas Alice Beaufort - en rød mousserende vin.

Vi er meget begejstrede over Amass og vil glædelig vende tilbage. Mine eneste kritik punkter er nok akustikken i hallen - ikke fordi, at det var larmende, men jeg faktisk lidt svært ved at høre, hvad tjenerne sagde, hvorimod jeg nemt kunne høre Sebastian - sært. Og derudover ærgrer det mig, at stedet er så besværlig at komme til - det hænger selvfølgelig sammen med, at de har egen have og sådan, så der kommer jo også noget godt ud af deres pladsering.

Nu kan jeg naturligvis ikke udelukke, at det til dels er på grund af vores ellers relativ magre diet for tiden, at maden smagte så himmelsk denne dag, men det er helt klart ikke den eneste grund. De ved klart, hvad de gør her med smagfuld og præcis mad, hvor hver eneste ingrediens har sin plads i helhedsoplevelsen af retterne.

søndag den 14. juli 2013

Göteborg - madoplevelser mm.

Vi besøgte Göteborg fra torsdag til søndag for nyligt, hvor vi boede på First Hotel Avalon, der har nogle ret unikke værelser. Det er klart et design hotel med masser af spændende design møbler f.eks. Svanen fra Arne Jacobsen. Det unikke ved vores værelse, og en del af de resterende også, var at badekaret var i stuen - og ligeledes var håndvask mm. Det eneste i "badeværelset", der var lukket lidt inde, var toilet og brusekabinet. Jeg må sige, at jeg var lidt skeptisk, men samtidig har vi aldrig brugt et badekar så tit på en rejse, og det var faktisk ret hyggeligt at ligge i det luksuriøse badekar uden at være lukket inde i et koldt og ofte kedeligt badeværelse. Det betød dog også, at gulvet skulle være vandvenlig, så folk, der foretrækker gulvtæpper, skal nok ikke vælge dette hotel.

Til frokost første dag fik vi en "toast skagen" på Swedish Taste, hvor rejerne var rørt op med bl.a. rødløg og dild og blev serveret på sprødt lyst brød med lidt salat, radisser og syltet rødløg. Den var så god, som en sådan kan blive. Eneste ulempe var det sprøde brød, der var lidt for svær at skære i.



Senere på ugen fik vi en rejemad XL på Kajutan i FeskeKörka, som er en slags fiskehal formet som en kirke. Modsat en "toast skagen" var rejerne her bare pladseret på toppen af et stykke lyst brød smurt med mayonnaise og lidt æg, hvilket ikke var noget som faldt i Sebastians smag. Han vil helst have rejerne, når de er rørt op. Jeg kan lide det på begge måder, men der er ingen tvivl om, at den på Swedish Taste var bedre lavet.

Restaurant Sjömagasinet:

Første aften i Göteborg spiste vi på en næsten ren fiskerestaurant, hvor vi valgte stedets 4 retters menu med et enkelt tilvalg.

Vi fik denne aften:
Friteret brissel med svampeskum. (Starter)
Helleflynder med citron, brunet smør, sprøde rejer, tørret kaviar og misoemulsion.
Søtunge fyldt med østers med asparges, beurre blanc, mørkler, bønner og ærter.
Stegt foie gras serveret i blød bolle med chillimayo, friterede skalotteløg, syltet agurk og sprød pancetta (Tilvalget)
Stegt torsk med sherrysky, bagt æg, vild hvidløg, anderillette, jordskokpuré og trøffel.
Mousse på hyldeblomst med citroncreme og rabarber på tre måder.


Vi er positiv overrasket over en næsten ren fiskemenu, og gik glade fra stedet. Samtidig er der ingen tvivl om, at de andre steder, vi besøgte på denne tur, faldt langt mere i vores smag, da Sjömagasinet er mere klassisk end inspirerende. Stedet ligger i en hyggelig hytte ved vandet med bjælkeloft og et træskib hængende fra loftet. Det var sjovt at besøge, men vi følte bare, at vi passede bedre ind de to andre steder, vi besøgte - både mht. maden, stilen og stemningen.

Vi brugte en del af vores tid i Göteborg bare på at gå rundt i byen med dens mange hyggelige gader. Derudover tog vi en mindre bådsightseeing med deres Paddan tur, hvor vi sejlede under mange af deres broer - heribland en, der var så lav, at vi måtte sætte os ned på bunden af båden for at komme under. Desuden besøgte vi Universum, der er en slags blanding af akvarie, regnskov, eksperimentarium og mere i et. Det var udmærket - især da vi så hajerne blive fodret, men der er ingen tvivl om, at stedet er mest for børnefamilier.

Restaurant Bhoga:

Rejsens anden fine madoplevelse var på Bhoga, hvor vi valgte aftenens 6-retters menu, der bestod af:
Løgrom, østerscreme, hvide asparges, malt.
Kammusling, jordskok, lakrids, timian.
Indkogt makrel, ørredrogn, skorzonerrod.
Pocheret æg, persillerod, kyllingeskind, citron.
Kalvekinder, kantareller, rødbede, løg.
Indkogt rabarber, citronis, marengs, roulader.


Maden på Bhoga faldt klart i vores smag; simpelt, moderne og yderst smagfuld, og selvom rejsens bedste samlede madoplevelse ikke var Bhoga, men den i snart skal høre om, så var det her jeg fik rejsens bedste enkeltret; nemmelig hovedretten, som bestod af super møre og smagfulde kalvekinder med en god kraftful og passende tilbehør. Alle retter var dog gode, og jeg kan absolut ikke udelukke, at vi vender tilbage hertil en dag.

Restaurant Kock og Vin:

Sidste fine restaurant oplevelse i Göteborg var på Kock og Vin, hvor vi fik endnu en tasting menu men i en hel anden klasse. Vi valgte deres "store rejse", hvor vi fik smagt lidt af alt fra køkkenet. Vi blev i starten af aftenen spurgt, om vi ville se menuen fra start eller blot lade os overraske - vi valgte at lade os overraske. Jeg vil ikke gå i detaljer med alle retter og snacks, men i kan her se menuen, vi fik sidst på aftenen.


Vi startede med et hav af starters heribland en skøn lille bid med på ansjos, tomat, løg og "brød", der var klart italiensk inspireret men alligevel helt sin egen. Dette var nok vores favorit snack denne aften.


Og herefter startede menuen så, der i alt bestod af 6 salte retter, en osteret og to desserter.

Mine to favoritter var den saftige havkat serveret med spidskål, løgrom og ærter samt den letstegte jomfruhummeren med rødbede, hibiscus og hasselnødder. Begge retter var fantastiske, og det er ret sjældent, at jeg kan lide hasselnødder i retter, men sammen med jomfruhummeren var de helt perfekte.

Alle retter var dog generelt gode og inspirerende, hvor f.eks. kyllingehjertet med peberrodscreme, østers, estragon og kartoffel var overaskende god.

Den eneste ret, der skuffede lidt denne aften, var nok lammen til hovedretten, hvor jeg fandt retten lidt tam og kedelig - især sammenlignet med hovedretten fra Bhoga.


De tre sidste retter denne aften var en osteret og to desserter.

Osteretten var en stærk fast ost med bl.a. selleri og sennepsfrø. Mange gange når vi får osteretter fremfor osteudvalg, så skuffer det os, men denne var klart godt sat sammen, og vi nød den i fuld udstrækning.

Begge desserter var rigtig gode, og den første med gulerod var klart bedre end de andre, vi har fået af denne type. Jeg tror, at det for mig var det frysetørret lakrids og fennikel, der gjorde forskellen.


Kock og Vin var klart bedste samlede madoplevelse i Göteborg. Stedet var hyggeligt, maden skøn, serveringen præcis, venlig og afslappet og så var Kock og Vin den eneste af de tre steder, der formåede at lave en rigtig god vinmenu - på de to andre steder var den bare ok.

Sidste dag i Göteborg spiste vi frokost på Bee Kök og Bar, hvor Sebastian fik rejer - igen igen, og tænk sig - det er faktisk ikke så længe siden, at han slet ikke ville spise rejer. Han fik en "Skagen-Röra", der var rejer og krabbehaler rørt op med rødløg, dild og mayonnaise serveret med citron og rugbrød. Og jeg fik svenske kødboller med flødesovs, grov kartoffelmos, syltet agurk og lingonberry. Denne ret er lidt af en tradition for mig, hver gang jeg er i Sverige. Jeg elsker både den danske og svenske måde at servere "frikadeller" på men får det alt for sjældent.

Vi kunne rigtig godt lide Göteborg og vil klart besøge byen igen engang. Måske vil vi begynde at veksle mellem et besøg til Göteborg og Stockholm, som vi jo også holder meget af.

lørdag den 15. juni 2013

San Francisco - madoplevelser mm.

I har allerede hørt om vores bedste madoplevelser i San Francisco, og her kan i så høre om de sidste og også lidt om byen selv.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Restaurant: Cheesecake Factory
Hjemmeside: http://www.thecheesecakefactory.com/

Sebastian fik sin sædvanlige favorit, en "Louisiana Chicken Pasta", der består af paneret stegt kyllingebryst og en cremet og krydret sovs. Det er en ret, han holder meget af, men efter at jeg er begyndt at lave den en gang imellem, tror jeg faktisk, at han foretrækker min version, der er mere cremet, mindre fed og mindre krydret.

Og jeg fik en Smokehouse BBQ burger med fritter. Burgeren bestod af en medium bøf, salat, cheddar, bacon, løgringe og en BBQ Ranch Sauce. Dette var en udmærket burger, dog foretrækker jeg en mere krydret BBQ sovs fremfor denne røgede og relativ søde smag.

Og ja det var jo ikke fordi vi var sultne herefter, men det var jo en cheesecake fabrik, vi besøgte, så vi måtte prøve sådan en også. Sebastian fik en med mango, og jeg valgte en "Ultimate Red Velvet Cake Cheesecake", der var helt fantastisk smagfuld og cremet, og jeg mente, at den var for god til at levne, men endte alligevel med at levne en del - jeg havde jo lige spist en hel burger.


------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Restaurant: In-N-Out Burger
Hjemmeside: http://www.in-n-out.com/

In-N-Out Burger er en burger kæde i stil med McDonalds, der har 283 steder primært fordelt på vestkysten. Kæden er populær og har ry for at være bedre end McDonalds. Personligt syntes jeg ikke, at der var så stor forskel, dog var der mere grønt i, end der typisk er på McDonalds, hvilket jeg godt kunne lide.


------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Restaurant: Gary Danko
Hjemmeside: http://www.garydanko.com

Vi havde læst godt om Gary Danko, inden vi besøgte stedet, men der var dog også nogle advarsler på f.eks. tripadvisor og Zagat, der sagde, at stedet måske ikke var så godt længere. Vi gav dog stedet en chance alligevel, da menuen lød fantastisk.

Men jeg har desværre ikke meget godt at sige om dette sted. Betjeningen var venlig nok, men hastigheden, hvormed retterne kom med, var horribel. Vi bestilte 4 retter ala carte; en forret, en fiskeret, en kødret og en dessert, og herefter gik det hurtigt. Vi fik f. eks. vores starter allerede inden, at vi havde fået bestilt vores vin, og ret nummer to kom kun få sekunder efter den forrige.

Dette er gourmet fast food, og jeg fatter ikke, hvordan den kan have en michelin stjerne. Jeg ved, at de kun giver karakter for maden, men helt ærligt - den var bare heller ikke særlig god. Vi fik efter middagen en breakfast cake til at tage med hjem, og næste morgen jokede vi med, at dette var det bedste, vi havde fået ud af denne restaurant, og overvejede om de måske ikke selv lavede dem.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Restaurant: Akikos
Hjemmeside: http://akikosrestaurant.com

Dette var anden gang, vi fik sushi i San Fransisco, og den eneste gang, der er værd at nævne. Akiko's er lille, larmende, travl og har skøn sushi.

Vi fik først deres gyosa med rejer og kammusling og en god soyasovs.

Herefter fik vi deres sashimi sampler, som bestod af fire slags fisk; laks, tun, hamachi og en, jeg ikke er sikker på, hvad var, men som klart var min favorit. Vi var egentlig blevet anbefalet stadet af en kollega af Sebastians, som netop anbefalede stedet for deres skønne sashimi med sovs, men da vi fik vores denne aften, var det bare en klassisk sashimi uden sovs, og vi fik at vide, at de aldrig brugte sovs dertil - mystisk.

Herefter fik vi en masse nigiris - både de mere klassiske og nogle gode mere gorumet agtige. Vi fik bl.a. en speciel "hokaido" kammusling fra Japan, en klassisk hamachi, umimasu - en australsk havørred, ferskvandsål, hamachi-"belly", som er det bedste stykke fra denne fisk samt en sort "blackfin" tun mave, som er det bedste stykke tun, jeg har fået. Også havørred og hamachimave er blandt det bedste sushi, jeg har fået.

Hvis jeg besøger stedet igen, vil jeg klart gå efter deres bedste fisk, som tjeneren er mere en villig til at anbefale fra. Det bliver nok noget dyere, men deres mere klassiske stykker var bare ikke nær så gode, som disse fantastiske stykker fisk, vi også fik.



------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Restaurant: Taco Shop
Hjemmeside: http://www.tacoshopsf.com

En dag i SF, hvor vi havde lyst til noget mindre fancy, tog vi en bus et godt stykke for at få en Underdog burger. De havde dog lukket, da vi kom og i døren stod en skilt, der sagde, at de åbnede ca. kl. 11 og aldrig senere end kl. 11:30. Så vi gik en tur, men da vi var tilbage ca. 11:30 var der stadig lukket, og jeg var ved at blive godt sulten. Vi ventede lidt mere men gav til sidst op, og gik ud for at finde et andet sted at spise. Valget var mellem KFC og Taco Shop, og vi endte på Taco Shop.

Sebastian valgte to tacos; en med fisk "Baja style made Nick's way" samt en med kylling, hvor han bedst kunne lide den med fisk.


Og jeg fik en Quesadillas "carnitas" med pulled pork, smeltet ost og tomat, og jeg valgte så at tilføje guacamole og creme fraiche - en blanding kaldet suiza-, og det smagte himmelsk og meget meget syndigt.



Jeg må sige, at jeg er positiv overrasket over dette besøg på Taco shop. Maden smagte dejligt syndigt, og det var lige hvad jeg havde brug for på dette tidspunkt.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dette var mit første besøg i San Francisco, og jeg har lidt blandede følelser for byen. Det er en meget alsidig by med masser af modsætninger såsom meget forskellige bydele. Jeg syntes klart, at det var en god by at besøge, men jeg ville nok aldrig have lyst til at bo der selv.

I stedet for at bo på hotel fandt vi på vrbo en lejlighed, der lå i byens finansdistrikt. Vi havde en skøn udsigt over vandet, broen til Oakland og færgebygningen, og så gav det, at vi havde en hel lejlighed at tøffe rundt i, en meget bedre mulighed for en ren afslapningstur - meget af tiden brugte vi faktisk "derhjemme" bare med en god bog og måske en god glas vin. Det er klart noget vi vil prøve igen.

Vi boede tæt på "Ferry building", hvor vi købte lækkerier til de gange, hvor vi spiste hjemme fremfor ude. Typisk spiste vi ude til aften og fik frokost og morgenmad hjemme. Færgebygningen indeholdt små spisesteder og madbutikker, og var hyggelig at gå rundt i.

Derudover så vi deres akvarium "Aquarium at the Bay", der måske var lidt kort men med et udmærket indhold. De havde bl.a. en meget flot tank med vandmænd lyst op af flotte farver, som en mega lavalampe - bare med vandmænd :)

Vi læste også om "Pier 39", hvor der er masser af søløver, der bor på træ platforme tæt på kajen. Det var interessant at se, hvordan de sådan havde skabt sig et hjem midt i en storby, men stedet var pakket med turister, og selve kajen mindede nærmest om en forlystelses park. Trods alt havde de lavet det sådan, at kajen havde et indre med turist mareridtet og et mindre farverigt ydre, hvor der godt nok også var mange turister -alle ville jo se søløverne- , men trods alt ikke så travlt og turistet som det indre, og dermed kunne de være mere i ro.

Vi var også på en "Bridge 2 Bridge Cruise", hvor vi sejlede mellem golden gate bridge og broen til Oakland. Det var en udmærket cruise, hvor man fik en god udsigt over den smukke golden gate bridge, og vi sejlede også forbi Alcatraz. Vi fik os desværre ikke taget sammen til at gå over broen, og jeg var for sent ude til at få købt billetter til at se selve Alcatraz.

Som sagt har jeg meget blandede følelser for byen.

Den er meget bakket, som betyder, at det er svært at orientere sig og at gå rundt i byen, og så kunne jeg ikke lide at køre over disse bakker i busserne. Samtidig er byen ualmindelig smuk nogle steder - især langs vandet og broerne.

Folk er generelt meget høflige og viser hensyn til hinanden, men for mig føltes det sært, at hver gang vi var ude at handle, så blev jeg spurgt, om jeg havde en god dag. Måske er det bare mig, der er kynisk, men jeg mener, at de nok er ligeglade, men at det bare er en del af deres sprog og kutyme, og så vil jeg hellere ikke spørges end at leve i falsk høflighed og omsorg.

Også de amerikanske salgstaktikker har jeg blandede følelser overfor. Når man går ind i en butik med det formål at rent faktisk købe noget, så virker det fint. F.eks. ville jeg købe nogle jeans derovre, så jeg gik ind i en Levi's butik, og straks havde jeg hjælp til at finde rette størrelse og form. Men en anden dag kiggede vi på nogle billeder af Robert Lough Jr., som laver fantastiske natur billeder. Vi blev flere gange forstyrret af sælgere, og blev nærmest forfulgt rundt i butikken. Der var ingen priser at se, så vi vidste, at de var dyre, og da vi forhørte os, blev vi ledt ind i et afsides rum, hvor billedet, vi spurgte til, blev hentet ind og vist i forskellige lys og forklaret i mindste detalje. Derefter blev vi forladt derinde, så hun kunne "beregne" en pris, inden hun kom tilbage og gav os en pris. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at hun noget af tiden bare stod udenfor døren, og gav os god tid til at forelske os i billedet for at maksimere hendes chance for en god provision. Jeg følte mig lidt kidnappet faktisk - heldigvis var det virkeligt et fantastisk billede at se på i mellemtiden, og vi skulle ikke nå noget den dag. Prisen var naturligvis så absurd, at vi ikke købte den, selvom jeg ville have elsket at have den hængende herhjemme.

Jeg kan ikke udelukke, at jeg en dag vender tilbage til San Francisco, men jeg skal nok have en specifik grund til det - ellers vil jeg hellere besøge et nyt sted.

torsdag den 13. juni 2013

Portland - madoplevelser mm.

Jeg har ikke så meget at sige om Portland. Vi var der kun i to dage, og det regnede en del af tiden. Vi fik dog en lille dags tid til at gå rundt i byen. Her så vi bl.a. deres lørdagsmarked, hvor lokale kunstnere solgte deres varer, og så var der en del madboder hver med deres egen specialitet. Derudover gik vi rundt i byen, der på mange måder var mere europæisk end f.eks. San Francisco.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Restaurant: Dragonwell Bistro
Hjemmeside: http://www.dragonwellbistro.com/

Første dag i Portland og godt trætte efter turen herop skulle vi finde et sted at spise. Vi talte først om hotellets egen restaurant, som havde ok anmeldelser, men efter en hurtig søgning viste det sig, at et af byens bedste kinesiske steder lå lige om hjørnet - dette måtte vi prøve.

Vi startede med at få et udvalg af foretter, deres "sampler", der bestod af noget koldt oksekød, grisekød, friteret reje samt forårsrulle serveret med tre slags dip; soya, stærk sennep og en sød chili sovs. Grisekødet faldt ikke rigtig i vores smag, men ellers smagte det udmærket.

Til hovedret valgte vi to retter, som vi delte.

Den ene var en "Dragonwell Lion's Head", der bestod af nogle store og saftige griseboller i en god suppe med kål. Dette var en dejlig mild ret, som vi spiste ris til.

Den anden ret var "Hong Kong Style Beef Chow Fun", der bestod af store båndnudler stegt med saftig okse, bønnespirer, løg og forårsløg. Dette var nogle skønne nudler med masser af smag.

Så skønne hovedretter men knap så inspirerende forretter. Vender jeg tilbage hertil engang, så vil jeg helt klart selv vælge forretterne fremfor at tage en fast udvalg.



------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Restaurant: Higgins
Hjemmeside: http://higginsportland.com/

Sebastian og jeg spiste på Higgins sammen med hans kollega Mike og hans kone Shannon på anden dagen i Portland.

Vi startede med at dele to forretter; en tallerken med charcuteri, der inkluderede mange forskellige slags pølser, nogle pateer og lidt andet, og den anden ret var bruschetta med asparges og gedeost. Retterne var ok men ikke rigtig noget at råbe hurra for.

Til hovedret fik jeg kuller med polenta og citrus, og denne ret, tror jeg, må have været aftenens bedste ret. Sebastian fik risotto, som han var ok glad for, men som jeg smagte, og ikke fandt så inspirerende som min ret. Mike fik deres "Cocido Extremenõ", som var en skål fyldt af lækkert gris og bønner. Havde dagens fiskeret ikke lydt så god, ville jeg have bestilt denne, og jeg tror, at jeg ville have kunnet lide den. Det lignede nærmest en slags cassoulet. Shannon bestilte en ret med and, som hun ikke så så begejstret ud for. Jeg tror måske, at der var tale om mystiske krydderier.


Til dessert fik jeg en citron cheesecake med rabarber kompot, og Shannon fik en mandel roulade. Og mændene delte en Ewil Twin øl, som Sebastian gerne ville introducere Mike for, og så spiste de også lidt af vores desserter :)

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Restaurant: Andina
Hjemmeside: http://www.andinarestaurant.com/

Vi spiste på Andina med en lille bunke af Sebastians kollegaer sidste aften i Portland. Jeg tog desværre ingen billeder, da vi var så mange. Jeg vil ikke sige så meget om stedet, men der er ingen tvivl om, at dette var det bedste restaurant besøg i Portland. Stedet serverede skøn mad fra Peru, og skulle jeg komme tilbage til Portland en dag, vil det være min højeste prioritet at komme tilbage hertil, så jeg kan skrive en ordentlig anmeldelse.

lørdag den 1. juni 2013

Restaurant Rebel

Restaurant: Rebel
Hjemmeside: http://www.restaurantrebel.dk

Restaurant Oubæk er blevet til restaurant Rebel, og det giver jo egentlig meget mening, når nu det er et godt stykke tid siden, at det faktisk var ham, der styrede stedet. Foruden at ændre navnet har de også ændret menuen, så de ikke længere bare støtter sig op af hans sikre retter men våger sig ud i egne kombinationer af ingredienser. Stilen er den samme med små retter - men altså helt nye retter.

Sebastian fik:
Torsk, vagtelæg, radise, asparges
Svinemørbrad, svineskank, rødbeder, marv og et tilvalg af stegt foie gras
Oksehale, oksebouillion, citron, kejserhat, morkel


Og jeg fik:
Kammusling, appelsin, fennikel og et tilvalg af hummer
Tatar af okse, urtemayo, rugbrød, rabarber, karse
Kalvebrissel, porre, kartoffel, ramsløg


Der var ingen af de salte retter, der skuffede. Alle var gode, og det er faktisk svær at vælge en favorit, men der ingen tvivl om, at har de griseretten, som Sebastian fik denne aften, næste gang vi besøger stedet, så skal jeg have den der.

Efter de salte retter delte vi stedets to desserter:
Chokolade, geranium
Rabarber, vanilje, mandel


Desserterne var lækre og delikate.

Jeg er glad for, at kokkene, der styrer stedet i dag, endelig har revet sig fri fra Oubæk's stærke arme. Selvom der er nogle retter, jeg vil savne fra det gamle kort, så er det nye kort fuld af fristelser. Derudover har jeg en fornemmelse af, at de vil ændre menuen løbende, som vil gøre det nemmere at komme tilbage en anden gang.