lørdag den 16. april 2016

Berlin madoplevelser

Vi rejste til Berlin i påsken, hvor vi besøgte fire Michelin restauranter. Normalt får vi også besøgt nogle mindre fine steder for at få f.eks. en schnitzel eller curry wurst, men denne gang blev der desværre ikke tid til overs.

---

Tim Raue (2 Michelin stjerner)

Tim Raue er en af vores gamle favoritter og dette var vores tredie besøg på stedet. Vi har både prøvet deres tasting menu og deres billigere frokost menu, og til denne frokost valgte vi igen fra deres frokost menu, hvor vi fik følgende retter (beskrivelse taget direkte fra menu kortet):

Goose liver, jiaguian & nori (Bitten)
Gilthead sashimi, celtuce & apple (Sebastian)
Dim Sum "bbq pork bun & lettuce" (Begge)
Dim Sum "peking duck" (Bitten)
Red prawn, tomato & galangal (Sebastian)
Suckling pig, dashi & ginger (Begge)
Shanghai beef, blood orange & star anise (Bitten)
Turbot, jade sauce & sansho pepper (Sebastian)
Stilton, pear & parmesan (Bitten)
Thai mango, lime & safron (Sebastian)

Ved tidligere besøg har min favorit været dim sum med gris, men denne viste det sig desværre at de helt havde ændret, og selvom Sebastian var begejstret for den nye version var jeg lidt skuffet. Den var stadig god men på ingen måder som den var før. Dim sum med and derimod var fantastisk saftig og velsmagende og frokostens favorit for mig.


Min første ret gåselever var jeg ved første bid også skuffet over; blandingen af gåselever og tang var bare sær, men så opdagede jeg wasabien og retten ændrede sig markant, og jeg endte med at nyde den og retten blev også en favorit.


Sebastians favorit var den dejlig sprøde og møre gris, vi begge fik. Den var simpel og havde en dejlig saftig og fed smag - på den gode måde.


Derudover var han også begejstret for min dim sum med and, som han var så heldig at få nogle bidder af.

I virkeligheden var der ingen retter, der var skuffende (hvis man ser bort fra min forventning til grise dim summen), og Tim Raue er klart en sted vi vender tilbage til. Det er så dejligt et afslappet sted at sidde, maden er skøn, og så er det rart med et sted der kan lave en sake menu til maden.

---

Les Solistes (1 Michelin stjerne)

Jeg vil ikke sige så meget om Les Solistes. Stemningen og servicen er rigtig god på stedet, men mad stilen er ikke så meget os. Vi har prøvet noget lignende på Pierre Gagnaires anden restaurant i London; Sketch, hvor vi var begejstrede, men måske har vi ændret os siden da eller også lykkedes det bare ikke så godt med retterne denne aften.

Vi valgte hver 3 retter; forret, hovedret og dessert, og det specielle ved dette sted er så at hver ret består af en hoved tallerken og 2-4 satellit retter. Nogle af de smage, vi fik denne aften, var skønne og andre ramte lidt mere ved siden af. Vores primære kritik af stedet er nok at satellit retterne ikke altid passede sammen eller med hoved tallerkenen, og det var lidt forvirrende at regne ud på hvilken måde man skulle spise det hele, så det gav optimal oplevelse.

Pierre Gagnaire var i øvrigt selv til stede denne aften, hvor han var ude og hilse på gæsterne inklusiv os. Det gjorde han også, da vi besøgte hans sted i Paris. Han virker meget personlig investeret i hans restauranter og hans gæster.

---

Horváth (2 Michelin stjerner)

Dette var vores første besøg på Horváth og vi endte der primært fordi vi skulle finde et sted, der havde åben en søndag aften og havde gode anmeldelser.

Selvom stedet har to Michelin stjerner og en fancy omend lidt sær tasting menu, så passede service og stemning ikke dertil i vores mening - nu er vi måske også lidt forkælede, hvad det angår. Jeg føler både at stedet og madstilen vil passe sig bedre til en mindre menu. Det kunne man dog også vælge, men da vi ikke kendte madstilen i forvejen, valgte vi desværre den lange menu.

Maden på Horváth var meget hit-and-miss og mere miss end hit. Vores favorit ret var grønne tomater, kyllingeskind og sorte kantareller. Retterne er godt komplicerede, hvad det kort man fik med til hver en ret også beskrev - med alle ingredienser og hvordan de var lavet.

Retterne var udfordrende med mange usædvanlige ingredienser. Hovedretten var en pink stegt kalvelever, som ikke altid blev spist op, hverken af Sebastian eller af flere af de andre gæster. Overraskende nok så kunne jeg lide retten, selvom jeg fra helt lille hårdnakket har nægtet at spise lever.

Vi kommer ikke tilbage til Hórvath, og jeg vil kun anbefale stedet til folk, der kan lide udfordrende mad.

VAU (1 Michelin stjerne)

Sidste dag i Berlin spiste vi en frokost på restaurant VAU, som vi har besøgt en enkel gang før.

Denne gang fik vi et bord ved vinduet ud mod gaden, hvor vi sidste gang sad længere inde i restauranten. Jeg kunne klart bedre lide dette bord - især en dag som denne, hvor solen bagte skønt ind af vinduet.

Jeg valgte dagens frokost menu, hvor jeg fik:
Salat med kalv og nye kartofler
Kylling med makaroni, spinat og gulerødder
Kvark, rabarber og hindbær

Min favorit til denne frokost var kyllingen, der nok er den bedst stegte kylling, jeg nogensinde har fået, og så var tilbehøret perfekt dertil. Forret og dessert var også skønne.


Og Sebastian valgte følgende retter fra deres frokost ala carte menu:
Stegt torsk med løgtærte
Rødding med spinat, grape og brunet smør
Tarte tatin med rom, rosiner og valnødder

Sebastian har ikke en klar favorit men siger at de alle var gode.

Maden på VAU var faktisk det bedste vi fik på turen i Berlin; simpelt, klassisk og velsmagende. Og der er ingen tvivl om at vi vender tilbage hertil.

---

På næste besøg i Berlin vil vi forsøge at levne plads til lidt robust tysk mad, og så vil vi gerne tilbage på både VAU og Tim Raue igen.

Og måske skulle vi få prøvet en döner kebab også. Det er ellers ikke noget, jeg har forbundet med Berlin eller Tyskland. Men en kollega mener, at dette var det rigtige at prøve i Berlin, og efter lidt internet søgning kan jeg dog også finde ligeså mange lister over döner kebab steder, som jeg kan om curry wurst steder. Tjah, man lærer jo altid noget nyt.

1 kommentar:

Abid Bhatti sagde ...

lækker! nu hvad, du gjorde det perfekt.
check out south and north indian food.