søndag den 14. juli 2013

Göteborg - madoplevelser mm.

Vi besøgte Göteborg fra torsdag til søndag for nyligt, hvor vi boede på First Hotel Avalon, der har nogle ret unikke værelser. Det er klart et design hotel med masser af spændende design møbler f.eks. Svanen fra Arne Jacobsen. Det unikke ved vores værelse, og en del af de resterende også, var at badekaret var i stuen - og ligeledes var håndvask mm. Det eneste i "badeværelset", der var lukket lidt inde, var toilet og brusekabinet. Jeg må sige, at jeg var lidt skeptisk, men samtidig har vi aldrig brugt et badekar så tit på en rejse, og det var faktisk ret hyggeligt at ligge i det luksuriøse badekar uden at være lukket inde i et koldt og ofte kedeligt badeværelse. Det betød dog også, at gulvet skulle være vandvenlig, så folk, der foretrækker gulvtæpper, skal nok ikke vælge dette hotel.

Til frokost første dag fik vi en "toast skagen" på Swedish Taste, hvor rejerne var rørt op med bl.a. rødløg og dild og blev serveret på sprødt lyst brød med lidt salat, radisser og syltet rødløg. Den var så god, som en sådan kan blive. Eneste ulempe var det sprøde brød, der var lidt for svær at skære i.



Senere på ugen fik vi en rejemad XL på Kajutan i FeskeKörka, som er en slags fiskehal formet som en kirke. Modsat en "toast skagen" var rejerne her bare pladseret på toppen af et stykke lyst brød smurt med mayonnaise og lidt æg, hvilket ikke var noget som faldt i Sebastians smag. Han vil helst have rejerne, når de er rørt op. Jeg kan lide det på begge måder, men der er ingen tvivl om, at den på Swedish Taste var bedre lavet.

Restaurant Sjömagasinet:

Første aften i Göteborg spiste vi på en næsten ren fiskerestaurant, hvor vi valgte stedets 4 retters menu med et enkelt tilvalg.

Vi fik denne aften:
Friteret brissel med svampeskum. (Starter)
Helleflynder med citron, brunet smør, sprøde rejer, tørret kaviar og misoemulsion.
Søtunge fyldt med østers med asparges, beurre blanc, mørkler, bønner og ærter.
Stegt foie gras serveret i blød bolle med chillimayo, friterede skalotteløg, syltet agurk og sprød pancetta (Tilvalget)
Stegt torsk med sherrysky, bagt æg, vild hvidløg, anderillette, jordskokpuré og trøffel.
Mousse på hyldeblomst med citroncreme og rabarber på tre måder.


Vi er positiv overrasket over en næsten ren fiskemenu, og gik glade fra stedet. Samtidig er der ingen tvivl om, at de andre steder, vi besøgte på denne tur, faldt langt mere i vores smag, da Sjömagasinet er mere klassisk end inspirerende. Stedet ligger i en hyggelig hytte ved vandet med bjælkeloft og et træskib hængende fra loftet. Det var sjovt at besøge, men vi følte bare, at vi passede bedre ind de to andre steder, vi besøgte - både mht. maden, stilen og stemningen.

Vi brugte en del af vores tid i Göteborg bare på at gå rundt i byen med dens mange hyggelige gader. Derudover tog vi en mindre bådsightseeing med deres Paddan tur, hvor vi sejlede under mange af deres broer - heribland en, der var så lav, at vi måtte sætte os ned på bunden af båden for at komme under. Desuden besøgte vi Universum, der er en slags blanding af akvarie, regnskov, eksperimentarium og mere i et. Det var udmærket - især da vi så hajerne blive fodret, men der er ingen tvivl om, at stedet er mest for børnefamilier.

Restaurant Bhoga:

Rejsens anden fine madoplevelse var på Bhoga, hvor vi valgte aftenens 6-retters menu, der bestod af:
Løgrom, østerscreme, hvide asparges, malt.
Kammusling, jordskok, lakrids, timian.
Indkogt makrel, ørredrogn, skorzonerrod.
Pocheret æg, persillerod, kyllingeskind, citron.
Kalvekinder, kantareller, rødbede, løg.
Indkogt rabarber, citronis, marengs, roulader.


Maden på Bhoga faldt klart i vores smag; simpelt, moderne og yderst smagfuld, og selvom rejsens bedste samlede madoplevelse ikke var Bhoga, men den i snart skal høre om, så var det her jeg fik rejsens bedste enkeltret; nemmelig hovedretten, som bestod af super møre og smagfulde kalvekinder med en god kraftful og passende tilbehør. Alle retter var dog gode, og jeg kan absolut ikke udelukke, at vi vender tilbage hertil en dag.

Restaurant Kock og Vin:

Sidste fine restaurant oplevelse i Göteborg var på Kock og Vin, hvor vi fik endnu en tasting menu men i en hel anden klasse. Vi valgte deres "store rejse", hvor vi fik smagt lidt af alt fra køkkenet. Vi blev i starten af aftenen spurgt, om vi ville se menuen fra start eller blot lade os overraske - vi valgte at lade os overraske. Jeg vil ikke gå i detaljer med alle retter og snacks, men i kan her se menuen, vi fik sidst på aftenen.


Vi startede med et hav af starters heribland en skøn lille bid med på ansjos, tomat, løg og "brød", der var klart italiensk inspireret men alligevel helt sin egen. Dette var nok vores favorit snack denne aften.


Og herefter startede menuen så, der i alt bestod af 6 salte retter, en osteret og to desserter.

Mine to favoritter var den saftige havkat serveret med spidskål, løgrom og ærter samt den letstegte jomfruhummeren med rødbede, hibiscus og hasselnødder. Begge retter var fantastiske, og det er ret sjældent, at jeg kan lide hasselnødder i retter, men sammen med jomfruhummeren var de helt perfekte.

Alle retter var dog generelt gode og inspirerende, hvor f.eks. kyllingehjertet med peberrodscreme, østers, estragon og kartoffel var overaskende god.

Den eneste ret, der skuffede lidt denne aften, var nok lammen til hovedretten, hvor jeg fandt retten lidt tam og kedelig - især sammenlignet med hovedretten fra Bhoga.


De tre sidste retter denne aften var en osteret og to desserter.

Osteretten var en stærk fast ost med bl.a. selleri og sennepsfrø. Mange gange når vi får osteretter fremfor osteudvalg, så skuffer det os, men denne var klart godt sat sammen, og vi nød den i fuld udstrækning.

Begge desserter var rigtig gode, og den første med gulerod var klart bedre end de andre, vi har fået af denne type. Jeg tror, at det for mig var det frysetørret lakrids og fennikel, der gjorde forskellen.


Kock og Vin var klart bedste samlede madoplevelse i Göteborg. Stedet var hyggeligt, maden skøn, serveringen præcis, venlig og afslappet og så var Kock og Vin den eneste af de tre steder, der formåede at lave en rigtig god vinmenu - på de to andre steder var den bare ok.

Sidste dag i Göteborg spiste vi frokost på Bee Kök og Bar, hvor Sebastian fik rejer - igen igen, og tænk sig - det er faktisk ikke så længe siden, at han slet ikke ville spise rejer. Han fik en "Skagen-Röra", der var rejer og krabbehaler rørt op med rødløg, dild og mayonnaise serveret med citron og rugbrød. Og jeg fik svenske kødboller med flødesovs, grov kartoffelmos, syltet agurk og lingonberry. Denne ret er lidt af en tradition for mig, hver gang jeg er i Sverige. Jeg elsker både den danske og svenske måde at servere "frikadeller" på men får det alt for sjældent.

Vi kunne rigtig godt lide Göteborg og vil klart besøge byen igen engang. Måske vil vi begynde at veksle mellem et besøg til Göteborg og Stockholm, som vi jo også holder meget af.

1 kommentar:

Marian N. Larsen sagde ...

jeg bor i Gbg - ville gerne have givet dig et par tips til spiseoplevelser inden - men kan se, at du fik dejligt mad på byens fineste steder!

Kh Marian