mandag den 17. februar 2014

Med Copenhagen Diningweek på Spisehuset 56

Restaurant: Spisehuset 56
Hjemmeside: http://spisehuset56grader.dk/

I tirsdags spiste vi ude som en del af "Copenhagen Dining Week", hvor en del restauranter tilbød en menu til kun 200 kr. Hvor meget man sparer kommer naturligvis meget an på, hvor dyr et sted det ellers er, og de dyre steder bliver normalt hurtigt bookede. Og hvor dyr en aften, det bliver, kommer meget an på, hvor meget man vælger til. Vi fik f.eks. denne aften en vinmenu til 175 kr. pp., samt et glas champagne hver og nogle sprøde flager med rørt mayonnaise. Og sidst på aftenen fik vi kaffe og sødt. Men meget af dette kunne man jo have skippet, og dermed kunne det have blevet en meget billig aften ude.

Vi spiste på Spisehuset 56, som er et sted, vi ikke vidste meget om i forvejen, og den var ikke engang på vores liste over restauranter, vi gerne besøger. Det er den nu :)

De sprøde flager med mayonnaise, som vi startede med, var i øvrigt rigtig lækre og bestod af både chips på rodfrugter og på f.eks. kyllingeskind.

Menuen bestod af:
Kartoffel/løgsuppe med noget syltet og sprøde brødkrummer.
Langtidstilberedt oksemørbrad med smørlig perlebyg og vintergrønt.
Gulerodskage med youghurt is og marengs.

Maden var rigtig god, og desserten - den var fantastisk. Det lignede jo ikke just en gulerodskage, men smagte alligevel præcis, som sådan en skal, og så var det en let og frisk dessert på samme tid - jeg er klart imponeret over denne.

Og da vi havde spist, fik vi kaffe/te og noget sødt i loungen på loftet. Det var hyggelig nok at afslutte aftenen på loftet, omend jeg syntes, at det ville have været hyggeligere, hvis det havde været lænestole, man sad i.



Ingen kommentarer: