fredag den 20. juni 2014

Hamburg - madoplevelser mm.

I Maj måned var vi i Hamburg i en forlænget weekend (lør-tir), hvor vi fik mulighed for at besøge nogle helt nye restauranter - vi har aldrig været i Hamburg før, så det var ikke så svært at opnå  :)

Restaurant: Brook
Hjemmeside: http://www.restaurant-brook.de/

På første dagen i Hamburg skulle vi naturligvis have en wiener schnitzel til frokost, og vi havde i forvejen fundet et par steder, der skulle servere en god schnitzel.

Vi fik først en lille forret hver, hvor jeg fik en Vitello Tonato inspireret ret, og Sebastian fik Hummer med asparges og avokado. Vi var nok ikke så imponerede over disse forretter, men schnitzlen derimod - den var skøn. Det er klart den mest sprøde og luftig panering, jeg har fået, og Sebastian og jeg er begge enige i, at dette er den bedste schnitzel, vi har fået. Tilbehøret, som var varm kartoffelsalat og agurkesalat, var også ok, men jeg er nok ikke så meget for dette klassiske tyske tilbehør.


Vi kan nemt finde på at besøge Brooks igen, skulle vi komme til Hamburg igen en dag. Men næste gang skipper vi nok forretten og spiser bare endnu en af deres fantastiske schnitzler.

Restaurant: Haerlin
Hjemmeside: http://www.restaurant-haerlin.de/

Første aften i Hamburg spiste vi en 6 retters tasting menu på restaurant Haerlin, som er en to stjernet michelin restaurant, der ligger i byens fine Four Seasons hotel. Restauranten er romantisk og fornem indrettet med flot borddækning, dejlige bløde stole/sofaer, spejle og figurer. Dette er nok den "dyreste" indretning, vi har set, foruden den super fancy Le Louis XV i Monte Carlo, Monaco. Det er ikke mange steder, der går så vidt. Jeg syntes dog, at dette var mere smageligt fint end på Le Louis XV.

Vi fik denne aften:

Snacks: 
Slikkepind med andelever og gedeost
Cobia og radisser
Selleri yoghurt og nøddesmør
Varmt røget laks med dild, peberrod og grøn æble

Menu:
Andelever parfait med champignon creme, appelsinmarengs og artiskok-lage
Hummertatar og stykker af kogt hummer med avokado og tomat-vanilje-lage
Asparges med muskatnød, persillecreme og sprød gris
Søulk, stegt hummer, salat på rå grøntsager og vinaigrette
Unghjort (Maibock) med grøn-hvidt forårs grønt, gnocchi på blodpølse og svampe
Salat "with a difference" hjertesalat, passionsfrugt honning, agurkegranité og hvid chokolade
Vilde bær med vilde urter, is på surdej og acaciehonning


Nogle af retterne denne aften - især i starten var fantastiske, og vores favoritter var hummer tataren og andeleveren, men desværre gik det lidt nedad derefter. Der var ingen retter, der desiderede skuffede, men der var bare heller ikke nok at råbe hurra over foruden de to retter.

Derudover syntes vi ikke, at de var så gode til at holde en god tid - i starten gik det næsten for hurtigt, men til sidst gik det næsten pinagtig langsomt, og vi endte med at sidde der i godt 4 1/2 time, hvilket er lige i toppen for en 6 retters menu. Nu skal det så siges, at vi havde været så dumme at booke denne restaurant på dagen, vi ankom til Hamburg. Så vi var jo godt trætte, og det kan nemt have påvirket, at de 4 1/2 time bare blev for meget. Men jeg syntes nu stadig, at når man får så lang en menu, så bør ventetiderne være nogenlunde ligelig fordelte.

Når Haerlin er god, så er den rigtig god, men alligevel tvivler jeg på, at vi ville vende tilbage til stedet, skulle vi besøge byen igen en dag.

Restaurant: Jacobs
Hjemmeside: http://hotel-jacob.de/kulinarik/jacobs-restaurant/

Vi valgte deres lettere menu "Natürlich", hvor Sebastian dog fik erstattet fiske hovedretten. Det viste sig, at de var meget fleksible med deres menukort, hvor at, selvom de havde 4 faste menuer at vælge imellem, så kunne man vælge og vrage, som man ville. Nu havde vi lige præcis lyst til noget let denne aften, så vores eneste erstatning til den lettere menu var altså Sebastians hovedret.

Vi fik denne aften:
Fyldte artiskok bunde med tomat og parmesan
Cremet suppe på vilde urter og tang
Gnocchi af "bjørne" hvidløg med asparges og kantareller
Sankt Peters Fisk med couscous, aubergine og sort hvidløg (Mig)
Kylling, citron, estragon og majroe (Sebastian)
Græskar kerner, hvid chokolade, youghurt og havre

Som Haerlin har Jacobs også to michelin stjerner, men man kan roligt sige, at dette var en helt anden oplevelse. De to bedste retter fra aftenen før var nok bedre end alle disse retter, men alle disse retter var nok også bedre end resten af måltidet fra aftenen før. Alle retter var bare rigtig gode og i en hel anden stil, end vi er vandt til - måske pga. den menu vi valgte. Maden var let, forfriskende og med masser af gode veltilpassede smage. Jeg kan ikke sige hvilken ret, der var bedst, for de var bare alle så gode, men den der overraskede mig mest, var klart desserten. Det var faktisk lige før, at jeg havde valgt en anden, da jeg havde læst menuen som "Poppy seed" - altså birkes, som jeg normalt ikke er så glad for i en dessert, men det viste sig, at være græskar kerne retten var lavet af i stedet, og det smagte virkelig overraskende dejligt som en dessert.

Stemningen og indretningen på Jacobs var også meget anderledes end Haerlin. Betjeningen var usnobbet og afslappet uden mangler, og faktisk lagde vi ikke så meget mærke til indretningen, da vi endte med at sidde udenfor på deres teresse mod floden. Jorden var lidt skæv, som betød, at væsken i vores retter strømmede lidt til den ene side - men det var heldigvis kun udseendet, det gik ud over :) Ellers var det rigtig hyggeligt at sidde ude og se de store og små skibe sejle forbi på floden.

Hvis vi kommer tilbage til Hamburg igen en dag, vil jeg meget gerne besøge dette sted igen for at prøve en af deres andre menuer.


Restaurant: East
Hjemmeside: http://www.east-hamburg.de/

På East sad vi udenfor i deres gård og spiste sushi og fik drinks og sake.

Vi fik:

Tuntatar, artiskokchips, oliven og tomater
Syltede og grillede grønt med paprika mouse og ristede nødder
Sashimi a' la chef
Laks - nigiri
Ål - nigiri
Spicy Tempura Roll Sushibar Chef Style

Vi er nok ikke så imponerede over maden på East mua. de lækre grøntsager og desserterne, og da vi besøgte stedet for sushiens skyld, er det lidt skuffende. Men det var da en meget hyggelig gård at spise ude i.

Indenfor har de også en rigtig interessant indretning og livlig stemning. Stedet er dog nok mest egnet til små grupper af venner fremfor par som os.


Restaurant: Tschebull
Hjemmeside: http://www.tschebull.de/en/

Sidste sted, vi spiste i Hamburg, var Tschebull, hvor vi først fik "østrigsk" tappas og derefter endnu en schnitzel, og så var jeg dum nok til at bestille en pandekage med is til dessert - men det var nu ikke helt, hvad jeg kalder en pandekage.

Schnitzlen var ok men ikke nær så god som den på Brook, og vi vil nok ikke vende tilbage en anden gang.


Og til sidst lidt om oplevelserne:

Vi tog en to timer mini-cruise rundt i Hamburg, som var en meget anderledes oplevelse end mange andre bådture, vi har været på, da den er meget mere fokuseret på deres mega store havn (Europas anden største havn), og dermed var den også meget mere industri baseret end med flotte kirker osv. Nu kan jeg jo godt lide gamle flotte bygninger og foretrækker dem fremfor store industrielle skibe, men det var dog en sjov afveksling, og for en "dreng" som Sebastian, var den lige i øjet :)

Derudover så vi miniature wunderland, som var byer og verdensdele bygget i meget lille format og med kørende toge, fly og biler. Det var rigtig godt lavet og endnu en rigtig drenge oplevelse. Jeg kunne bedst lide de dele, der havde bjerge, da jeg finder bjerge fascinerende. Derudover var der også rigtig mange mere eller mindre realistiske detaljer, der var sjovt at kigge efter, såsom en skov, hvor der var en dinosaur gemt indeni, eller da det blev nat, og der pludselig landede i ufo i midt-tyskland.

Og så gik vi rundt i byen og oplevede en del at dens charme og liv.

Hotellet, vi boede på "Park Hyatt", var et rigtigt skønt hotel og værelse, og vores eneste to kritik punkter var, at badekaret ikke var dyb nok, og at dynen var lidt for tyk, og så var det en fællesdyne. En af dagene tog jeg en 3 timers lang behandling i deres spa med massage, ansigtsbehandling og manicure. Det var rigtig dejlig afslappende men også meget dyr, og manicure er nok ikke noget, jeg gider igen.

Vi kunne godt lide Hamburg, og jeg kan absolut ikke udelukke, at vi vender tilbage en dag. Dog har vi bestemt os for, at ville besøge andre tyske byer også, så hvornår vi vender tilbage, er svært at sige.

Hvis vi kommer tilbage til Hamburg igen, vil det nok være Jacobs, der er størst chance for, at vi besøger igen, og så måske Brook for endnu en schnitzel.

Ingen kommentarer: