fredag den 15. juni 2012

Jonas (Stockholm)

Restaurant: Jonas
Hjemmeside: http://www.restaurangjonas.se

Dette var vores første besøg på restaurant Jonas i Stockholm. Stedet er lyst og hipt indrettet med let Jazz i højtalerne under hele aftenen. Betjeningen var udmærket. Jeg syntes dog, at de til tider var lidt længe om at få fyldt vores glas op med vin og vand.

Vi valgte deres 9 retters menu, hvor vi startede med første ret "kreativitet", der bestod af nogle snacks:
Oliven is
Slikkepind med kapers og marengs
Laksetatar med rogn
Baconvand med urter
Tatar med grov peber
Tørret blomkålschip
Saltpinde

Det var alle sammen originale og spændende snacks, men det var kun to, der virkelig skilte sig ud i smagen. Disse var baconvandet og blomkålchippen, der var ret saltet og røget i smagen.


Anden ret var østers grillet ved 500 grader med fløde, olie og brændenælder. Vi syntes, at denne ret var lidt for tilberedt, og at der manglede lidt salt eller syre i retten.


Tredie ret var en salat på hvide og grønne asparges med skum på grønne asparges. Dette var en god ren aspargesret, og retten var en af aftenens højdepunkter. Tallerkenen, den blev serveret på, var dog umådeligt irriterende, da den ville tilte, når man brugte kniven til at spise med. Lignende kan jeg i øvrigt sige om andre tallerkener denne aften. De var smukke og interessante, men nogle var ikke særlig anvendelige.


Fjerde ret var makrel med creme på enebær røget makrel, peberrodsne, ærter, sprøde finner og ærtejuice. Dette var en lækker fed og delikat fiskeret, der måske ville have været endnu bedre varm. Sebastian var dog ikke nær så imponeret af retten som mig - han fandt den interessant, men ikke nødvendigvis så smagfuld som mig. Han er så heller ikke så glad for makrel, som jeg er.


Femte ret var "alt fra kammuslingen" inkl. diverse dele, man normalt ikke spiser. Dette var en relativ cremet kammusling ret, men nu mener jeg bare ikke, at en kammusling skal være cremet. Og så fandt jeg den for tilberedt og ikke saltet nok. Sebastian kunne dog bedre lide den end mig. Hans præcise ord var "En god cremet ret". Vi er jo alle forskellige :)


Sjette ret var skorzonnerod på flere måder (syltet og måske bagt) serveret med morkler og lakridsrod revet over ved bordet. Dette var klart en af aftenens mest interessante retter, og samtidig havde den en god smag. Det er altid dejligt, når det lykkes med noget så unikt uden, at man skal gå på kompromis med smagen.


Hovedretten var tunge og hjerte fra lam serveret med chip på sølvbede, hestebønner, ost og en salat på beder. Retten var bedre end forventet for mig. Da vi ikke er så glad for indmad, havde jeg ventet det værste, men jeg kunne faktisk godt lide smagen af retten, hvor især osten sammen med hjertet smagte godt. Sebastian var dog langt fra glad for retten og endte med at levne nogle af hjerterne.


Inden desserten fik vi en osteret, hvor en let smeltet "granbarksost" blev serveret med honning is, hasselnødder og sultana. Det var en udmærket og interessant osteret, men igen er Sebastian uenig. Han fandt den interessant men ikke særlig smagfuld.


Inden desserten fik vi en lille pre dessert, der bestod af jordbær, agurk, lime og timian. Dette var en meget usædvanlig og frisk pre dessert.

Og til dessert fik vi rabarber som syltet, tørret, is og marengs serveret med brun smør. Vi syntes begge, at dette var en skøn dessert, og en dejlig afslutning på aftenen. Det tørrede rabarber var dog ret svær at håndtere - men smagte skønt, så det er tilgivet :)


Vi bestilte ingen kaffe eller te men fik alligevel lidt at slutte af med inden vi skulle hjem: abrikos is mm.


Jonas var lidt af en blandet affære. Der er ingen tvivl om, at jeg er mere imponeret end Sebastian. Stadig finder jeg dog, at det var lidt hit og miss, hvor man enten kan være heldig at elske en ret eller hade den. Ud af aftenens 9 retter var der faktisk kun 3, vi begge var enige om, var rigtig gode. Jeg vil derfor kun anbefale stedet til folk, der kan lide at blive udfordret med unikke retter. Og er man i tvivl om, hvorvidt man er en af dem, så skal man måske besøge et andet sted end dette.

Jeg tvivler på, at vi vender tilbage til Jonas. Så tit er vi jo heller ikke i Stockholm, og der er andre steder, jeg også gerne vil prøve, når vi besøger byen.

Ingen kommentarer: